Mødedato: 15.11.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til etablering af basisskoler på Gerbrandskolen og Dyvekeskolen

Se alle bilag

Der skal tages stilling til anlægsbevilling til Dyvekeskolen og Gerbrandskolen, som ombygges til basisskoler med klassetrin fra 0.-6. klasse, samt bevilling af midler til undervisningmidler, IT og inventar til Højdevangens Skole.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 15.174.000 kr. (2012 p/l) til ombygning af Dyvekeskolen til basisskole med klassetrin fra 0.-6. klasse. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet,
  2. at der gives en anlægsbevilling på 11.324.000 kr. (2012 p/l) til kapacitetsudvidelse af Gerbrandskolens antal af basislokaler for klassetrin for 0.-6. klasse. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. tabel 2 i økonomiafsnittet, samt
  3. at der gives en anlægsbevilling på 2.018.000 kr. (2012 p/l) til undervisningsmidler, IT og inventar til Højdevangens Skole. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. tabel 3 i økonomiafsnittet.

Det bemærkes, at der i forbindelse med budget 2013 blev afsat 20 mio. kr. i anlæg til, at sikre fritidskapaciteten ved Sundbyøster Skole. Midlerne sikrer, at den eksisterende kapacitet på Højdevang skole samt Sundbyøster Skole samles i en permanent løsning ved Sundbyøster skole.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

 (Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 10. marts 2011 (2010-79661) at etablere en ny skolestruktur på fire Amagerskoler: Dyvekeskolen, Gerbrandskolen, Sundbyøster Skole og Højdevangens Skole. Beslutningen om etablering af 4 SKOLE samarbejdet på Midtamager blev fulgt op i forbindelse med aftale om København i Vækst i 2011 med afsætning af en samlet ramme på 80 mio. kr. i anlægsmidler til etablering af den nye skolestruktur.

Af beslutningerne fremgår det, at Højdevangens Skole skal være overbygningsskole for de ældste elever (7.- 9. kl.), mens de øvrige tre skoler skal fungere som basisskoler for 0.- 6. klassetrin. Grundet afklaring omkring fritid og klubforhold, afventer Sundbyøster Skole beslutning og vedtagelse af budget 2013.

Ud af rammen på 80 mio. kr. afsættes 16 mio. kr. til Højdevangens Skole til etablering af en overbygningsskole (BR 29/3 2012).

Løsning

Gerbrandskolen
Gerbrandskolen ændres fra en 3-spors skole med elever fra 0. til 9. klasse til en 5-spors skole med elever fra 0. til 6. klasse. Samtidig med ombygningen til basisskole bliver Gerbrandskolen genoprettet for midler tildelt i "Genopretning af folkeskoler II" og “Kbh. i Vækst”.

Gerbrandskolen har i den seneste 10-årige periode gennemgået er række om- og tilbygninger: Ny tandklinik, sløjd og billedkunst, renovering af gårdtoiletter og senest renovering af omklædningsrum og gymnastiksale. Med den planlagte om- og tilbygning forventes det, at de fysiske rammer vil være tidssvarende i en længere årrække, og at der herefter blot skal foretages løbende normal vedligeholdelse af bygningerne.

 
Gerbrandskolen består af en hovedbygning (kld. + 4 etager) og to 1-etages sidefløje indeholdende tre gymnastiksale,  basislokaler og faglokaler til musik. Udearealet på Gerbrandskolen består, udover en stor grøn plæne til idræt, af to skolegårde.

Skolen skal under ombygningen fra en 3 spors til en 5 spors skole stadig fungere for de klassetrin, der udfases, samtidig med at der skal tages hensyn til de spor, der indfases. Rumdisponeringen indrettes med hensyntagen til skolens funktioner og undervisningsformer.

Der foretages ombygninger i den eksisterende bygningsmasse, og der opføres en ny bygning på 450 m2 fordelt på 3 etager med i alt 6 basislokaler. Bygningen knyttes direkte til gangforløbet i den eksisterende nordøst fløj.  Der etableres 3 faglokaler i tilknytning til det eksisterende værkstedsområde i nordvestfløjens stueplan. Der etableres dør direkte fra hvert rum til udearealer. Det eksisterende musiklokale ombygges til 2 separate musiklokaler med en mellemliggende depot - og studiezone. Der sikres gode akustiske forhold, som tilgodeser udøvelse af forskellige musikaktiviteter.  Det eksisterende natur- og tekniklokale samt det eksisterende fysiklokale beliggende på 3. sal konverteres til 2 natur- og tekniklokaler. Lokalerne målrettes hver sin aldersgruppe. 

Basislokaler struktureres omkring klassetrin. Eksisterende basislokaler istandsættes med nye overflader efter behov. Indbyggede skabe udskiftes til nye med opbevaringsmulighed for mobilt elektronik, der er under opladning. Eksisterende dør mod gang udskiftes til rammedør med stort glasfelt.

Det pædagogiske center omstruktureres. Der etableres et stilleområde til lektie-caféområde delvis afskærmet med glas. Der indrettes nyt studiecenter for lærere. Der indrettes studiepladser til forberedelse samt mødefaciliteter. Til ekstra møde- og studiefaciliteter ude ved de enkelte klasserum  anvendes grupperum, som også anvendes i andre sammenhænge. Det eksisterende ressourcecenter flyttes til 3. sal, som så fremstår som et samlet område for alle de funktioner, der har tilknytning til ressourcecentret som psykolog og socialrådgiver.  

Da indretning af udearealerne ikke er finansieret af bevillingen, er dispositionsforslaget på dette område udelukkende en indikation af, hvilke tiltag der med tiden kan foretages.

Dyvekeskolen
Dyvekeskolen skal omdannes fra at være en traditionel skole for 0.-9. klasse til en 4-spors basisskole med elever på 0.- 6. klassetrin. Skolens eksisterende  specialklasserække (0.-10. kl.) bevares. Desuden ændres ikke på det eksisterende antal KKFO/FH pladser. I forbindelse med ombygningerne implementeres skolens nye profil “Digital profilskole”. Samtidig med ombygningen til basis- og profilskole bliver Dyvekeskolen genoprettet for midler i "Genopretning af folkeskoler II" og “Kbh. i Vækst”.

Dyvekeskolen er en et-plans skole med delvist udnyttet kælder. Dens bygningsmæssige struktur er stram med begrænsede muligheder for gennemgribende forandringer. Projektet søger at tilgodese skolens ønske om en logisk opbygget skole med overskuelige placeringer af funktioner og logiske gangforløb. Skolens lange og meget mørke gange ønskes gjort anvendelige til brug for undervisning, ligesom der er ønske om øget fokus på kontakt mellem ude og inde.

Der etableres et stort centralt fællesområde ved skolens hovedindgang med arbejdspladser, auditorium/siddetrappe og plads til udstilling. Dette bliver skolens nye hjerte, hvorfra man bevæger sig ned gennem skolens fire primære gange, hvorom basislokalerne er beliggende.

Som konsekvens heraf flyttes det eksisterende musiklokale, ligesom administrationen, lærerværelset og -forberedelsesrum omlægges og flyttes.

De fire primære gange revitaliseres bl.a. med etablering af store “ovenlyshatte”. Under disse indrettes specielle zoner til gruppearbejde med faste sidde-/flydemøbler, således at gangarealerne i fremtiden bliver et aktivt læringsmiljø med gode dagslysforhold. På 3 af de 4 gange indrettes aktionsværksteder/grupperum til støtte for projektorienteret undervisning og udeundervisning mv. Begge tiltag understøtter differentieret undervisning og udgør et lokalemæssigt supplement til basislokalerne.

For at imødekomme ønsket om udnyttelse af skolens mange og forskelligartede udeområder etableres døre til det fri fra alle basislokaler. Derudover indrettes en udendørsterrasse langs faglokalerne mod syd. Terrassen skal bruges til undervisning, dvs. at man kan trække udenfor direkte fra de lokaler, der støder op til terrassen.  

Omdannelsen til basisskole afføder nogle ændringer i faglokalebehovet. Skolens eksisterende faglokaler ligger dels i en separat fløj mod nord, dels i en langsgående sydvendt fløj ud mod de store grønne arealer. Sløjd, billedkunst og håndarbejde samles fremover i fløjen mod nord. Mod syd i de eksisterende relativt nye fysik/kemilokaler skal der fremover undervises i natur-teknik. Det øgede behov for lokaler til musik tilgodeses med etablering af et ekstra “mini-musik” nær den eksisterende rytmik/samlingssal og der etableres et indskolingsværksted på indskolingsgangen.

Som led i genopretningen gennemføres en generel istandsættelse af alle basislokaler, gange, administration, lærerfaciliteter og faglokaler, dog excl. fysik/kemi. Skolens udearealer omlægges, herunder den centrale skolegård. Derudover udskiftes tag og de udvendige overflader istandsættes, herunder den meget dominerende tagkant, som gives et nutidigt udtryk.

Højdevangens Skole
Omdannelsen af Højdevangens Skole til overbygningsskole er igang - jf. beslutningen i BR den 10. marts 2011 - og første fase af byggeriet er ibrugtaget ved skolestart august 2012. Med denne indstilling søges om midler til undervisningsmidler, IT og løst inventar til fase 2 af byggeprojektet.
De resterende anlægsarbejder på Højdevangens Skole i forbindelse med omdannelse til overbygningsskole forventes afsluttede og ibrugtagne til medio 2013.

Brugerinddragelse
Forslagene er udarbejdet i byggeudvalg nedsat for hhv. Gerbrandskolen og Dyvekeskolen, hvor skolernes ledelser, lærere, skolebestyrelse og pædagogiske konsulenter er repræsenteret. Projekterne er planlagt og disponeret udfra den faste økonomiske ramme, der fra starten har været givet. Det har således ikke i processen været muligt at tilgodese nye ønsker til anlæg undervejs i forløbet.
På Dyvekeskolen har der desuden været deltagelse fra Solvang Bibliotek, som skolen deler mediatek med. Arbejdet og de prioriteringer, der er foretaget i byggeudvalgene afspejler, så vidt det har været muligt indenfor projekternes ramme, de forventninger, som både skole og forældre har haft til omdannelse af Gerbrandskolen og Dyvekeskolen. 

På Dyvekeskolen er arbejdet i byggeudvalget blevet suppleret med inddragelse af øvrige relevante lærere og personale ved afholdelse af fokusgruppemøder. Udtalelser fra Gerbrandskolen og Dyvekeskolen er vedlagt som bilag 1 og 2.

 
Tidsplan

Parallelt med den politiske behandling færdigbearbejdes projekterne. Gerbrandskolen forventes at have byggestart januar 2013 med ibrugtagning til skolestart 2014.  

På Dyvekeskolen deles byggeprojektet i 6 etaper med byggestart april 2013 med ibrugtagning til skolestart 2014. Behovet for genhusning i forbindelse med byggeriet er planlagt begrænset til, at administrationen placeres i pavilloner i ca. 3 måneder undervejs i processen.

Høring i KEjd
Der foreligger høringssvar fra KEjd, som ikke giver anledning til bemærkninger.

Økonomi

Som led i København i Vækst aftalen i foråret 2011 blev der afsat 80 mio. kr. i anlægsmidler til en ny skolestruktur på Amager, 4 SKOLE samarbejdet på Midtamager. Der er tidligere givet en anlægsbevilling på 16 mio. kr. til etablering af en overbygningsskole på Højdevangens Skole. Bevillingerne i denne indstilling finansieres af de resterende ramme på 64 mio. kr. Der er udarbejdet en samlet plan for, hvordan de 80 mio. kr. skal fordeles på de 4 skoler, der indgår i den nye skolestruktur. 

Tabel 1 Finansiering og udmøntning af anlægsbevilling til Dyvekeskolen
Kr.  Udvalg Bevilling Funktion 2012 2013 2014
        2012 p/l 2013 p/l
Finansiering BUU Anlæg 3.22.01.3 850.000 8.507.984 6.045.200
Udmøntning BUU Anlæg 3.22.01.3 200.000 786.384 203.200
Udmøntning KFU KEjD Anlæg 3.22.01.3 650.000 7.721.600 5.842.000
Anlægsbevilling i alt       850.000 8.507.984 6.045.200
             
             
Tabel 2 Finansiering og udmøntning af anlægsbevilling til Gerbrandskolen
Kr.  Udvalg Bevilling Funktion 2012 2013 2014
        2012 p/l 2013 p/l
Finansiering BUU Anlæg 3.22.01.3 580.000 8.802.624 2.113.280
Udmøntning BUU Anlæg 3.22.01.3 80.000 420.624 843.280
Udmøntning KFU KEjD Anlæg 3.22.01.3 500.000 8.382.000 1.270.000
Anlægsbevilling i alt       580.000 8.802.624 2.113.280
             
             
Tabel 3 Finansiering og udmøntning af anlægsbevilling til Højdevangens Skole
Kr.  Udvalg Bevilling Funktion 2012 2013 2014
        2012 p/l 2013 p/l
Finansiering BUU Anlæg 3.22.01.3 1.133.000 492.760 406.400
Udmøntning BUU Anlæg 3.22.01.3 1.133.000 492.760 406.400
Anlægsbevilling i alt       1.133.000 492.760 406.400
Tabel 1-3 indeholder udgifter på såvel  p/l 2012 som p/l 2013-niveau i modsætning til det samlede beløb i de søgte anlægsbevillinger, som er opgjort i p/l 2012. 

Benchmark anlægsøkonomi

Der eksisterer ikke et anlægsbenchmark for etablering af basisskoler. 

 

Driftsøkonomi

Gerbrandskolen
Gerbrandskolen går fra 660 elever i 0.-9. klasse fordelt på 3 spor til 770 elever i 0.-6. Klasse fordelt på 5 spor. En elevforøgelse på 110 elever, ved brug af gennemsnitsberegninger, hvor der regnes med 22 elever pr. klasse.
I gennemsnit koster en elev 61.308 kr. inkl. bygningsmæssige udgifter. Den konkrete udvidelse på ekstra 110 elever vil medfører ekstra udgifter på 45.443 kr. pr. elev inkl. bygningsmæssige udgifter.
De 110 elever koster derfor 15.864 kr. mindre pr. elev end kommunens gennemsnit i 2012.

Dyvekeskolen
Dyvekeskolen går fra 440 elever i 0.-9. klasse fordelt på 2 spor til 616 elever i 0.-6. klasse fordelt på 4 spor. En elevforøgelse på 176 elever, ved brug af gennemsnitsberegninger, hvor der regnes med 22 elever pr. klasse. I gennemsnit koster en elev 61.308 kr. inkl. bygningsmæssige udgifter og den konkrete udvidelse på 176 vil medfører ekstra udgifter på 38.543 kr. pr. elev. Ekskl. bygningsmæssige udgifter. Der er ikke indregnet bygningsmæssige udgifter, da der er tale om en udbygning, som ikke medfører ekstra bygningsspecifikke udgifter. De 176 koster derfor 22.764 kr. mindre pr. elev end kommunens gennemsnit i 2012.

Videre proces


Else Sommer                                            /Knud Langberg

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget over for Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 15.174.000 kr. (2012 p/l) til ombygning af Dyvekeskolen til basisskole med klassetrin fra 0.-6. klasse. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet
  2. at der gives en anlægsbevilling på 11.324.000 kr. (2012 p/l) til kapacitetsudvidelse af Gerbrandskolens antal af basislokaler for klassetrin for 0.-6. klasse. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. tabel 2 i økonomiafsnittet
  3. at der gives en anlægsbevilling på 2.018.000 kr. (2012 p/l) til undervisningsmidler, IT og inventar til Højdevangens Skole. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. tabel 3 i økonomiafsnittet.

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2012

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 7 medlemmer: A, C og F.

Imod stemte 2 medlemmer: V og Ø.

Ét medlem undlod at stemme: O.

Cecilia Lonning (V) og Rikke Lauritzen (Ø) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi er fortsat imod 4-skolesamarbejdet på Amager, og finder endvidere, at sagsfremstillingen burde gøre opmærksom på, at regningen for sammenlægningen nu er oppe på 324 mio. kr. (136 mio. kr. hvis man tager højde for helhedsrenoveringsmidler), og ikke 80 mio. kr."



Kultur- og Fritidsforvaltningen oversender sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

”Kultur- og Fritidsforvaltningen skal på vegne af Kultur- og Fritidsudvalget meddele, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen bemærkninger har til, at sagen om

·         Anlægsbevilling til etablering af basislokaler på Gerbrandskolen og Dyvekeskolen

gennemføres i den foreliggende form. Der henvises til Kultur- og Fritidsforvaltningens administrative høringssvar.”.


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiforvaltningen bemærker, at der i forbindelse med budget 2013 blev afsat 20 mio. kr. i anlæg til, at sikre fritidskapaciteten ved Sundbyøster Skole. Midlerne sikrer, at den eksisterende kapacitet på Højdevang skole samt Sundbyøster Skole samles i en permanent løsning ved Sundbyøster skole.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Pia Allerslev (V) og Mikkel Warming (Ø) videreførte partiernes protokolbemærkning fra mødet i Børne- og Ungdomsudvalget den 26. september 2012.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. november 2012


Indstillingen blev godkendt med 37 stemmer imod 15.

 

For stemte: A, B, C, F og Signe Goldmann (løsgænger) og Jaleh Tavakoli (løsgænger).

Imod stemte: I, O, V og Ø.

 

 

Enhedslisten og Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tilsluttede sig:

”Vi er fortsat imod 4-skolesamarbejdet på Amager, og finder endvidere, at sagsfremstillingen burde gøre opmærksom på, at regningen for sammenlægningen nu er oppe på 324 mio. kr. (136 mio. kr. hvis man tager højde for helhedsrenoveringsmidler), og ikke 80 mio. kr.”

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”I forbindelse med den foreslåede færdigrenovering er de projekterede beregninger til udearealer ikke taget med.

Det Konservative opfordrer derfor til, at forligspartierne i forbindelse med overførselssagen, vil tilvejebringe midler til de udearealer, der bl.a. fremgår i dispositionsforslaget fra arkitektfirmaet Nøhr og Sigsgaard, som vandt rammeudbuddet for Københavns Ejendomme om renovering og ombygning af Gerbrandskolen på Amager.

Kommunens Sundhedspolitik fremhæver netop, at en af vores største udfordringer er fysisk inaktivitet. Der står bl.a. i sundhedspolitikken: ”Når vi bygger og indretter byen skal vi tænke sundheden med. København skal være en by, som inviterer til bevægelse og leg…”

Formålet med en vedtagen politik – her sundhedspolitikken – er vel, at der skal sættes handling bag de fine ord.

På Gerbrandskolen er der kun asfalt så langt øjet rækker i de to skolegårde og ingen form for  legetilbud, som stimulerer balance-, klatre- og hoppeleg.

Elevtallet på Gerbrandskolen stiger fra 660 elever i 0-9. klasse fordelt med 3 spor til 770 elever i 0-6. klasse fordelt på 5 spor. Der er altså en stigning på 110 elever på skolen i forhold til tidligere.

Vi konservative anser det som væsentligt, at børn så tidligt som muligt motiveres til at bevæge sig, da det alt andet lige øger sandsynligheden for, at børnene på længere sigt bliver åbne overfor og ser motion som en naturlig del af deres hverdag.

Når nu Gerbrandskolens elever netop bliver elever i indskolingen og på mellemtrinnet, er det rigtigt vigtigt, at disse børn har en skolegård, der inviterer til leg og bevægelse.
Derfor harmonerer det meget dårligt med sundhedspolitikken, at man, når man opretter basisskole med flere spor for 0-6., ikke også laver skolegårde, der inspirer til sund og aktiv hverdag.”

Til top