Mødedato: 14.10.2021, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Danmarks Rostadion Bagsværd Sø

Borgerrepræsentationen forelægges til godkendelse, at Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø indleder proces mod opløsning og fordeling af forbrugte midler i forbindelse med ophør af den samlede opgradering af Danmarks Rostadion. Samtidig skal det besluttes at udmønte midler til en screening af muligheder for renovering af den eksisterende rocenterbygning inden for det resterende beløb af den afsatte bevilling.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det tiltrædes, at Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø indleder proces mod opløsning af fonden,

  2. at det godkendes, at der i 2021 gives en anlægsbevilling til Kultur- og Fritidsudvalget på 6,9 mio. kr. som afholdes overfor A.P. Møller Fonden som kommunens andel af forbrugte midler i forbindelse med ophør af opgraderingsprojektet for Danmarks Rostadion. Finansieringen kommer fra restbevillingen til Bagsværd Rostadion, jf. tabel 2 i Økonomiafsnittet,

  3. at det godkendes, at der i 2021 gives en anlægsbevilling på 0,8 mio. kr. til Økonomiudvalget til en screening af mulighederne for renovering af den eksisterende rocenterbygning ved Bagsværd Sø. Finansieringen kommer fra restbevillingen til Bagsværd Rostadion, jf. tabel 2 i Økonomiafsnittet,

  4. at det godkendes, at de resterende 36,9 mio. kr. af bevillingen til Bagsværd Rostadion lægges i kassen. Midlerne reserveres til udmøntning af udgifter til renovering af den eksisterende rocenterbygning ved Bagsværd Sø, eventuelt tilbagekøb af ejendommen samt eventuelle udgifter i forbindelse med slutopgørelsen for opgraderingsprojektet, jf. tabel 2 i Økonomiafsnittet.

(Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede i 2015 at stifte Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø (herefter Fonden) med henblik på at forestå en opgradering af Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø til international standard. Ved stiftelsen indskød Københavns Kommune ejendommen Skovalléen 40 i Bagsværd, som huser de københavnske ro- kano- og kajakklubber samt Team Danmark. Samtidig blev det besluttet at støtte projektet med en anlægsbevilling på 18,8 mio. kr. og i 2019 at støtte med yderligere 23,4 mio. kr.

Københavns Kommune stiftede Fonden sammen med Team Danmark, Gladsaxe Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune og projektet modtog støttetilsagn fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (herefter A.P. Møller Fonden), Lokale- og Anlægsfonden, Gladsaxe Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune.

Opgraderingen har imidlertid mødt alvorlige udfordringer, som skyldes langvarig klagesagsbehandling i Nævnenes Hus, fejl begået af Miljøstyrelsen i forbindelse med udpegning af Natura 2000-område samt afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet om at ophæve Fredningsnævnet for Københavns dispensationer til projektet.

De lange sagsbehandlingstider i Nævnenes Hus har bl.a. medført, at tidligere opnåede godkendelser er faldet for forældelse undervejs. Samtidig har forsinkelse af projektet betydet væsentlige fordyrelser.

Miljøstyrelsen har i forbindelse med udpegning af et Natura 2000-område i Gladsaxe Kommune ved en fejl udpeget en del af projektområdet, hvilket har ændret kravene til projektet. Miljøstyrelsen har erkendt fejlen, men det indebærer en langvarig proces hos de europæiske myndigheder at få den rettet.

Endelig har Miljø- og Fødevareklagenævnet truffet afgørelser om at ophæve dispensationer til projektet, som tidligere er meddelt af Fredningsnævnet for København. Afgørelserne vedrører særligt baneanlæg samt start- og målområde på Bagsværd Sø.

Samlet betyder udfordringerne, at en realisering med den nuværende udformning, kvalitet, tidsplan og økonomi ikke længere vurderes at være mulig for projektet i sin helhed.

Kommunerne har derfor med forbehold for politisk godkendelse meddelt Fonden, at projektet ikke længere vurderes at kunne gennemføres og ønskes bragt til ophør.

A.P. Møller Fonden har noteret sig vurderingen, og at projektet afsluttes.

Frem til beslutning om ophør er der afholdt en række udgifter i Fonden med henblik på projektets realisering. A.P. Møller Fonden har efter aftale mellem bidragsyderne udlagt den væsentligste andel og Københavns Kommune 1 mio. kr., men med beslutning om ophør af projektet skal der ske en endelig fordeling af forbrugte midler opgjort til 16,3 mio. kr.

Løsning

Kommunerne har med forbehold for politisk godkendelse overfor A.P. Møller Fonden foreslået en fordeling af forbrugte midler, som baserer sig på det indbyrdes forhold mellem de enkelte bidragsyderes andel af det seneste budget for projektet. Efter omstændighederne er A.P. Møller Fonden indforstået med fordelingen. 

Udgifterne omfatter rådgiverhonorarer, udgifter til arkitektkonkurrence mv. i perioden 2015- september 2021.

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at Københavns Kommune er forpligtet til at afholde sin andel af forbrugte midler i projektet.

Med fordelingsnøglen udgør Københavns Kommunes andel 7,9 mio. kr. Da Københavns Kommune i 2020 har afholdt 1 mio. kr., vil kommunens betaling til A.P. Møller Fonden udgøre 6,9 mio. kr. jf. tabel nedenfor. 

Tabel 1. Overblik over fordeling af udgifter.

Bidragsyder

Andel, mio. kr. (afrundet)

Andel, %

(afrundet)

Udlæg, mio. kr.

Overførsel til A.P. Møller Fonden, mio. kr.

Københavns Kommune

7,9

48,4

1

6,9

A.P. Møller Fonden

4,4

27,3

14,8

-

Gladsaxe/Lyngby-Taarbæk Kommune

4,0

24,2

0,5

3,5

I alt (inkl. moms)

16,3

100

16,3

10,4

 

Opgørelsen omfatter projektudgifter pr. september 2021, og der vil i forbindelse med slutopgørelsen for opgraderingsprojektet kunne påløbe yderligere udgifter. Udgifterne vil skulle dækkes af kommunerne og vil fremgå af særskilt indstilling.

Med projektets ophør er forudsætningerne bag Fondens stiftelse bristet.

På den baggrund er det med forbehold for politisk godkendelse foreslået Fonden at indlede en proces mod opløsning.

Fondens opløsning forudsætter tilladelse fra fondsmyndigheden. Om og på hvilke vilkår, Civilstyrelsen vil tillade opløsning, afventer Fondens nærmere undersøgelser.

For Københavns Kommune er det afgørende i forbindelse med en opløsning, at ejendommen Skovalléen 40 fortsat kan danne ramme om atleter fra københavnske ro-, kano- og kajakklubber. Fondens nærmere undersøgelser vil afklare, om ejendommen kan tilbageleveres til Københavns Kommune alternativt generhverves til markedspris.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil i dialog med Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og brugerne af Bagsværd Rostadion, herunder de københavnske roklubber, Team Danmark, Dansk Kano- og Kajakforbund og Dansk Forening for Rosport arbejde videre med at etablere en fremtidig driftsmodel.

Team Danmark er som medstifter indforstået med kommunernes ønske om at Fonden opløses, men forudsætter at de nuværende brugere fortsat kan benytte de eksisterende faciliteter og gør samtidig opmærksom på, at der er et stort behov for, at faciliteterne renoveres.

Københavns Kommune har i alt bevilget 45,6 mio. kr. til opgradering af Danmarks Rostadion. Da rocentret ved Bagsværd Sø fortsat er i dårlig stand og ikke længere er tidssvarende i forhold til at danne ramme om træning af de københavnske roere, samt understøtte det høje eliteniveau inden for dansk ro-, kano- og kajaksport foreslås det, at 0,8 mio. kr. af de resterende 36,9 mio. kr. omdisponeres til en screening af mulighederne for renovering af den eksisterende bygning. Udgangspunktet for screeningen er at renovere rocentret for den resterende bevilling, når bygningen er genovertaget af Københavns Kommune.

Økonomi

Der resterer 44,6 mio. kr. af den samlede afsatte bevilling til opgradering af Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø.

Der udmøntes med indstillingen 6,9 mio. kr. heraf, som overføres til A.P. Møller Fonden i forbindelse med beslutningen om projektets ophør og i overensstemmelse med den aftalte fordeling af forbrugte midler mellem bidragsyderne.

Derudover udmøntes 0,8 mio. kr. til en screening af muligheder for renovering af rocenterbygningen, Skovalleen 40, Bagsværd.

Der fremrykkes anlægsmidler på 7,7 mio. kr. til 2021 bestående af 6,9 mio. kr. til A.P. Møller Fonden og 0,8 mio. kr. til screening af muligheder for renovering, som overføres til Byggeri København via en bevillingsmæssig overførsel.

De resterende midler på 36,9 mio. kr. lægges i kassen og reserveres til eventuelle udgifter i forbindelse med slutopgørelse, eventuelt tilbagekøb af ejendommen Skovalléen 40, Bagsværd og efterfølgende renovering af rocentret.

 

Tabel 2. Bevillingsmæssige konsekvenser

 

KFU = Kultur- og Fritidsudvalget
ØU = Økonomiudvalget

Tabel 3. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2021 p/l)

2021

KFU

Overførsel af kommunens andel af forbrugte midler til A.P. Møller Fonden

2060 – Kultur& Fritid-Anlæg

0.32.31.3

6.900

KFU

Screeningsbevilling til Byggeri København

3160 –

Byggeri Kbh., anlæg

0.32.31.3

800

I alt

-

-

-

7.700

Videre proces

Fordelingen af forbrugte midler i projektet forudsætter tilsvarende politisk godkendelse i Gladsaxe Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune.

Fonden er opfordret til at igangsætte proces mod opløsning. Opløsning forudsætter en beslutning herom i Fondens bestyrelse samt tilladelse fra fondsmyndigheden. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil igangsætte en screening af rocenterbygningen i samarbejde med Byggeri København og eventuelt de øvrige kommuner. De københavnske roklubber, Team Danmark og relevante specialforbund inddrages i arbejdet.

Forslag til eventuelt tilbagekøb og renovering af rocentret forventes at indgå i budgetforhandlingerne om Budget 2023. Samtidig forventes ligeledes den fremtidige organisering af Danmarks Rostadion præsenteret.

 

Søren Hartmann Hede                         Mette Touborg

 

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget, at det over for Borgerrepræsentationen anbefales,

  1. at det tiltrædes, at Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø indleder proces mod opløsning af fonden,

  2. at det godkendes, at der i 2021 gives en anlægsbevilling til Kultur- og Fritidsudvalget på 6,9 mio. kr. som afholdes overfor A.P. Møller Fonden som kommunens andel af forbrugte midler i forbindelse med ophør af opgraderingsprojektet for Danmarks Rostadion. Finansieringen kommer fra restbevillingen til Bagsværd Rostadion, jf. tabel 2 i Økonomiafsnittet,

  3. at det godkendes, at der i 2021 gives en anlægsbevilling på 0,8 mio. kr. til Økonomiudvalget til en screening af mulighederne for renovering af den eksisterende rocenterbygning ved Bagsværd Sø. Finansieringen kommer fra restbevillingen til Bagsværd Rostadion, jf. tabel 2 i Økonomiafsnittet,

  4. at det godkendes, at de resterende 36,9 mio. kr. af bevillingen til Bagsværd Rostadion lægges i kassen. Midlerne reserveres til udmøntning af udgifter til renovering af den eksisterende rocenterbygning ved Bagsværd Sø, eventuelt tilbagekøb af ejendommen samt eventuelle udgifter i forbindelse med slutopgørelsen for opgraderingsprojektet, jf. tabel 2 i Økonomiafsnittet.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. september 2021

 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2021

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. oktober 2021

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top