Mødedato: 14.03.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om trafikfremme

Indstilling og beslutning

Det foreslås,  

  1. at Økonomiforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen forud for revision af kommuneplanen undersøger og fremlægger forslag til, hvordan Torvegade og Knippelsbro omlægges, så der bliver to kørebaner i hver retning foruden plads til busstoppesteder, Samt
  2. at forvaltningerne inden udgangen af maj 2013 fremlægger et budgetnotat om, hvad ovennævnte omlægning af Torvegade og Knippelsbro vil koste, så forslaget kan indgå i budgetforhandlingerne om budgettet for 2014

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

MOTIVERING

Christianshavn og Knippelsbro udgør en trafikal flaskehals. For at øge fremkommeligheden i København og på Christianshavn i særdeleshed bør det undersøges, hvordan Torvegade og Knippelsbro kan omlægges, så der som tidligere kan blive plads til to kørebaner i hver retning foruden plads til busstoppesteder.

Omlægningen skal ikke ske på bekostning af cykelstierne.

I forslaget bør overvejes, om der i krydsene bør være forkørselsret for busser, så der ikke længere er behov for separate busbaner.

Planforslaget skal ledsages af en økonomisk vurdering, så der foreligger et klart beslutningsgrundlag, der kan indgå i en revision af kommuneplanen og i de kommende budgetforhandlinger.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2013

Et forslag fra Liberal Alliance om at henvise medlemsforslaget til behandling i Teknik- og Miljøudvalget blev forkastet med 33 stemmer imod 11. 

For stemte: C, I, O og V.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Signe Goldmann (løsgænger)


Medlemsforslaget blev herefter forkastet med 33 stemmer imod 11.

For stemte: C, I, O og V.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).

Til top