Mødedato: 15.12.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Prioriteringsplan for Københavns Ejendommes anlægskapacitet budget 2012

Se alle bilag

Forelæggelse af Prioriteringsplan 2012 for samtlige byggeprojekter bevilget i budget 2012 i regi af Københavns Ejendomme.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.      at Prioriteringsplan 2012 for Københavns Ejendommes anlægsprojekter i budget 2012 tages til efterretning.

Det bemærkes, at Børne- og Ungdomsforvaltningen, jf. vedlagte notat, vurderer, at Københavns Kommune vil kunne leve op til pasningsgarantien (4 km. grænsen) i 2013 med den udbygning af daginstitutionsområdet, der fremgår af Prioriteringsplanen.

Det bemærkes endvidere, at der med Budget 2012 blev afsat anlægsmidler, under Børne- og Ungdomsudvalget, til etablering af 110 daginstitutionsgrupper, svarende til udbygning af 90 pct. af spidsbelastningsbehovet. Det fremgår videre, at: ”For at sikre størst mulig fleksibilitet planlægges der til 100 pct. af spidsbelastnings­behovet. Midlerne til udbygning af de resterende 10 pct. afsættes i en pulje under Økonomiudvalget”.

Det præciseres jf. Budget 2012, at ”Ved overførsels­sagen for 2012 revurderes behovet for midlerne til ekstraordinære daginstitutionspladser på grundlag af marts 2012 prognosen.”

Det bemærkes, at Økonomiudvalget har vedtaget en målsætning om, at daginstitutioner skal færdiggøres 27 måneder efter bevillingen er besluttet af BR (ØU d. 15/6- 2010). Økonomiudvalget noterer sig, at det mellem Borgmestrene i Fast Track-regi er aftalt, at der i januar 2012 vil foreligge en mere præcis implementeringsplan for daginstitutionsprojekter vedtaget med Budget 2012, hvoraf det fremgår hvilke projekter der kan færdiggøres hurtigere end 27 måneder.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

 (Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

På baggrund af de vedtagne kapacitetsudvidelser på daginstitutionsområdet i forbindelse med budget 2012 skal Københavns Ejendomme til Borgerrepræsentationen udarbejde en prioriteringsplan for samtlige byggeprojekter, som Københavns Ejendomme skal udføre.

 

Prioriteringsplan 2012 skal ses i sammenhæng med den implementeringsplan for daginstitutionsprojekter indeholdt i budget 2012, som Børne- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Ejendomme har udarbejdet i samarbejde.

Løsning

Københavns Ejendomme har udarbejdet Prioriteringsplan 2012 for anlægssagerne bevilget i budget 2012 og for igangværende anlægssager. Med denne overordnede prioritering af anlægsprojekterne og under de givne forudsætninger vurderes det, at Københavns Ejendomme har den fornødne kapacitet til at udføre de anlægssager, som er besluttet i forbindelse med budget 2012.

 

Københavns Ejendomme vil først prioritere igangværende sager - som både kan være dagsinstitutionsprojekter og anlægssager for øvrige fagforvaltninger - og sager om etablering af daginstitutionspladser bevilget i budget 2012. Herefter prioriteres øvrige sager bevilget i budget 2012.

 

Prioriteringsplan 2012 indeholder også oplysninger om bevilling, tidspunkt for behandling i fagudvalg og for ibrugtagning, samt særlige forhold af betydning for tidsplan og anlægsøkonomi.

Københavns Ejendomme har i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen foretaget en foreløbig vurdering af det forventede ibrugtagningstidspunkt og anlægsbudget for hvert enkelt daginstitutionsprojekt. Denne vurdering er primært baseret på generelle, økonomiske og tidsmæssige nøgletal. Anlægsprojekterne er endvidere vurderet ud fra kendte konkrete forhold samt generelle forudsætninger, der erfaringsmæssigt har betydning for anlægstiden og økonomi. Forudsætningerne vedrører konkrete byggetekniske forhold, udviklingen på bygge- og anlægsmarkedet og inddragelse af øvrige eksterne aktører mv. Når de konkrete anlægsindstillinger fremlægges, vil det af hver enkelt sag fremgå, hvilken tid og økonomi samt hvilke risici, der vil være gældende for det specifikke projekt. På dette grundlag overtager Københavns Ejendomme det samlede projektansvar excl. brugerinddragelse.

 

Anlægstiden er i forhold til daginstitutioner angivet til 27 mdr. fra bevillingen er besluttet ved budgetforhandlingerne. Dette er den tid Borgerrepræsentationen har besluttet, at etablering af daginstitutioner maksimalt må tage. Siden budget 2008 og efterfølgende budgetår er 106 daginstitutionsgrupper etableret og taget i brug, og pt. er 173 daginstitutionsgrupper planlagt til ibrugtagning i løbet af 2012 og 2013.

 

Af Prioriteringsplan 2012 fremgår, at Børne- og Ungdomsforvaltningen forventer, at der anlægges yderligere 130 daginstitutionsgrupper til imødegåelse af ønsket om fortsat udbygning på daginstitutionsområdet. Der er alene truffet beslutning om anlægsmidler til etablering af 110 grupper. Midlerne til de resterende 20 grupper skal der træffes særskilt beslutning om.

 

Daginstitutionerne bevilget på budget 2012 vil - med det nuværende kendskab til sagerne - for 89 gruppers vedkommende være klar til ibrugtagning i januar 2014. I overensstemmelse med Københavns Ejendommes og Børne- og Ungdomsforvaltningens fælles vurdering af projekternes kompleksitet færdiggøres 8 grupper (1 fysisk institution) dog i juni 2014 og 8 grupper (1 fysisk institution) færdiggøres i august 2014.

 

Da anlægsprojekterne er i den indledende fase, vil der kunne forventes forskydninger i de oplyste ibrugtagningstidspunkter samt anlægsbudgetter. Der vil fra Københavns Ejendomme og fagforvaltningen være markant fokus på en hurtig gennemførelse af byggerierne og anlægsprocesserne søges optimeret ved en række tiltag:

 

-          Københavns Ejendomme tilstræber hastighed i udførelsen blandt andet ved optimering af udbud og udbudsformer for så vidt angår rådgivere såvel som entrepriser,

 

-          Københavns Ejendomme og fagforvaltningerne arbejder for afklaring af snitflader og begreber i anlægsprojekternes indledende faser for at opnå en smidigere og hurtigere proces,

 

-          Københavns Ejendomme og Teknik- og Miljøforvaltningen afholder ”Superstjernemøder” for at sikre en optimal myndighedsbehandling,

 

-          Teknik- og Miljøforvaltningen forkorter myndighedsbehandlingen til 4 uger i henhold til nyt servicemål, jfr. Budget 2012, og

 

-          Teknik- og Miljøforvaltningens analyserer, om den daglige aktivitet på byggepladsen kan udvides ved byggeri udenfor sædvanlige arbejdstider.

 

              Prioriteringsplan 2012 med følgenotat af 7. november 2012 er vedlagt som bilag til indstillingen.

Økonomi

Indstillingen har isoleret betragtet ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Ingen bemærkninger.

 

         Carsten Haurum                              

                                                                  /Gyrithe Saltorp

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at Prioriteringsplan 2012 for Københavns Ejendommes anlægsprojekter i budget 2012 tages til efterretning.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2011:

Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen tog udgangspunkt i en tilrettet udgave af materialet.

Indstillingen blev godkendt.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage til udvalget angående forslag til fremtidig proces i forhold til udarbejdelse af prioriteringsplan.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det bemærkes, at Børne- og Ungdomsforvaltningen, jf. vedlagte notat, vurderer, at Københavns Kommune vil kunne leve op til pasningsgarantien (4 km. grænsen) i 2013 med den udbygning af daginstitutionsområdet, der fremgår af Prioriteringsplanen.

Det bemærkes endvidere, at der med Budget 2012 blev afsat anlægsmidler, under Børne- og Ungdomsudvalget, til etablering af 110 daginstitutionsgrupper, svarende til udbygning af 90 pct. af spidsbelastningsbehovet. Det fremgår videre, at: ”For at sikre størst mulig fleksibilitet planlægges der til 100 pct. af spidsbelastnings­behovet. Midlerne til udbygning af de resterende 10 pct. afsættes i en pulje under Økonomiudvalget”.

Økonomiudvalget præciserer jf. Budget 2012, at ”Ved overførsels­sagen for 2012 revurderes behovet for midlerne til ekstraordinære daginstitutionspladser på grundlag af marts 2012 prognosen.”

Økonomiudvalget har vedtaget en målsætning om, at daginstitutioner skal færdiggøres 27 måneder efter bevillingen er besluttet af BR (ØU d. 15/6- 2010). Økonomiudvalget noterer sig, at det mellem Borgmestrene i Fast Track-regi er aftalt, at der i januar 2012 vil foreligge en mere præcis implementeringsplan for daginstitutionsprojekter vedtaget med Budget 2012, hvoraf det fremgår hvilke projekter der kan færdiggøres hurtigere end 27 måneder.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2011

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top