Mødedato: 14.06.2000, kl. 16:00

Lokalplanforslag for "Hasselvænget"

Lokalplanforslag for "Hasselvænget"

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. juni 2000

 

BR 312/2000

Lokalplanforslag for "Hasselvænget"

Lokalplanforslag for området begrænset af Thorupgård Allé, Hvidtjørnevej, Hasselvej og det vestlige skel for ejendommen matr.nr. 3141 Vanløse, København , "Hasselvænget"

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til lokalplan for området begrænset af Thorupgård Allé, Hvidtjørnevej, Hasselvej og det vestlige skel for ejendommen matr.nr. 3141 Vanløse, København ("Hasselvænget") tiltrædes med henblik på offentliggørelse, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil fremkomme med indstilling om endelig vedtagelse af lokalplanen

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned)

at Bygge- og Teknikforvaltningen, forud for meddelelse af tilladelse i medfør af bestemmelserne i lokalplanens § 6 og § 9, skal foretage høring af "Hasselvængets Ejerlag"

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 10. maj 2000

Anbefalet

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende forslag søges gennemført.

RESUME

I Bygge- og Teknikudvalgets møde den 12. august 1998 tiltrådtes forvaltningens indstilling (BT 226/98) om at tilslutte sig et af 6 medlemmer af udvalget den 17. juni 1998 stillet forslag om udarbejdelse af et forslag til bevarende lokalplan for den bevaringsværdige bebyggelse i området begrænset af Thorupgård Allé, Hvidtjørnevej, Hasselvej og det vestlige skel for ejendommen matr.nr. 3141 Vanløse, København. Udvalget besluttede samtidig, at udarbejdelse af lokalplanforslag skulle ske i indeværende kommuneplanperiode.

Rækkehusbebyggelsen "Hasselvænget" er opført som 3 stokke omkring et større fælles haveareal. Bebyggelsen er først og fremmest karakteriseret ved sine taktfast forskudte, ens bygningskroppe med striber af skiftevis gule og røde teglsten. Bebyggelsen fremviser en meget raffineret detaljering og et enkelt materialevalg.

Lokalplanen har til formål at opretholde området som et attraktivt boligområde samt at sikre bevaring af den eksisterende rækkehusbebyggelse, der rummer særlige kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter. Den løbende vedligeholdelse skal ske med respekt for bebyggelsens oprindelige arkitektoniske kvaliteter. Endvidere sikres det fælles haveanlæg bevaret i sin helhed, ligesom bebyggelsens åbne forhaver og hegning mod vej bevares i overensstemmelse med den oprindelige bebyggelsesplan. Endelig afløses de hidtil gældende servitutter vedrørende anvendelse og bebyggelse med mere tidssvarende bestemmelser.

Det foreliggende lokalplanforslag er i overensstemmelse med Kommuneplan 1997.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ejerlaget "Hasselvænget" rettede i 1997 henvendelse til kommunen og anmodede om udarbejdelse af en bevarende lokalplan for bebyggelsen i foreningens område for at sikre, at fremtidige vedligeholdelses- og udskiftningsarbejder ikke ville forringe bebyggelsens arkitektoniske værdi og helhedspræg. I forvaltningens besvarelse til ejerlaget blev anført, at da rækkehusbebyggelsen "Hasselvænget" ikke er prioriteret med et akut behov for sikring af bevaringsværdier i Kommuneplan 1997, finder man i overensstemmelse med prioriteringen af lokalplanarbejdet som beskrevet i kommuneplanen, at udarbejdelse af bevarende lokalplan bør afvente sikring af de mest truede bebyggelser udpeget på de oversigtskort i kommuneplanen, hvor udviklingsmulighederne på kort sigt er beskrevet.

Sagen blev herefter rejst i Bygge- og Teknikudvalget ved et den 17. juni 1998 fremsat forslag til beslutning fra 6 medlemmer af udvalget og resulterede i udvalgets beslutning den 12. august 1998 om udarbejdelse af bevarende lokalplan. Det blev samtidig besluttet, at der udarbejdes lokalplanforslag i indeværende kommuneplanperiode.

I retningslinierne for byens bevaring og fornyelse i Kommuneplan 1997 er bebyggelsen udpeget som bevaringsværdig bebyggelse af særlig byarkitektonisk værdi på grund af helhedspræg eller større sammenhængende træk. I det tilhørende redegørelsesafsnit er anført, at kommunen vil være særligt opmærksom på de bevaringsværdige værdier, der kan beskyttes med bevarende lokalplanlægning for at hindre uønskede indgreb i bebyggelsen. Yderligere er den heromhandlede bebyggelse i bydelsatlasset for Vanløse fremhævet som bebyggelse af særlig byarkitektonisk værdi, hvilket er optaget i kommuneplanens bydelsopslag for Vanløse. Bebyggelsen er i bydelsatlasset klassificeret i bevaringskategori 3, høj bevaringsværdi.

I Kommuneplan 1997 er lokalplanområdet fastlagt til boligbebyggelse i højst 2 etager eksklusive tagetage og med en maksimal bebyggelsesprocent på 40 (B1-område).

Bebyggelsen er opført i 1939-40, og de enkelte rækkehuse er privatejede. Bebyggelsen omfatter i alt 38 rækkehuse med et samlet etageareal på ca. 4.360 m2 ifølge BBR.

Forslag til lokalplan

Det er hensigten, at den kommende lokalplan i overensstemmelse med de kommuneplanmæssige retningslinier og intentioner skal opretholde området som et attraktivt og velfungerende boligområde og sikre bevaring af den eksisterende rækkehusbebyggelse, der rummer særlige kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter, herunder bevaring af såvel bebyggelsens arkitektoniske helhedsvirkning som bygningsdetaljer på denne.

Lokalplanen indeholder bestemmelse om, at bebyggelsen ikke må nedrives eller ændres, og en række bestemmelser om, hvilke materialer og hvilken udformning, man skal anvende ved vedligeholdelse og fornyelser, således at den bevaringsværdige bebyggelse sikres.

Endvidere sikres både de åbne og lukkede forhaver og det fælles haveanlæg i overensstemmelse med de oprindelige planer.

Endelig bestemmes, at der på hver ejendom kun må være én bolig, og at boliger ikke må sammenlægges.

Lokalplanen erstatter endvidere de hidtidige servitutbestemmelser om ejendommenes anvendelse og bebyggelse samt bevaring af det fælles anlæg som have med mere tidssvarende bestemmelser. I den forbindelse ophæves tillige servitutbestemmelser om, at det fælles haveanlæg er under Magistratens kontrol. Derimod bevares gældende servitutbestemmelser om ejernes vedligeholdelsespligt vedrørende det fælles haveanlæg og om ejernes pligt til at være medlem af et ejerlag.

Høring

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget har Plandirektoratet foretaget høring af Økonomiforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, samt Københavns Vand, Installationskontoret og Kloakforsyningen, Københavns Energi og Miljøkontrollen under Miljø- og Forsyningsforvaltningen samt Byggedirektoratet og Vej og Park under Bygge- og Teknikforvaltningen. Endvidere har man indhentet bemærkninger fra "Hasselvængets Ejerlag".

Alene Miljøkontrollen, Vej og Park og Hasselvængets Ejerlag har haft bemærkninger til sagen.

Miljøkontrollen anbefaler med henvisning til Borgerrepræsentationens tiltrædelse af forslaget til "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" i mødet den 3. december 1998, at der i lokalplanens formålsparagraf indgår et afsnit om økologiske tiltag, samt at der i paragraffen om foranstaltninger mod forureningsgener indgår krav om sikring mod støj.

Miljøkontrollen vurderer, at trafikstøjniveauet er af en sådan størrelse, at kravene i Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1984 er opfyldt, såfremt specificerede krav til facadernes isoleringsevne er opfyldt.

Miljøkontrollen er ikke i besiddelse af konkret viden om forurening af jord eller grundvand i området, men gør opmærksom på, at der mange steder i København findes forurening i fyldjord og i overfladejord. Miljøkontrollen anbefaler, at der optages bestemmelse med tilhørende fodnote i lokalplanen om bortskaffelse af jord fra området.

Bemærkninger

I forbindelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse den 3. december 1998 af de miljømæssige retningslinier for "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" blev det tiltrådt, at de vedtagne minimumskrav optages som bestemmelser i lokalplanerne i det omfang, Planloven giver hjemmel hertil. En arbejdsgruppe under styregruppen for "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" overvejer for tiden, hvorledes disse krav kan indpasses i kommende lokalplaner. I den heromhandlede lokalplan indføres i formålsparagraffen efter sædvanlig praksis en henvisning i relation til Borgerrepræsentationens vedtagelse. Miljøkontrollens ønsker er tilgodeset i det omfang Planloven giver mulighed herfor gennem optagelse af standardbestemmelser i lokalplanforslaget.

Vej og Park tilslutter sig, at de i ældre deklarationer indeholdte vejudvidelseslinier ophæves. Vej og Park foreslår endvidere, at efterplantning eller supplerende træplantning i det fælles haveareal sker således, at nye træer ikke vil kunne skabe skyggegener i de private haver, samt at de 2 m brede stier i fællesarealet skal være grusbelagte.

Vej og Park foreslår endelig højden af levende hegn begrænset til 1,8 m og det eksisterende raftehegn mod etageboligbebyggelsen langs Ålekistevej sikret opretholdt, ligesom der foreslås krav om, at de enkelte ejendommes hegnslåger udføres som jernlåger med et udtryk, der svarer til rækkehusenes altanrækværk samt om, at adgangsstier, terrasser og støttemure skal anlægges med gule klinker.

Vej & Park frafalder krav om Magistratens (nu Bygge- og Teknikforvaltningens) kontrol med bebyggelsens fælles haveanlæg i forbindelse med en revision af servitutbestemmelserne.

Bemærkninger

Med hensyn til fastholdelse af eksisterende raftehegn mod øst bemærkes, at det oprindelige udgangspunkt har været levende hegn, hvorfor en bevaringsbestemmelse herfor ikke skønnes rimelig, ligesom en nærmere regulering af de enkelte ejendommes adgangsstier skønnes unødigt vidtgående. Ligeledes synes krav til havelågers udseende ikke at være rimelige, da der på stedet ikke er blevet konstateret en bestemt type eller, at der i byggesagen foreligger tegninger af en bestemt type havelåge. Derimod bør det fastlægges, hvordan terrasserne ind mod fællesarealet for husene mod Hasselvej fremstår. Vej og Park foreslår, at belægning og støttemure opbygges af gule klinker. Da støttemure og belægninger på vejsidens udvendige trapper er udformede i skiftevis røde og gule teglsten som murværket i øvrigt, virker det rigtigere set ud fra en arkitektonisk syn svinkel, at terrassernes støttemure og belægninger udføres på samme måde og med samme materialer.

Vej og Parks bemærkninger i øvrigt er indpasset i det foreliggende lokalplanforslag.

Hasselvængets Ejerlag udtrykker tilfredshed med lokalplanforslaget som helhed, men har dog et par bemærkninger til den nærmere formulering af bestemmelserne om udhuse, terrassers størrelse og udformning og om markiser. Man er tilfredse med den situation man har nu, idet skurene er opført, så de ikke er synlige fra vejen, og de er i hovedsagen opført i haverne ud mod Hasselvej. Med de nye bestemmelser vil skurene blive mere synlige og det vil blive muliggjort, at der kan bygges skure i alle haver, hvilket man ikke skønner, at der er behov for. Ejerlaget mener, at den angivne terrassestørrelse på 4x4 m er for stor, samt at markiser må opsættes over stuevinduet for husene mod Hasselvej og Thorupgård Allé og over havedøren for husene mod Hvidtjørnevej. At fastlægge markisefarve synes man er for vidtgående. Endvidere fremføres det, at der kun bør tillades glas i glaspar tierne ved hoveddørene for husene ud mod Hvistjørnevej og at vinduer, havedøre og altandøre skal være af træ, af samme formater, med samme inddelinger og fremstå hvidmalede som oprindeligt. Der ønskes fortsat kommunalt tilsyn med det fælles haveanlæg, herunder en konkretisering af opgaver ved tilsynet. Endelig foreslås optaget bestemmelse om høring af ejerlaget forud for eventuelle dispensationer fra lokalplanen samt om pligt til medlemskab af ejerlaget.

Bemærkninger

For så vidt angår bestemmelsen om udhuse finder Bygge- og Teknikforvaltningen det af hensyn til helheden væsentligt, at der fastsættes eksakte bestemmelser om eventuelle udhuses placering og udformning. Med hensyn til markiser anses det ligesom af ejerlaget for vigtigt af hensyn til helhedspræget, at markiser placeres ens, hvorimod det, som også fremført af ejerlaget, anses for mindre væsentligt, om de består af et ensartet farvet stof med en afdæmpet farve. De nuværende terrasser er ganske rigtigt ca. 3x3 m. Det skal regnes som et nettoareal, dertil kommer en afskærmende beplantning, hvorved terrassen i alt bliver 4x4 m. Ejerlagets bemærkninger om glas i glaspartiet ved hoveddøren er indpasset i det foreliggende lokalplanforslag.

Med hensyn til spørgsmålet om en bestemmelse vedrørende Vej og Parks rolle, har Vej og Park udtalt, at man ikke ønsker at fortsætte tilsynet. Som konsekvens deraf bør det i lokalplanen angives, hvilke træer der er bevaringsværdige og ikke må fældes uden særlig tilladelse fra Bygge- og Teknikforvaltningen. Om pligt til medlemskab af ejerlaget bemærkes, at dette efter Planloven ikke kan kræves, hvor der som her er tale om et eksisterende boligområde. Bestemmelse om medlemskab af ejerlaget opretholdes i øvrigt som gældende servitutbestemmelse, jf. foran i afsnittet Forslag til lokalplan.

Vedrørende ejerlagets ønske om høringsret foreslås det - i lighed med hvad der er tilfældet for andre tilsvarende lokalplaner - besluttet, at der forinden meddelelse af tilladelse i henhold til nærmere angivne lokalplanbestemmelser indhentes en udtalelse fra Hasselvængets Ejerlag.

BILAG VEDLAGT

Redegørelse for lokalplanforslag "Hasselvænget"

Lokalplanforslag for "Hasselvænget"

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Skrivelse af 8. marts 2000 fra Hasselvængets Ejerlag v/ Kristian Kristiansen

Skrivelse af 28. marts 2000 fra Miljøkontrollen

Notat af 13. april 2000 fra Vej og Park

E-mail af 25. april 2000 fra Vej og Park

Notat af 26. april 2000 fra Vej og Park vedrørende bevaringsværdige træer

 

Knud E. Rasmussen

Til top