Mødedato: 16.01.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning til Öresundskomiteen og to udvalg

Borgerrepræsentationen skal udpege en suppleant til Öresundskomiteen og et medlem til henholdsvis Öresundskomiteens udvalg for miljø og grøn vækst og Öresundskomiteens udvalg for kultur og fritid.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1. at Borgerrepræsentationen udpeger en suppleant til Öresundskomiteen, herunder forretningsudvalget,
2. at Borgerrepræsentationen udpeger et medlem til Öresundskomiteens udvalg for miljø og grøn vækst og,
3. at Borgerrepræsentationen udpeger et medlem til Öresundskomiteens udvalg for kultur og fritid.

(Økonomiforvaltningen)

Problemstilling

Københavns Kommune er medlem af Øresundskomiteen. Overborgmesteren er født medlem af komiteen og dets forretningsudvalg. Borgerrepræsentationen skal udpege en suppleant for Overborgmesteren.

Öresundskomiteens Forretningsudvalg har nedsat et udvalg for miljø og grøn vækst, der refererer til Öresundskomiteens Forretningsudvalg.

Udvalget skal bidrage til at forankre, koordinere og synliggøre initiativer, der vedrører miljø og grøn vækst, samt beskæftige sig med erhvervs- og vækstinitiativer indenfor miljø og klimaområdet. Udvalget skal koncentrere sin indsats om områder og indsatser, hvor der er en øresundsregional merværdi.

Endvidere har Öresundskomiteens Forretningsudvalg nedsat et udvalg for kultur og fritid, som referer til Öresundskomiteens Forretningsudvalg.

Løsning

Öresundskomiteen blev etableret i 1993 og består af 36 danske og svenske kommunale og regionale politikere.

Öresundskomiteen har til formål at arbejde for en udvikling af hele Øresundsregionen hen imod en funktionelt integreret region. Öresundskomiteen skal løbende vurdere integrationsprocessens fremdrift samt tage initiativer til og fremsætte forslag til, hvordan den kan fremmes. Öresundskomiteen skal arbejde for at varetage fælles grænseregionale interesser i forhold til statslige og internationale myndigheder.

Forretningsudvalget består af 6 danske og 6 svenske politikere.

Overborgmesten er født medlem af Öresundskomiteen, og der skal derfor udpeges en suppleant.

Derudover skal udpeges et medlem til Öresundskomiteens udvalg for miljø og grøn vækst og et medlem til Öresundskommiteens udvalgs for kultur og fritid.


Bemærkninger til hvervene
 

Antal pladser
1 suppleant til Öresundskomiteen. 

1 medlem til henholdsvis Öresundskomiteens udvalg for miljø og grøn vækst og Öresundskomiteens udvalg for kultur og fritid. 


Særlige krav/valgbetingelser
For alle tre hverv er der krav om medlemskab af Borgerrepræsentationen. I forhold til Öresundskomiteens udvalg for kultur og fritid anbefaler hvervet, at kultur- og fritidsborgmesteren udpeges.


Udpegningstype
Flertalsvalg.


Vederlag
Intet vederlag.


Funktionsperiode.
Funktionsperioden følger den kommunale valgperiode

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 16. januar 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

De valgte medlemmer og evt. stedfortrædere fremgår af bilag 1 til dagsordenspunkt 1.

 

Overborgmesteren blev bemyndiget til at modtage de manglende navne på de udpegede medlemmer.

 

Fristen for indlevering blev fastsat til torsdag d. 30. januar 2014, kl. 12.00.

 

For en opdateret liste over navne se kommunens hjemmeside:

https://subsite.kk.dk/PolitikOgIndflydelse/Moedemateriale/Borgerrepraesentationen/16-01-2014/46d50181-c3cf-48e1-8812-222998200a9e.aspx.

 

Til top