Mødedato: 14.12.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Opløsning af samarbejdet i Den Skandinaviske Arena

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal træde ud af samarbejdet med Den Skandinaviske Arena.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommune meddeler parterne i Den Skandinaviske Arena, at Københavns Kommune udtræder af samarbejdet med virkning fra den 1. januar 2018.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Den Skandinaviske Arena (DSA) er et politisk og administrativt samarbejde mellem 12 regioner og kommuner i korridoren Østdanmark-Oslo om bl.a. infrastruktur. Samarbejdet er udsprunget af to store Interreg-støttede infrastrukturprojekter, ”COINCO North” og ”The Scandinavian 8 million city”, som begge er afsluttet. EU’s Interreg-program giver finansiel støtte til at udvikle samarbejde mellem offentlige myndigheder i europæiske grænseregioner. Efter afslutningen af Interreg-projekterne har samarbejdet manglet indhold og politisk engagement. På administrativt niveau har Region Skåne som formand for DSA taget initiativ til at opløse samarbejdet med virkning fra den 1. januar 2018. Der er blandt parterne bred enighed herom.

Løsning

På administrativt niveau har Region Sjælland, Region Hovedstaden og Københavns Kommune arbejdet for, at indsatsen i DSA og STRING sammentænkes, eller at DSA opløses og STRING samarbejdet udvides. STRING, der står for "Strategic Partnership in the South Western Baltic Sea Trans Regional Area Implementing New Geography“, er et samarbejde om udviklingen inden for erhvervsliv, forskning og udvikling, turisme, kultur og infrastruktur i hele Femern korridoren med et særligt fokus på etablering af Femernforbindelsen. Samarbejdet inkluderer parterne Region Skåne, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Schleswig-Holstein, Hamborg og København. Københavns Kommune har været medlem af STRING siden 2011. Borgerrepræsentationen besluttede med Budget 2017 at afsætte midler til fortsat medlemskab af STRING frem til og med 2020. Ved STRING Political Forum møde den 25. september 2017 var der opbakning til en udvidelse af STRING samarbejdet med nye medlemmer i korridoren op mod Oslo: Västra Götaland, Region Halland og Malmö stad i Sverige samt de norske fylker Akershus og Ostfold og Oslo Kommune.

Udvidelsen betyder en konsolidering af STRING som det centrale politiske forum for infrastrukturspørgsmål i Oslo-Hamborg korridoren, og overflødiggør dermed DSA. Det er Økonomiforvaltningens anbefaling, at Københavns Kommune på baggrund af udviklingen i DSA og STRING samarbejdet, melder sig ud af DSA med virkning fra 1. januar 2018.

Økonomi

Der betales ikke medlemsbidrag til DSA. Indstillingen har dermed ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, meddeler Økonomiforvaltningen parterne i DSA, at Københavns Kommune udtræder af samarbejdet den 1. januar 2018.

 

Peter Stensgaard Mørch   /   Søren Tegen Pedersen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune meddeler parterne i Den Skandinaviske Arena, at Københavns Kommune udtræder af samarbejdet med virkning fra den 1. januar 2018.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. december 2017

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top