Mødedato: 14.10.2021, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om at ændre ordet formand til forperson

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger alle forvaltninger at benytte betegnelsen ”forperson” alle de steder, kommunen i dag benytter betegnelsen ”formand”, i det omfang, det er juridisk muligt,
  2. i det omfang, der findes tilfælde, hvor kommunen af juridiske eller andre årsager ikke kan benytte betegnelsen ”forperson”, bedes Økonomiforvaltningen udarbejde en sag til behandling i Borgerrepræsentationen, der beskriver de aktuelle forhindringer og anviser løsninger for Borgerrepræsentationen.

(Stillet af Alternativet)

 

Motivering

I Københavns Kommune går vi ind for ligestilling. Vi har officielle måltal for området og bryster os af at være en inkluderende og mangfoldig by. Derfor bør vi også ændre på det faktum, at det officielle kommune-sprog er unødvendigt kønnet. Det gælder ikke mindst, når vi i alle udvalg og i andre sammenhænge bruger ordet formand. Ordet efterlader ingen tvivl om, hvilket køn, man forventer varetager hvervet.

I FN har man for længst indført kønsneutralt sprogbrug, og her anbefaler man, at man i sprog med naturlige kønsmarkører som dansk, svensk og engelsk bruger kønsneutrale begreber frem for kønnede. I FNs officielle sprogguide fremgår det således:

”Med henblik på at undgå kønsbaserede henvisninger kan man bruge kønsneutrale udtryk, dvs. ord, som ikke er kønsspecifikke og henviser til folk i almindelighed, uden henvisning til kvinder eller mænd ("chairman" erstattes af "chair" eller "chairperson", "policeman" eller "policewoman" af "police officer", "spokesman" af "spokesperson", "stewardess" af "flight attendant", "headmaster" eller "headmistress" af "director" eller "principal" osv.).”

Sprog er heldigvis ikke en statisk størrelse. I Danmark har vi i tidens løb ændret flere kønnede udtryk uden de store problemer, fx er tillidsmand blevet til tillidsrepræsentant og folketingsmand til folketingsmedlem.

Vi bør sikre, at alle kan se sig repræsenteret i de betegnelser, vi benytter i kommunen. Derfor ønsker forslagsstillerne, at vi fremover benytter betegnelsen forperson i stedet for formand.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. oktober 2021

 

Enhedslisten og SF fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om erstatning af medlemsforslaget:

”1. at Økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger fremlægger et forslag til politiske behandling, som ændrer alle de steder, kommunen i dag benytter betegnelsen ”formand” til betegnelsen ”forperson”, i det omfang, at det er juridisk muligt,

2. at personer, der vælges til de pågældende poster som forperson, selv må vælge om de offentligt vil kaldes forkvinde, formand eller forperson”

 

Der blev begæret delt afstemning om det af Enhedslisten og SF fremsatte ændringsforslag (ÆF1):

 

Ændringsforslagets 1. at-punkt blev vedtaget med 26 stemmer imod 25. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, B, F, Å, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti og Kasandra Behrndt-Eriksen (Løsgænger).

Imod stemte: A, V, C, O og Kåre Traberg Smidt (Løsgænger).

 

Ændringsforslagets 2. at-punkt blev forkastet  med 29 stemmer imod 22. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, F, Å, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Kasandra Behrndt-Eriksen (Løsgænger) og Kåre Traberg Smidt (Løsgænger).

Imod stemte: A, B, V, C, O

 

Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget med 26 stemmer imod 25.  Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, B, F, Å, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti og Kasandra Behrndt-Eriksen (Løsgænger).

Imod stemte: A, V, C, O og Kåre Traberg Smidt (Løsgænger).

 

 

Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning, som Venstre valgte at tilslutte sig på mødet:

 ”Partierne stemmer imod forslaget om at ændre ordet ”formand” til ”forperson”, fordi ordvalget udelukkende er en symbolpolitisk diskussion uden betydning for fremmelse af ligestillingen eller mangfoldigheden i København,”

Til top