Mødedato: 14.03.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om løsningsforslag på baggrund af ubalancer i doughnutmodel

Medlemsforslag 

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger forvaltningerne, at de på baggrund af den årlige Doughnut-rapport, fremlægger/gennemgår de mangler og ubalancer der ligger indenfor forvaltningens resort.  Det er op til udvalget at diskutere og træffe beslutninger om eventuelle mangler og ubalancer.

(Stillet af Enhedslisten, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti)

 

Motivering

Med budgetaftalen 2023 blev parterne enige om at implementere doughnutmodellen i Københavns Kommune som forsøg tre år i form af to elementer:

  1. Årlig statusrapport
  2. Løsningsforslag med afsæt i statusrapporten.

Den årlige statusrapport for København med afsæt i doughnutmodellen giver overblik over, hvordan København præsterer på udvalgte indikatorer, herunder på hvilke områder København særligt overskrider de såkaldte planetære grænser eller ikke sikrer det såkaldte sociale fundament for borgerne.

I Doughnutrapporten identificerer resultaterne en række løsningsbehov. Løsningsbehov er områder, hvor indikatorer i doughnutmodellen peger på, at der er behov for handling, hvis kommunen skal nå sine politiske målsætninger inden for velfærdsområderne eller skal undgå at overskride de planetære grænser.

Forslagsstiller ønsker, at forvaltninger i de resterende forsøgsår for de stående udvalg fremlægger og gennemgår de mangler og ubalancer. Det er op til udvalgene at diskutere og træffe eventuelle beslutninger om de manglende ubalancer.

Doughnutmodellen er en samling af parametre, der belyser en række sociale-, klima-, og miljømæssige forhold. Modellens inderste ring ligger i forlængelse af FN’s Verdensmål. Den yderste ring udgør de planetære grænser, og beskriver de klima- og miljømæssige begrænsninger. Når der er en ubalance i et paramenter, ses det ved at et parameter overskrider doughnutmodellens grænser. Rapporten er vedhæftet som bilag.

Der er delelementer i doughnutmodellen, hvor eventuelle løsningsmuligheder enten ligger uden for den kommunale opgavevaretagelse eller uden for forvaltningens ressort. Men der hvor forvaltningen kan lave realistiske indsatser, som vil mindske modellens ubalancer, ønsker forslagsstilleren, at udvalgene sammen med forvaltningen diskutere eventuelle beslutninger om de manglende ubalancer.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2024

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Til top