Lokalplanforslag "Ørestad Syd"
Lokalplanforslag "Ørestad Syd"
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde onsdag den 15. juni 2005
BR 408/05
Lokalplanforslag "Ørestad Syd"
Lokalplanforslag "Ørestad Syd"
Indstilling om, at forslag til lokalplan "Ørestad Syd" vedtages med henblik på offentliggørelse, at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned), samt at den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en udstilling i lokalområdet, et borgermøde tilrettelagt som et dialogmøde med deltagelse af medlemmer af Borgerrepræsentationen samt offentliggørelse i områdets lokalaviser vedtages.
(Byg ge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og
Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag til lokalplan "Ørestad Syd"
vedtages med henblik på offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2
måneder (eksklusive juli måned)
at vedtage den foreslåede dialogstrategi
bestående af en hjemmeside for planen, en udstilling i lokalområdet, et
borgermøde tilrettelagt som et dialogmøde med deltagelse af medlemmer af
Borgerrepræsentationen samt offentliggørelse i områdets lokalaviser
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2005
Til mødet forelå notat af 7. juni 2005 fra Bygge- og Teknikforvaltningen vedrørende finansieringen samt brev af 8. juni 2005 fra adm. dir. Erik Jacobsen, Økonomiforvaltningen, vedrørende plangrundlaget.
Bygge- og Teknikforvaltningens indstilling blev anbefalet med følgende bemærkning: "Udvalget beder Bygge- og Teknikforvaltningen om at blive orienteret om samarbejdet med Økonomiforvaltningen om den budgetmæssige behandling af de afledte driftsudgifter på de tekniske områder."
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen
med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen
bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form,
idet det dog forudsættes, at anlægsudgifterne i forbindelse med sagen afholdes
indenfor den af Borgerrepræsentationen fastsatte ramme for Bygge- og
Teknikudvalget. Bygge- og Teknikudvalgets anlægsramme udgør ifølge budget 2005
i perioden 2005-2008 gennemsnitligt ca. 90 mio. kr. om året eksklusiv
byfornyelse. Økonomiudvalget anbefaler derudover, at det igangværende arbejde i
tilknytning til Kommuneplanen og rækkefølgeplanen for udviklingen af byområder
i Københavns Kommune videreføres med henblik på at analysere de
kommunaløkonomiske konsekvenser af byudviklingen, herunder konsekvenserne for
de kommunale driftsudgifter. De relevante forvaltninger, herunder Bygge- og
Teknikforvaltningen, vil blive inddraget i processen. De kommunaløkonomiske
konsekvenser forbundet med udviklingen af de større byområder forudsættes
herefter at indgå i de årlige budgetforhandlinger."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2005
Enhedslisten stillede ændringsforslag om, at Økonomiudvalget anbefaler Bygge- og Teknikudvalgets indstilling (uden Økonomiforvaltningens indstilling):
For stemte 7 medlemmer: F, O, V og Ø
Imod stemte 5 medlemmer: A og C
1 medlem undlod at stemme: B
Bygge- og Teknikudvalgets indstilling blev hermed anbefalet.
RESUME
Med planforslagene
for "Ørestad Syd" tages der et meget stort skridt i færdiggørelsen af
plangrundlaget for udbygning af Ørestad, ikke mindst med flere boliger. Området
er på ca. 75 ha og afgrænses af Øresundsforbindelsen, Ørestads Boulevard og
Kalvebod Fælled. Det fastlægges til boliger, serviceerhverv og offentlige
formål og har en samlet rummelighed på 1,2 mio. m2 etageareal med en
gennemsnitlig bebyggelsesprocent på 250 for den nordligste del og 165 for den
øvrige del.
Forud er gået en
længere proces, hvor Ørestadsselskabet og dets rådgivere har fremlagt ideer til
en ny helhedsplan, der på en række punkter afviger fra den oprindelige
Helhedsplan fra 1995 og 1998 for hele Ørestad, der indgår i Kommuneplan 2001.
Disse ideer er videreudviklet i samarbejde med forvaltningerne i en
arbejdsgruppe og resulterede i et forslag til en ny helhedsplan, der er drøftet
ved flere møder i både Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget senest i
april 2005.
Her blev bl.a.
resultatet af en afprøvning af forslaget via parallelopdrag mv. fremlagt. Disse
er gennemført af Ørestadsselskabet, Copenhagen X og en arbejdsgruppe om
institutionsforsyning i Ørestad, hvor de øvrige forvaltninger er repræsenteret.
Desuden har Gehl Architects foretaget en vurdering af karakter, kvaliteter og
funktionalitet i kvarterplanens byrum, ligesom Det Kriminalpræventive Råd har
været hørt.
Dette arbejde samt
drøftelserne i udvalgene og med forvaltningerne er indgået i en
viderebearbejdning af forslaget til helhedsplan og dermed i de nu fremlagte
planforslag. Det samme gælder resultatet af forvaltningshøringen. En væsentlig
ændring i forhold til det senest i udvalgene drøftede forslag er, at det
allerede lokalplanlagte område mellem Øresundsforbindelsen og Hannemanns Allé
er inddraget i lokalplanforslaget for at opnå en mere sammenhængende plan,
herunder et nyt byrum omkring Hannemanns Allé samt mulighed for inden for den
hidtidige rummelighed at indpasse 5 højhuse ved Øresundsforbindelsen i stedet
for de 2, der hidtil har været mulige. Den resterende del er omfattet af
lokalplan nr. 278 "Baner i Ørestaden" med forslag til tillæg nr. 1, der
muliggør ændring af den overordnede vejstruktur i den sydlige del af Ørestad.
Lokalplanforslaget skal udgøre grundlaget for, at "Ørestad Syd"
kan udbygges til et moderne, tæt og integreret byområde, der udnytter den
enestående beliggenhed i forhold til den fredede Kalvebod Fælled og Metro. Der
er således udsigt over og kort afstand til store rekreative naturområder og
hurtig forbindelse til både City, lufthavnen og Malmø. Desuden ligger området
tæt på Øresundsforbindelsens motorvej og indkøbscentret Field´s.
Boliger, der skal
være helårsboliger med et gennemsnit på mindst 95 m2, placeres
fortrinsvis mod de rekreative områder og serviceerhverv især mod de
støjbelastede trafikanlæg. I kvarteret i øvrigt blandes anvendelserne med
henblik på at skabe liv, tryghed og variation, hvilket skal understøttes ved
placeringen af de offentlige funktioner. Det nordligste område fastlægges til
serviceerhverv med mulighed for op til 15 pct. boliger. I resten af bykvarteret
skal boligandelen være af størrelsesordenen 50 pct. Der muliggøres butikker
primært i et lokalcenter langs et hovedstrøg i området.
I overensstemmelse
med den grundlæggende idé, at Ørestad bygges op om vand og natur, fastlægges
der 6 overordnede strukturgivende elementer i form af et søområde mod syd, 3
nord-sydgående byrum med hver sin identitet, en byfælled med et vandbassin og
et træbeplantet byrum omkring Hannemanns Allé. Disse byrum suppleres med et
øst-vestgående hovedstrøg, der forbinder kvarteret med den sydligste metrostation,
og en række andre byrum af forskellig størrelse og beliggenhed. Krav til byrummene
og byggefelternes gårdrum skal sikre, at beboere og bruger tilbydes attraktive
muligheder for mødesteder, ophold og aktiviteter.
Den overordnede
trafikbetjening består, foruden af Metro, af fordelingsgaderne Center
Boulevard, Hannemanns Allé, Ørestads Boulevard og Otto Baches Allé. I det
sydlige område suppleres disse af 2 øst-vestgående adgangsveje og 3
nord-sydgående lokalgader. Vejnettet suppleres med en række stiforbindelser og
passagemuligheder, der gør det nemt at færdes i kvarteret og skaber sammenhæng
med omgivelserne, herunder særlig Ørestad City og Kalvebod Fælled.
Når området er ved
at være fuldt udbygget, kan det blive nødvendigt at supplere vejsystemet med én
af 3 alternativer: en forlængelse af den vestlige lokalgade til Center
Boulevard, en forlængelse af den østlige lokalgade til Hannemanns Allé eller en
udvidelse af Ørestads Boulevard fra 2 til 4 spor på strækningen mellem
Hannemanns Allé og den nordlige adgangsvej.
Ørestadsselskabet
forudsættes at bekoste vejanlæg og –ombygninger i forbindelse med byudviklingen
af Ørestad Syd, mens kommunen påregnes at bekoste de anlæg, som forventes
nødvendige, når kapacitetsgrænsen på en tosporet Ørestads Boulevard efter en
årrække overskrides som følge af udbygningen af Ørestad Syd. Den fornødne
bevilling hertil forudsættes til sin tid meddelt til Bygge- og Teknikudvalget.
Efterhånden som
Københavns Kommune får overdraget vej- og parkarealer i lokalplanområdet, gives
et rammeløft til Bygge- og Teknikforvaltningen, som modsvarer udgifterne til at
vedlige- og renholde de pågældende arealer.
Udformning af
bebyggelserne, hvis maksimale højde er 34 m i højst 12 etager, bortset fra de 5
højhuse i kote 75 – 85 og op til 11 tårne med en højde på 50 m, skal ske på en
sådan måde, at bygningsfronterne markeres udadtil samtidig med, at der skabes
stor variation.
Højhusene, der
fordeles i byggefelterne op til Øresundsforbindelsen med 2 nærmest Center
Boulevard og 3 nærmest Ørestads Boulevard, markerer sammen med de 4 højhuse på
nordsiden af Øresundsforbindelsen Ørestads vigtigste trafikale krydsningspunkt
og tætteste bybygning. Fem højhuse i stedet for de tidligere to fastlagte
vurderes at styrke højhusmotivet byarkitektonisk.
Parkeringsdækningen
skal være af størrelsesordenen og må ikke overstige én plads pr. 100 m2
etageareal i det nordlige område, hvoraf højst 25 pct. må indrettes på terræn.
I resten af området er parkeringsdækningen af størrelsesordenen én plads pr.
200 m2 etageareal og må under ét ikke overstige 5.000 pladser,
hvoraf højst 10 pct. må indrettes på terræn, fortrinsvis tiltænkt gæster mv.
til erhverv. Den primære parkering finder sted i parkeringshuse placeret spredt
i området og opført i Ørestadsselskabets regi efter samme model som i Ørestad
City. Parkerings- og friarealkravene medfører en begrænsning af privatbilismen
og sikrer, at gårdrummene i det væsentlige er friholdt for biltrafik.
Forslaget til
kommuneplantillæg ændrer
rammerne i Kommuneplan 2001 således, at der i S2*-området syd for
Øresundsforbindelsen kan opføres 2 og 3 højhuse inden for nærmere angivne
byggefelter i stedet for de hidtil fastlagte 2 højhuse. Højhusene skal opføres
med en højde i kote 75 - 85. Området syd for Hannemanns Allé fastlægges til
C2*-område med særlige bestemmelser bl.a. om, at området kan rumme 1 mio. m2
etageareal, at der kan opføres bebyggelse i op til 12 etager og om parkeringsdækning
svarende til lokalplanforslagets ovennævnte bestemmelser. Endvidere er den nye
"blå og grønne" struktur indarbejdet i tillægget. Kommuneplanens generelle rammer
åbner mulighed for, at der i lokalplan kan optages bestemmelser om, at bl.a.
det maksimale etageantal kan overskrides for den del, der medgår til enkelte
angivne bygningsdele - f.eks. tårne - der er begrundet i særlige
arkitektoniske hensyn.
Med middelalderbyen
som forbillede skal de 11 tårne, som muliggøres i det sydlige område, tjene som
pejlemærker og arkitektoniske vartegn for bykvarterets forskellige dele.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Bygge- og
Teknikudvalget drøftede på mødet den 21. april 2004 første redegørelse om
forslag til overordnede rammer og planproces for udarbejdelse af tillæg til
Kommuneplan 2001 og lokalplan for "Vestamager Bykvarter" (BTU 203/2004) med
følgende bemærkning: "Drøftet, idet den beskrevne afprøvning af bykvarterets kvaliteter
og identitet som boligområde gennem parallelopdrag forudsættes suppleret med en
lignende vurdering omfattende dels en særlig belysning af de forskellige byrums
karakter, kvaliteter og funktionalitet, dels en stillingtagen til, i hvilket
omfang og hvordan parkering samt offentlige servicefaciliteter indpasses i
bygningsmassen, herunder ved udnyttelse af de nederste etager i
boligbygninger". Økonomiudvalget tilsluttede sig denne bemærkning ved
behandling af sagen på møde den 27. april 2004 (ØU 120/2004). Lokalplanens
kaldenavn er ændret fra "Vestamager Bykvarter" til "Ørestad Syd", som følge af,
at Ørestadsselskabet har ændret navnet i sit regi.
Den beskrevne afprøvning har omfattet parallelopdrag mv. gennemført af
henholdsvis Ørestadsselskabet, Copenhagen X og den faste arbejdsgruppe om
"Institutionsforsyning mm. i Ørestad". Med hensyn til den af udvalgene ønskede
"supplerende vurdering" blev Gehl Architects inddraget. Jan Gehl fremførte på
Bygge- og Teknikudvalgsmøderne den 15. september 2004 og 26. januar 2005 i
temadrøftelser sine synspunkter vedrørende karakter, kvaliteter og
funktionalitet i byrummene i forslaget til helhedsplan for Ørestad Syd. Disse
synspunkter er sammen med resultater af parallelopdragene og anbefalinger fra
Det Kriminalpræventive Råd, indgået i den videre bearbejdning af helhedsplanen.
Parallelopdrag mv. er omtalt i redegørelsen om lokalplanens baggrund og indhold.
Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget drøftede i møderne
henholdsvis den 6. april 2005 (BTU 183/2005) og 12. april 2005 (ØU 144/2005)
forvaltningernes redegørelse med henblik på udarbejdelse af planforslagene.
Ørestad Syd er i kommuneplanstrategien udpeget som et nyt
byudviklingsområde med en unik beliggenhed ved det store fredede område på
Vestamager, nær tilknytning til City mv. via Metro og direkte forbindelse til
det regionale, nationale og internationale vej- og banenet.
Forslaget til kommuneplantillæg og lokalplan for Ørestad Syd skal
muliggøre etablering af en moderne bydel med ligelig fordeling af boligarealer
og andre byfunktioner, herunder arbejdspladser og servicetilbud. Samtidig
sikres et fortsat boligudbud i Ørestad, hvilket er væsentligt på baggrund af
begrænsede muligheder for yderligere boligbyggeri i de allerede lokalplanlagte
dele af Ørestad.
Området mellem
Øresundsforbindelsen og Hannemanns Allé, der indgår i lokalplan nr. 325
"Ørestad City Center" som område III, medtages i lokalplanen med henblik på at
udforme det samlede område omkring Hannemanns Allé ud fra nye overordnede
bystrukturelle betragtninger.
Lokalplanforslaget
Lokalplanforslaget
indgår i det vedlagte bilag 1. Bilagets
hovedafsnit "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget" er en del af det
materiale, der trykkes sammen med lokalplanen, når denne bekendtgøres endeligt.
Materialet danner samlet grundlag for efterfølgende administration af
lokalplanen samt medvirker til at forklare lokalplanens baggrund og intentioner
for de, der senere ønsker at orientere sig herom.
Lokalplanforslaget
er udarbejdet på baggrund af Ørestadsselskabets oplæg til helhedsplan med de
justeringer, som ovennævnte afprøvninger mv. og samarbejdet med forvaltningerne
i øvrigt har givet anledning til.
Lokalplanforslaget
omfatter den ca. 75 ha store del af Ørestad, der er beliggende syd for
Øresundsforbindelsen samt vest for Ørestads Boulevard. Desuden indgår den
projekterede Otto Baches Allé. Den del af lokalplanområdet, der er beliggende
nord for Hannemanns Allé, er omfattet af lokalplan nr. 325 "Ørestad City
Center". Bestemmelser for dette område tager anvendelsesmæssigt, rummeligt og
byarkitektonisk udgangspunkt i den gældende lokalplan, men er tilpasset den
aktuelle helhedsplan.
Den resterende del
er omfattet af lokalplan nr. 278 "Baner i Ørestad" med forslag til tillæg nr.
1, der alene muliggør ændring af den overordnede vejstruktur i den sydlige del
af Ørestad.
Lokalplanen skal udgøre det planmæssige grundlag for udbygning af
Ørestad Syd til et integreret byområde med en blanding af helårsboliger og
serviceerhverv og med et samlet etageareal på 1,2 mio. m2, heraf 0,2
mio. nord for Hannemanns Allé. Dette område, der langt overvejende anvendes til
erhverv, får en maksimal bebyggelsesprocent på 250, mens den maksimale
bebyggelsesprocent for den syd for liggende og anvendelsesmæssigt blandede del
under ét vil være ca. 165.
Etageboliger skal være helårsboliger med en gennemsnitlig størrelse på
mindst 95 m2 og skal mindst være på 75 m2. Eventuelle
rækkehuse skal være helårsboliger på mindst 100 m2. Da Ørestad Syd
udgør et større selvstændigt bykvarter ønskes et mere varieret boligudbud end
sædvanligt, og det muliggøres derfor, at indtil 5 pct. af boligetagearealet kan
indrettes til kollegieboliger og andre boliger under 75 m2. Andelen
af boliger bliver størst i bebyggelser ud til grønne områder og mindst i bebyggelser
tæt på trafikerede gader, men alle "karreer" får en blandet anvendelse. Boliger
for unge, ældre og personer med handicap samt socialt betingede bofællesskaber
er dog, såfremt de opføres efter gældende lovgivning herom, undtaget fra
bestemmelserne.
Ørestad Syd vejbetjenes fra den overordnede vejforbindelse Center
Boulevard, Hannemanns Allé, Ørestads Boulevard og Otto Baches Allé, der også
skal fungere som overordnet vejforbindelse mellem det sydlige Amager og Ørestad
og medvirke til at forbedre adgangen syd fra til Øresundsmotorvejen. Fra
Hannemanns Allé betjener tre adgangsveje det nordlige område samt en eventuel
bebyggelse i byfælleden, og fra Ørestads Boulevard betjener to adgangsveje det
sydlige område med de tre nord-sydgående lokalgader. Da beregninger viser, at
der sandsynligvis vil opstå kapacitetsproblemer med trafikafviklingen, når ¾ af
området er udbygget, reserveres der areal til en udvidelse af vejkapaciteten
enten ved etablering af en vestlig vejforbindelse mellem Center Boulevard og
Skovrummets lokalgade, en vejforbindelse mellem Hannemanns Allé og Kanalrummets
lokalgade eller ved udvidelse af Ørestads Boulevard fra 2 til 4 spor på en
strækning syd for Hannemanns Allé. Ud fra en trafikal betragtning vurderer
forvaltningen, at en forlængelse af Skovrummets lokalgade vest om byfælleden
vil være at foretrække.
Bebyggelse kan
opføres med bygningshøjder på op til 34 m i højst 12 etager. I det nordlige
område fastlægges dog 5 højhuse med et bebygget areal på højst 800 m2
og med højder i kote 75 – 85, og i det sydlige område muliggøres indtil 11
tårne med en højde på 50 m og med et maksimalt grundplan på 10 x 16 m.
Højhusene, der
fordeles i byggefelterne op til Øresundsforbindelsen med 2 nærmest Center
Boulevard og 3 nærmest Ørestads Boulevard, markerer sammen med de 4 højhuse på
nordsiden af Øresundsforbindelsen Ørestads vigtigste trafikale krydsningspunkt
og tætteste bybygning. Fem højhuse i stedet for de tidligere to fastlagte
vurderes at styrke højhusmotivet byarkitektonisk.
Kommuneplanens rammer
åbner mulighed for, at der i lokalplan kan optages bestemmelser om, at bl.a.
det maksimale etageantal kan overskrides for den del, der medgår til enke
lte
angivne bygningsdele - f.eks. tårne - der er begrundet i særlige
arkitektoniske og andre hensyn. Med middelalderbyen som forbillede skal de 11
tårne, som muliggøres i det sydlige område, tjene som pejlemærker og
arkitektoniske vartegn for bykvarterets forskellige dele.
Arkitektonisk er det intentionen, at det nordlige og det sydlige område
skal fremstå med hver sin karakter. I det nordlige område fastlægges relativt
præcise facadefronter omkring Hannemanns Allé og mod Center Boulevard,
Øresundsforbindelsen og Ørestads Boulevard, hvorimod bebyggelsen, der vender ud
mod byfælleden, og derfor skal relatere sig til det sydlige område, fastlægges
med en mere åben struktur.
I det sydlige område prioriteres skiftende bygningshøjder og
facadefronter, der bevæger sig frem og tilbage, ud fra en intention om at skabe
stor variation i bebyggelsen.
Byfælleden mellem de to bykvarterer fastlægges som fælles friareal med
mulighed for at opføre et stort byggeri til offentlige formål i den østlige
del.
Søområdet i syd fastlægges som fælles friareal med mulighed for ophold
på og ved vandet.
Friarealet skal være af størrelsesordenen 40 pct. af boligetagearealet,
10 pct. af erhvervsetagearealet og 100 pct. af etagearealet til institutioner
for børn og unge. Til friarealet medregnes byfælleden, søområdet og de grønne
landskabsbånd langs Hannemanns Allé og lokalgaderne.
I området nord for Hannemanns Allé skal parkeringsdækningen være af
størrelsesordenen og må ikke overstige 1 plads pr. 100 m2 etageareal
og højst 25 pct. af parkeringsdækningen må etableres på terræn. I den
resterende del skal parkeringsdækningen være af størrelsesordenen 1 plads pr.
200 m2 etageareal, og det samlede antal p-pladser må ikke overstige
5.000. Indtil 10 pct. af parkeringsdækningen kan indrettes på terræn, fortrinsvis
tiltænkt gæster mv. til erhvervsbyggeriet.
Forslag til kommuneplantillæg
På baggrund af
den nye overordnede trafikstruktur og den reviderede helhedsplan for Ørestad
Syd er der udarbejdet et forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 med følgende
ændringer i rammerne for lokalplanlægning.
I S2*-området - Ørestad City Center - erstattes de
hidtil fastlagte to højhuse syd for Øresundsforbindelsen af 2 og 3 højhuse
inden for de på kortbilaget viste byggefelter ved henholdsvis Center Boulevard
og Ørestads Boulevard. Højhusene skal opføres med en højde mindst svarende til
kote 75 og højst 85.
Området syd for Hannemanns Allé og vest for Ørestads Boulevard
fastlægges til et C2*-område med særlige bestemmelser om:
at området må
rumme en samlet bebyggelse på ca. 1 mio. m² inkl. etageareal i fælles
parkeringshuse
at der i randområderne langs Hannemanns Allé og
Ørestads Boulevard kun må opføres erhverv, og i randområder langs Kalvebod
Fælled, "byfælleden" og "søområdet" skal der helt overvejende opføres boliger
at der kan
opføres bebyggelse i op til 12 etager
at friarealerne i området under
ét (inkl. de offentlige grønne og blå områder) skal være af størrelsessordene
40 pct. af boligetagearealet og 10 pct. af erhvervsetagearealet
at der i området under ét kan
etableres op til 5.000 parkeringspladser, og at der skal etableres etableres 1
parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal. MIndst 90 pct. af parkeringspladserne
skal placeres i parkeringsanlæg/parkeringshuse
Endvidere er helhedsplanens nye "blå og grønne" struktur i indarbejdet
i kommuneplantillægget.
De foreslåede rammeændringer for områderne syd for Hannemanns Allé er
indarbejdet i det vedtagne forslag til Kommuneplan 2005, mens bestemmelser om
højhuse i S2*-området - Ørestad City Center - er nye og forudsættes indarbejdet
i Kommuneplan 2005 ved den endelige vedtagelse.
Høring
I forbindelse med udarbejdelse
af planforslagene har Plan & Arkitektur foretaget høring af samtlige
forvaltninger samt Københavns Energi og Københavns Bymuseum.
Københavns Bymuseum og Økonomiforvaltningens
9. kontor har ikke
bemærkninger til planforslagene.
Københavns Energi bemærker, at lokalplanområdet ligger inden
for bygassens forsyningsområde, og at der i henhold til pjecen "Miljøorienteret
byfornyelse og nybyggeri" stilles krav om, at gasinstallationer skal
renoveres/bevares ved byfornyelse, og at nybyggeri skal tilsluttes bygas, hvis
der er tale om støttet byggeri. I lokalplanområdet kan bygas først og fremmest
anvendes til madlavningsformål i boliger, skole, daginstitutioner, restauranter
mv.
Bemærkninger
Der er ikke i
planloven hjemmel til at optage bestemmelser i lokalplanen om tilslutning til
bygasnettet. Tilslutning af nybyggeri til Københavns Energis forsyning med
bygas må ske på frivilligt grundlag eller som betingelse for kommunal støtte.
Uddan
nelses- og Ungdomsforvaltningen har deltaget i arbejdsgruppen "Institutionsforsyning
mm. i Ørestad". Forvaltningen anfører, at der ikke er taget konkret stilling
til den fremtidige overordnede skole- og institutionsstruktur i Ørestad, men
peger på 3 mulige lokaliseringer af skole og tilknyttede institutioner i
Ørestad Syd: En større skole og institutionsenhed (8-10.000 m2) med
direkte adgang til byfælleden giver mulighed for at etablere en skole med
idrætsprofil. Der peges specifikt på en placering mellem Parkrummet og
Skovrummet. En placering tæt på Kalvebod Fælled giver mulighed for en "grøn"
profil, og der peges på en placering på sydsiden af pladsen, der afslutter
hovedstrøget mod fælleden. Endelig vil en placering i Hovedstrøget være
interessant til en eventuel mindre enhed, såsom indskolingsafsnit eller lignende
(ca. 4.000 m2), i kombination med et samlet skole- og
institutionstilbud, og der peges på en placering mellem Kanalrummet og
Parkrummet på sydsiden af Hovedstrøget.
Bemærkninger
Ifølge lokalplanforslagets § 3 må der i område I og
III indrettes kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale,
uddannelsesmæssige, kulturelle og miljømæssige servicefunktioner, der er
forenelige med områdets anvendelse til boliger og serviceerhverv. Der er ikke
udpeget en konkret skoleplacering i lokalplanforslaget, men forslagets anvendelsesbestemmelser
og principper for placering af bebyggelsen hindrer ikke de nævnte skoleplaceringer.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen henviser til indholdet i "Idekatalog. Etablering
af offentlige institutioner", som er resultatet af arbejdet i arbejdsgruppen "Institutionsforsyning
mm. i Ørestad", jf. ovenfor. Idékataloget er i øvrigt tiltrådt af Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget i mødet den 23. februar 2005. Forvaltningen forventer,
at idékatalogets principper for placering af daginstitutioner vil indgå i det
videre konkretiseringsarbejde for de 6-7 institutionsbebyggelser, og ser frem
til, at der vil blive indledt konkrete drøftelser herom.
Der anmodes om, at
der medtages sædvanlig bestemmelse om, at boliger for særlige grupper er
undtaget fra bestemmelserne om mindste boligstørrelser. Med hensyn til boliger
til særligt udsatte grupper ønsker forvaltningen at indgå i et samarbejde med
byg- eller driftsherrer om etablering af sådanne boliger.
Bemærkninger
Ifølge
lokalplanforslagets § 3 må der i område I og III indrettes kollektive anlæg og
institutioner samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og
miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med områdets anvendelse til
boliger og serviceerhverv. Der er ikke udpeget en konkret institutionsplacering
i lokalplanforslaget, men i forslagets anvendelsesbestemmelser er det fastlagt,
at daginstitutioner, skole, kirke og lignende offentlige institutioner skal
placeres således, at de understøtter brugen af de offentlige byrum, samt at daginstitutioner
skal fordeles jævnt i kvarteret.
Lokalplanforslaget
indeholder sædvanlig bestemmelse om, at boliger for særlige grupper er undtaget
fra bestemmelserne om mindste boligstørrelser.
Sundhedsforvaltningen henviser ligeledes til idékataloget vedrørende
offentlige institutioner i Ørestad Syd, hvori der er foreslået opførelse af et
plejecenter med 100 plejeboliger og tilhørende servicearealer samt et
sundhedscenter. Det anføres, at både plejecenter og sundhedscenter vil drage
fordel af en placering i nærheden af Metro. For plejecentrets vedkommende fordi
mulighederne for at bevare besøg af venner og familie styrkes ved gode
transportmuligheder, og for sundhedscentret, fordi det vil henvende sig til
såvel lokale beboere som erhvervslivets pendlere og være et aktiv også for
andre dele af byen. Et plejecenter foreslås i øvrigt placeret i et område med
højt aktivitetsniveau, fordi det giver beboerne en oplevelse af at være med i bylivet,
og i nærheden af udeopholdsmuligheder, eksempelvis ved et af de nord-sydgående
grønne byrum.
Sundheds- og
Omsorgsudvalget er orienteret om ovennævnte intentioner, men der er ikke taget
konkret beslutning om igangsættelse af sådant byggeri.
Bemærkninger
Ifølge
lokalplanforslagets § 3 må der i område I og III indrettes kollektive anlæg og
institutioner samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og
miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med områdets anvendelse til
boliger og serviceerhverv. I lokalplanforslagets anvendelsesbestemmelser er det
fastlagt, at institutioner skal placeres således, at de understøtter brugen af
de offentlige byrum, og forslaget hindrer ikke en placering nær Metroen.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen,
Miljøkontrollen, anmoder om,
at fremsendte bemærkninger om miljørigtigt byggeri optages i lokalplanredegørelsen.
Miljøkontrollen
redegør på baggrund af beregninger foretaget af Rambøll for den forventede
trafikstøjbelastning i området i forbindelse med gennemførelse af lokalplanen,
og fremsættes forslag til lokalplanbestemmelser til imødegåelse af trafikstøjproblemer
i lokalplanområdet.
Miljøkontrollen
vurderer, at der ikke ligger virksomheder i området, som vil give anledning til
væsentlige miljømæssige gener for lokalplanområdet, og det oplyses, at der ikke
er konkret viden om forurening af jorden i Ørestad Syd, men der henvises til
Miljøkontrollens vejledninger "Arbejder du med jord fra Københavns Kommune,
2003" og "Håndtering af vand ved byggeri og anlæg – regler og retningslinier".
Man anmoder om, at der i lokalplanen optages bestemmelse om, at håndtering af
jord og grundvand i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder skal udføres i
henhold til Miljøkontrollens anvisninger og tilladelser, og at der ikke gives
tilladelse til permanent dræning.
Der redegøres i
udtalelsen for intentioner om anvendelse af regnvand fra såvel tage, facader og
befæstede ikke trafikerede arealer som fra veje og andre trafikerede arealer i
forbindelse med vandelementerne i Ørestad, og det henstilles, at der i lokalplanen
optages bestemmelser om, at regnvandet fra tage, facader og ikke trafikerede
arealer skal ledes ad vandrender til kanalen og søerne, og at regnvand fra
trafikerede arealer skal ledes til et lokalt renseanlæg.
Det anføres, at der
områdets størrelse og det store antal boliger taget i betragtning er et
indlysende behov for en kvarter
miljøstation, og der henvises til, at der i
henhold til Affaldsplan 2008 skal etableres et antal genbrugsstationer og
kvartermiljøstationer, som kan benyttes af borgere og erhverv.
Kvartermiljøstationer
skal ligge inden for gå- og cykelafstand – ca. 500 m – og tjene til lokal
indsamling af affald, der ellers havner på en genbrugsstation. Man anmoder om,
at der i lokalplanen optages bestemmelser om, at der skal placeres en kvartermiljøstation
på ca. 500 m2 således, at beboere og mindre erhvervsdrivende kan benytte
den til affaldshåndtering uden brug af bil. Det undersøges i øjeblikket, om der
kan etableres en genbrugsstation på Kalvebod Miljøcenters areal på Selinevej.
For så vidt angår
gårdmiljøstationer henvises til, at der i henhold til bygningsreglementet skal
etableres opsamlingsforhold, så det er muligt for beboerne at sortere de genanvendelige
affaldsfraktioner, der bliver hentet på adressen. Det henstilles, at
gårdmiljøstationer indgår i det samlede arkitektoniske arbejde.
Bemærkninger
De ønskede
bemærkninger om miljørigtigt byggeri er indarbejdet i lokalplanredegørelsen, og
Miljøkontrollens redegørelse for de forventede trafikstøjmæssige konsekvenser
af en gennemførelse af lokalplanen er beskrevet i miljøvurderingsafsnittet
nedenfor samt i lokalplanredegørelsen. I lokalplanen er i § 11
"Foranstaltninger mod forureningsgener" optaget bestemmelser, der imødekommer
Miljøkontrollens anbefalinger.
I
lokalplanredegørelsen er henvist til de nævnte vejledninger om håndtering af
jord og vand, idet bemærkes, at der ikke i planloven er hjemmel til at optage
de ønskede bestemmelser om håndtering af jord og vand i en lokalplan.
Intentionerne omkring håndtering af regnvand er beskrevet i
miljøvurderingsafsnittet nedenfor. Bygge- og Teknikforvaltningen er af den
opfattelse, at der ikke i planloven er hjemmel til at optage bestemmelser om
afledning af regnvand i en lokalplan. Ørestadsselskabet har for øjeblikket et
forsøg i gang med lokal rensning af regnvand fra trafikerede arealer i et
underjordisk renseanlæg. Hvis forsøget falder heldigt ud, er det intentionen at
opføre et sådant anlæg i Ørestad Syd. Da der vil være tale om et underjordisk
anlæg, som kan placeres under en græsplæne, vil der ikke lokalplanmæssigt være
noget til hinder for at placere et sådant anlæg, hvorfor der ikke findes at
være grundlag for specifikt at reservere areal hertil.
Lokalplanen
muliggør, at der kan indrettes bl.a. miljømæssige servicefunktioner, der er
forenelige med områdets anvendelse til boliger og serviceerhverv. Lokalplanen
foreslår en koknret indretning af en kvartermiljøstation. Den arkitektoniske
bearbejdning af gårdmiljøstationer vil indgå i byggesagsbehandlingen.
Miljøvurdering
Lov om miljøvurdering af planer og programmer
Den 21. juli 2004
trådte lov om miljøvurdering af planer og programmer i kraft, jf. indstilling
om delegation af screening i henhold til miljøvurderingsloven, som Borgerrepræsentationen
tiltrådte på mødet den 9. december 2004 (BR 608/04).
Et kriterium for, om
planer er omfattet af denne lov, er blandt andet tidspunktet for igangsætningen
af udarbejdelsen af planerne.
Ved ovennævnte
første redegørelse tiltrådte Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget
henholdsvis den 21. og 27. april 2004 udarbejdelse af nærværende forslag til lokalplan
og kommuneplantillæg. Hermed er udarbejdelsen af planerne igangsat før lovens
ikrafttræden, og de er derfor ikke omfattet af loven.
Bygge- og Teknikforvaltningens og
Økonomiforvaltningens positivlister til miljøvurdering
Indstillingen er omfattet
af Bygge- og Teknikforvaltningens og Økonomiforvaltningens positivliste vedrørende miljøvurdering af indstillinger og er
vurderet i forhold til de opstillede målsætninger.
Bæredygtighed
I
forhold til målsætningen om, at planlægning skal ske på et bæredygtigt grundlag
ved sikring af arkitektonisk, byplan- og bymiljømæssig kvalitet skal anføres
følgende:
I
henhold til lov nr. 477 af 24. juni 1992 om Ørestaden m.v. skal området syd for Vejlands Allé anvendes
primært til cityorienteret erhvervsbebyggelse med mulighed for etablering af
kulturelle anlæg og boliger. Der kan opføres maksimalt 2,3 mio. m2
etageareal. Der er således lovgivningsmæssigt taget stilling til en byudvikling
på de af lokalplanen omfattede arealer, der selvsagt vil udgøre en miljømæssig
belastning i forhold til de nuværende forhold.
Med
lokalplanen tilstræbes en høj arkitektonisk og byplanmæssig kvalitet. Blanding
af erhverv, institutioner og boliger skal medvirke til at skabe en levende by,
og der lægges vægt på, at boliger i stort omfang placeres ud mod de fredede
fælledarealer, byfælleden og søområdet mod syd. Området gennemskæres af to
grønne strøg – det ene udformet med en stram bymæssig karakter og det andet som
et mere frit grønt forløb - samt af en kanal, som, der er intentioner om, skal
opfange regnvand fra husene, og som ender i et søområde mod syd. Det er
målsætningen, at alle vandelementer i Ørestad vil være af en sådan kvalitet og
klarhed, at de vil virke som positive og rekreative indslag i bybilledet. Denne
rekreative anvendelse af regnvand lokalt frem for at lede uforurenet vand til
renseanlæg Lynetten vil være i overensstemmelse med kommunens målsætninger på
dette område. Endvidere arbejdes der på at aflede regnvand fra veje og andre
færdselsarealer til et lokalt, underjordisk renseanlæg, hvorfra vandet kan
ledes videre til kanaler og rekreative arealer i Ørestad.
Trafik
I
forhold til målsætninger om styrkelse af den kollektive trafik samt
cykeltrafikken skal anføres følgende:
Lokalplanområdet
ligger op til metrostationen Vestamager og den projekterede station Ørestad
Syd. Dette bevirker, at hele lokalplanområdet kommer til at ligge stationsnært
i en afstand, der for de yderste dele af området ikke overstiger ca. 750 m.
Bortset
fra delområde IA, hvor parkerin
gsdækningen er 1 plads pr. 100 m2
etageareal, svarende til det generelle i kommunen, er der i hele området
fastsat en parkeringsdækning på 1 plads pr. 200 m2 etageareal. Det
reducerede parkeringskrav vil være medvirkende til at styrke den kollektive
trafik.
Der
fastlægges i lokalplanen cykelstier langs alle større veje, og herudover cykel-
og gangstier internt i området med forbindelse til det fredede Vestamager og
til det grønne cykelrutesystem med forbindelse til Ørestad Nord, City samt
Kastrup Lufthavn og Sydhavnen, hvilket skal medvirke til at gøre cyklen til et
attraktivt alternativ.
Styrkelse af det grønne
I
forhold til målsætninger om styrkelse af "det grønne" i byen samt bevaring, udbygning og forbedring
af byens grønne struktur skal anføres
følgende:
Lokalplanen
arbejder bevidst med at bydelen skal være præget af grønne og blå elementer.
Der fastlæggelse en ca. 300 m lang og ca. 120 m bred grøn pladsdannelse i den
nordlige del af området omkring Hannemanns Allé (område IA-B). Syd herfor
fastlægges en byfælled (område II), som skal være fælles for hele
lokalplanområdet, og hvorfra der mod syd gennem det bebyggede område (område
IIIA-C) etableres de nævnte to grønne nord-sydgående strøg samt en kanalgade.
Disse tre strøg munder ud i et søområde i den sydlige del af lokalplanområdet
(område IV). Endvidere etableres mindre grønne pladsdannelser i område IIIA-C
samt øst-vestgående tværforbindelser.
Et
bærende element i planlægningen er at skabe en tæt sammenhæng med Kalvebod
Fælled, byfælleden samt søområdet mod syd. Ud mod disse overordnede rekreative
elementer bliver primært placeret boliger. Med de jord- og anlægsarbejder, der
i dag præger området, vil en udbygning i overensstemmelse med lokalplanen kunne
opfattes som en styrkelse af "det grønne", selv om der åbnes for en omfattende
byudbygning.
Miljøbelastende aktiviteter
I
forhold til målsætninger om, at miljøfølsomme aktiviteter adskilles fra
miljøbelastende aktiviteter, skal anføres følgende:
Selv om
der lægges op til en blanding af erhverv, institutioner og boliger, så vil det
ikke være muligt at etablere erhverv i området, som kan medføre mere end ubetydelig
forurening. Der er således taget højde for eventuelle konflikter mellem de forskellige
anvendelser.
Selve
udbygningen af området vil generere trafik, ligesom etablering af Otto Baches
Allé med forbindelse ad Ørestads Boulevard og Hannemanns Allé til motorvejsnettet
vil afstedkomme øget trafik.
Miljøkontrollen
har bedt Rambøll om at foretage overslagsmæssige beregninger af vejtrafikstøjen
langs gadestrækninger i området.
Disse beregninger
viser et støjniveau ved husfacade mod Hannemanns Allé på 65-69 dB(A), mod
Ørestads Boulevard på 60-65 dB(A), ved Hovedstrøget samt den nordlige
adgangsvej på 55-65 dB(A). På de nord-sydgående lokalgader forventes der en støjbelastning
af størrelsesordenen 55-60 dB(A).
Disse tal skal ses i forhold til
udgangspunktet for støjhensyn ved byudvikling og inddragelse af nye arealer til
bymæssig bebyggelse, hvorefter der ikke må fastlægges støjfølsom anvendelse som
boliger og rekreative formål m.v. i områder, der er – eller kan forventes at
blive - belastet med mere end 55 dB(A) fra vejtrafik og 60 dB(A) fra
jernbanetrafik. For administration, liberale erhverv og lignende er tilsvarende
grænser 60 dB(A) fra vejtrafik.
Såfremt
støjgrænserne ikke kan overholdes, bør det som minimum sikres, at støjen ikke
overstiger 65 dB(A) ved boliger på den belastede facade og 55 dB(A) på den
stille facade, ligesom der ikke ved rekreative arealer og skoler bør være mere
end 55 dB(A).
Da
arealerne langs Hannemanns Allé og Ørestads Boulevard mv. fastlægges til erhverv,
er der ikke boligarealer inden for lokalplanområdet, hvor støjniveauet overstiger
65 dB(A). På strækninger med en belastning på over 55 dB(A) anbefaler Miljøkontrollen,
at det sikres, at boliger får mindst én stille facade, hvilket forhindrer
etablering af ensidige lejligheder mod trafikken. Samtidig gør Miljøkontrollen
opmærksom på problematikken i forbindelse med indretning af hjørnelejligheder.
I lokalplanforslaget
er der - med baggrund i helhedsplanen for Ørestad Syd - af særlige byarkitektoniske
grunde åbnet mulighed for at indpasse op til 11 tårne - med en maksimal
dimension på 10 x 16 m og en højde på ca. 50 m - i facadebebyggelsen i
byområdet syd for byfælleden.
Kommuneplanens rammer
åbner mulighed for, at der i lokalplan kan optages bestemmelser om, at bl.a.
det maksimale etageantal kan overskrides for den del, der medgår til enkelte
angivne bygningsdele - f.eks. tårne - der er begrundet i særlige
arkitektoniske og andre hensyn.
Der er
ikke foretaget beregninger af støjen på udendørs opholdsarealer, men Miljøkontrollen
er af den opfattelse, at det med en hensigtsmæssig disponering af arealet, herunder
placering af byggeri og udearealer, vil være muligt at sikre, at støjgrænsen på
55 dB(A) overholdes.
Med
hensyn til placering af en skole er Miljøkontrollen af den opfattelse, at udgangspunktet
bør være en støjbelastning på 55 dB eller derunder. Mindre støjfølsomme funktioner
som administration, spisesal, gymnastiksale m.m. kan eventuelt placeres mod
mere støjbelastede facader.
For så
vidt angår etablering af Otto Baches Allé henvises til Borgerrepræsentationens
tiltrædelse den 28. april 2005 (BR 206/05) af indstilling om bemyndigelse til
at igangsætte selve anlægget af Otto Baches Allé m.m., hvor kommunens målsætninger
på miljøområdet særskilt er vurderet i den udstrækning de supplerer de miljømæssige
forhold, der er vurderet i VVM-redegørelsen, samt til Borgerrepræsentationens
tiltrædelse samme dato af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 278 "Baner i
Ørestaden" med tilhørende kommuneplantillæg (BR 238/05).
Jordforurening
Miljøkontrollen
har ikke konkret viden om forurening af jorden i Ørestad Syd. I hele området er
der
udlagt op til 2 m ren jord ovenpå det eksisterende terræn.
Økonomi
Ørestadsselskabet
forudsættes at bekoste vejanlæg og –ombygninger i forbindelse med byudviklingen
af Ørestad Syd, mens kommunen påregnes at bekoste de anlæg, som forventes
nødvendige, når kapacitetsgrænsen på en tosporet Ørestads Boulevard efter en
årrække overskrides som følge af udbygningen af Ørestad Syd. Den fornødne
bevilling hertil forudsættes til sin tid meddelt til Bygge- og Teknikudvalget.
Efterhånden som
Københavns Kommune får overdraget vej- og parkarealer i lokalplanområdet, gives
et rammeløft til Bygge- og Teknikforvaltningen, som modsvarer udgifterne til at
vedlige- og renholde de pågældende arealer.
De planlagte ca.
4.500 nye boliger i Ørestad Syd vil endvidere afføde behov for kommunale
investeringer i børneinstitutioner, folkeskole, pleje- og sundhedsinstitutioner
samt kultur- og idrætsfaciliteter. Den mulige institutionsudbygning er belyst i
rapporten "Idékatalog, Etablering af offentlige institutioner", som blev
udarbejdet i efteråret 2004 af arbejdsgruppen "Institutioner m.m. i Ørestad" med
repræsentanter fra kommunens forvaltninger, Amager Provsti og
Ørestadsselskabet. Rapporten har i foråret 2005 været forelagt i Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget, i Ungdoms- og Uddannelsesudvalget, i Sundheds- og
Omsorgsudvalget samt i Kultur og Fritidsudvalget.
De
kommunaløkonomiske konsekvenser af byudviklingen i Ørestaden syd for Vejlands
Allé - Ørestad City og Ørestad Syd - er samtidig blevet belyst med kommunaløkonomiske
beregninger, som gengivet i Forslag til Kommuneplan 2005 - Byudviklingsstrategi.
Den planlagte byudvikling er endvidere medtaget som en del af kommunens befolkningsfremskrivninger.
Byudviklingen i
Ørestad Syd - herunder boligudbygningen - vil strække sig over en længere
årrække, og de første boliger vil blive taget i brug i 2008/2009.
Der tages med
lokalplanforslaget ikke stilling til finansiering af institutionsudbygningen i
Ørestad Syd.
Institutionsudbygningen
forventes ikke at blive aktuel i de førstkommende år, og udbygningen vil derfor
skulle indgå i de kommende års budgetlægning i takt med områdets udbygning og
under hensyntagen til kommunens samlede økonomi.
Forslag til dialogstrategi
På baggrund af den
hidtidige praksis i forbindelse med lokalplanlægningen foreslås følgende
initiativer til at opnå dialog med borgerne i offentlighedsperioden:
-
Etablering
af en særlig hjemmeside bestående af en informationsdel og en dialogdel
-
Etablering
af en plancheudstilling i lokalområdet
-
Gennemførelse
af et borgermøde i lokalområdet. Borgermødet afholdes som et dialogmøde med
deltagelse af medlemmer af
Borgerrepræsentationen.
BILAG VEDLAGT
Forslag til
lokalplan "Ørestad Syd" med hovedafsnittene "Baggrund for lokalplanen og
kommuneplantillægget", "Lokalplan" om forslaget til lokalplan Ørestad Syd,
"Forslag til tillæg til Kommuneplan 2001" og "Forhold til øvrig planlægning og
lovgivning".
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTER
SØREN PIND FORKOMTOR, RÅDHUSET, 1. SAL, VÆR. 36
A. E.mail af 25. april 2005 fra
Sundhedsforvaltningen
B. E-mail af 3. maj 2005 fra
Økonomiforvaltningen, 9. kontor
C. Brev af 4. maj 2005 fra Københavns Energi
D. Brev af 4. maj 2005 fra Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen
E. E-mail af 18. maj 2005 fra Københavns
Bymuseum
F. Brev af 19. maj 2005 fra uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen
G. 23. maj 2005 fra Miljø- og
Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen
Mette Lis Andersen