Mødedato: 14.05.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Demografiregulering af Budget 2020 og budgetårene 2021-2024

Se alle bilag

I Københavns Kommune er der en politisk besluttet demografimodel, som indebærer, at bevillinger på børne-, ældre- og socialområdet årligt tilpasses som følge af kommunens befolkningsprognose for at opretholde det politiske fastsatte serviceniveau for de ydelser, som indgår i modellen. Budgettet til de demografiregulerede bevillinger udgør 18,7 mia. kr. i 2020. 

Den nye befolkningsprognose for 2020 viser samlet set en lidt lavere befolkningsstigning end tidligere ventet, og derfor lægges der op til, at de budgetterede merudgifter til demografi i 2020 samlet set nedjusteres med 8,5 mio. kr. De afledte tilpasninger i Budget 2021 indarbejdes i udvalgenes budgetrammer fra 2021 og frem.

Indstilling

Indstilling om,

1. at udvalgenes budgetter for 2020 efterreguleres med i alt -8,5 mio. kr. på baggrund af den nye befolkningsprognose, jf. tabel 2.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Befolkningsprognosen fra februar 2020 viser et stadigt stigende folketal i Københavns Kommune. Samlet set har der fra 2019 til 2020 været en stigning på ca. 8.850 personer, hvormed kommunens folketal primo 2020 udgjorde 632.366 personer. Det er ca. 1.900 personer lavere end ventet i demografireguleringen fra april 2019, der er grundlag for Budget 2020. Da de budgetterede merudgifter til demografi er højere end den nye befolkningsprognose tilsiger, skal der ske en efterregulering af udvalgenes budgetter i 2020.

I den nye befolkningsprognose forventes ligeledes en mere afdæmpet befolkningsudvikling fra 2021 og frem, end ventet i demografiindstillingen fra april 2019. Samlet set skal udvalgenes budgetrammer i 2021 til 2024 derfor nedjusteres i forhold til det niveau, der er indarbejdet med indkaldelsescirkulæret for Budget 2021 (IC2021).

Løsning

Efterregulering af Budget 2020

Pr. 1. januar 2020 var det faktiske folketal i Københavns Kommune ca. 1.900 personer lavere end forventet i demografireguleringen fra april 2019. Det er især antallet af førskolebørn (0-5 år) og personer i den erhvervsaktive alder (17-64 år), der er lavere end forventet. Omvendt har der været en mindre stigning i antallet af ældre borgere sammenlignet med sidste års prognose, hvor særligt antallet af ældre borgere over 80 år er højere end ventet.

Tabel 1: Befolkning pr. 1. januar 2020 fordelt på aldersgrupper

Antal

Folketal i demografireguleringen fra april 2019

Faktisk folketal

Afvigelse

0-5 år

46.946

46.618

-328

6-16 år

59.309

59.381

72

17-64 år

462.725

460.892

-1.833

65-79 år

52.266

52.357

91

80+ år

13.021

13.118

97

I alt

634.267

632.366

-1.901

Forskellen mellem det forventede og det faktiske folketal i 2020 betyder, at merudgifterne som følge af demografi nedjusteres i 2020. Udvalgenes budgetrammer nedjusteres under ét med 8,5 mio. kr. i 2020, jf. tabel 2. Børne- og Ungdomsudvalgets budget nedjusteres med 27,4 mio. kr. som følge af færre førskolebørn end ventet, mens den afdæmpede vækst i de 17-64-årige resulterer i en nedjustering af Socialudvalgets budget på 4,3 mio. kr. i 2020.  På Sundheds- og Omsorgsudvalgets område opjusteres budgettet omvendt med 23,2 mio. kr. i 2020. Det skyldes dels, at antallet af ældre er højere end ventet i demografireguleringen fra april 2019, og dels at budgettet for køb af plejeboligpladser uden for kommunen på Sundheds- og Omsorgsområdet efterreguleres på baggrund af regnskabsresultatet.  Af den samlede efterregulering af Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrører 12,2 mio. kr. efterregulering som følge af merudgifter til køb af pladser i 2019. Efterreguleringerne af 2020 har også effekt i budget 2021 og frem, jf. bilag 1.  

Tabel 2: Efterregulering af merudgifter til demografi i Budget 2020

1.000 kr.

Efterregulering i 2020

 

(2020 p/l)

Børne- og Ungdomsudvalget

-27.383

Sundheds- og Omsorgsudvalget

23.176

Socialudvalget

-4.290

I alt

-8.497

Note: Tabellen viser mer- og mindreudgifter i 2020 i forhold til det budgetterede i Vedtaget Budget 2020.

Tilpasning af udvalgenes budgetrammer fra 2021 og frem

Frem til 2024 forventes befolkningsudviklingen at medføre en stigning i folketallet på yderligere 36.000 personer, og der ventes vækst i alle aldersklasser. I takt med at vækstraten for børn og personer i den erhvervsaktive alder ventes at flade ud, vil udviklingen i årlige merudgifter fra år til år som følge af demografi gradvist aftage frem mod 2024 på hhv. Børne- og Ungeområdet samt på Socialområdet. På Sundhed- og Omsorgsområdet forventes der omvendt en stigning i de årlige merudgifter fra år til år som følge af demografi. Det skal bl.a. ses i sammenhæng med, at stigningen i ældre borgere over 80 år relativt set forventes at være større end væksten i de øvrige aldersgrupper. Samlet set skønnes det, at udviklingen hvert år medfører nye merudgifter til demografi på 218 til 229 mio. kr., jf. tabel 3.

Tabel 3: Merudgifter til demografi 2021-2024 ift. 2020

1.000 kr., 2021 p/l

2021

2022

2023

2024

Børne- og Ungdomsudvalget

126.133

 

250.860

357.874

 

463.540

Sundheds- og Omsorgsudvalget

45.768

 

104.349

173.935

252.789

Socialudvalget

46.559

91.858

135.031

176.369

I alt

218.460

447.068

666.840

892.697

Note: Tabellen viser de akkumulerede merudgifter i det givne år i forhold til 2020 i Vedtaget Budget 2020

Selvom der med befolkningsprognosen for 2020 også fremover forventes en høj befolkningsvækst i København, er prognosen nedjusteret i forhold til sidste års prognose. Fra 2020 til 2021 forventes en befolkningsvækst på 9.424 personer i København, hvormed folketallet i 2021 er ca. 3.000 lavere end ventet i 2019-prognosen, som er lagt til grund niveauet for demografibetingede udgifter i Indkaldelsescirkulæret for Budget 2021 (IC2021). Det er særligt udviklingen i antallet af førskolebørn og personer i den erhvervsaktive alder, der er nedjusteret, mens antallet af ældre ventes at være lidt højere end ved IC2021. I bilag 1 uddybes ændringerne i befolkningstallet.

For at sikre en retvisende budgetlægning tilpasses udvalgenes budgetrammer fra 2021 og frem som vist i tabel 4. I bilag 2 fremgår den bevillingsmæssige fordeling af reguleringerne.

Tabel 4: Merudgifter til demografi ift.  det budgetterede i indkaldelsescirkulæret til Budget 2021

1.000 kr., 2021 p/l

2021

2022

2023

2024

Børne- og Ungdomsudvalget

-40.258

-53.726

 

-72.152

 

-100.689

Sundheds- og Omsorgsudvalget

41.508

 

44.230

 

46.441

 

47.996

Socialudvalget

-15.193

-19.198

-23.285

-27.434

I alt

-13.944

-28.694

-48.996

-80.126

Note: Tabellen viser de akkumulerede mer- og mindreudgifter i det pågældende år i forhold til det budgetterede for samme år i Indkaldelsescirkulæret 2021.

Orientering om forudsætningerne for moderniseringsplan 2

Med Budget 2018 blev der besluttet en udvidelse af moderniseringsplan 2, som skal håndtere kapacitetsbehovet og moderniseringen af utidssvarende plejeboliger frem til 2025. Det blev aftalt at der følges op på forudsætningerne i forbindelse med den årlige demografiregulering. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer aktuelt, at udviklingen ikke umiddelbart giver anledning til budgettilpasninger på området.

Økonomi

Som følge af efterreguleringen af 2020 sker der samlet set en nedjustering på netto 8,5 mio. kr. af budgetterne på Børne- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalgets og Socialudvalgets områder i 2020. Dette frigiver finansiering og servicemåltal i 2020, som indgår i Overførelsessagen 2019-2020. Efterreguleringen har også effekt for Budget 2021, hvor udvalgenes rammer samlet set nedjusteres med 2 mio. kr. varigt fra 2021 og frem. Reguleringerne fremgår af bilag 1 tabel 3.

Som følge af demografireguleringen af budgetårene 2021 til 2024 tilpasses de forventede merudgifter til demografi til den opdaterede befolkningsprognose. Budgetrammerne for Børne- og Ungdomsdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget nedjusteres på den baggrund med i alt 13,9 mio. kr. i 2021, 28,7 mio. kr. i 2022, 49,0 mio. kr. i 2023 og 80,1 mio. kr. i 2024. Reguleringerne fremgår af bilag 1 tabel 3. Korrektionerne indgår i de opdaterede budgetrammer, som Økonomiforvaltningen har udsendt til forvaltningerne medio marts 2020 som grundlag for udvalgenes budgetbidrag og juniindstillingen til budgetforslag 2021, der behandles af Økonomiudvalget den 9. juni 2020.

De bevillingsmæssige ændringer som følge af indstillingen fremgår af bilag 2.

Videre proces

Udvalgene tilpasser deres budgetter i 2020 og i Budget 2021 og frem som følge af demografireguleringen.

 

Søren Hartmann Hede           /Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1. at udvalgenes budgetter for 2020 efterreguleres med i alt -8,5 mio. kr. på baggrund af den nye befolkningsprognose, jf. tabel 2

 

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

 

2. at udvalgenes budgetter for 2021-2024 korrigeres på baggrund af den nye befolkningsprognose, jf. tabel 4.

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2020

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

 

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne bemærker, at der ikke er demografiregulering på det udsatte børne- og ungeområde, og at det betyder, at der ikke er ressourcer til at fastholde – og slet ikke øge – anbringelsesfrekvensen i Københavns Kommune, når befolkningen vokser. Dermed går København Kommune i modsat retning af regeringens udmeldinger på området.”

 

 

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Demografireguleringen på psykiatrien har vist sig ikke at være tilstrækkelig til at dække forbruget, fordi en langt større andel af befolkningen har brug for hjælp end demografimodellen tilgodeser. Der kan være en begrundet bekymring for, at coronakrisen vil afstedkomme et endnu større pres på psykiatrien.”

 

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Radikale Venstre bemærker, at demografireguleringen har været utilstrækkelig til at dække det øgede forbrug af Borgerstyrede Personlige Assistenter (BPA) i Socialforvaltningen. Derfor fremlægges et budgetnotat til finansiering af mankoen for BPA til budget 2021.”

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. maj 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Partierne bemærker, at der ikke er demografiregulering på, det udsatte børne- og ungeområde, og at det betyder, at der ikke er ressourcer til at fastholde – og slet ikke øge – anbringelsesfrekvensen i Københavns Kommune, når befolkningen vokser. Dermed går København Kommune i modsat retning af regeringens udmeldinger på området.”

 

Enhedslisten og Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Demografireguleringen på psykiatrien har vist sig ikke at være tilstrækkelig til at dække forbruget, fordi en langt større andel af befolkningen har brug for hjælp end demografimodellen tilgodeser. Der kan være en begrundet bekymring for, at coronakrisen vil afstedkomme et endnu større pres på psykiatrien.”

Til top