Mødedato: 14.03.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om indsats mod social dumping

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. At entreprenørerne skal oplyse hvilke underleverandører de anvender, og de relevante faglige organisationer skal have adgang til oplysningerne. Desuden skal byggeledelsen på byggepladsen til enhver tid kunne oplyse til kommunen og faglige organisationer, hvilke firmaer, der arbejder på pladsen.
  2. At de relevante faglige organisationer får adgang til uanmeldte kontrolbesøg på alle byggepladser der er kommunale eller ejet af selskaber, hvor kommunen er medejer.
  3. At Københavns kommune opretter et korps, der i samarbejde med de faglige organisationer skal lave kontrol af løn- og arbejdsforhold, f.eks. systematiske stikprøvekontroller af firmaer, hvor der er mistanke om løndumping.
  4. At Økonomiforvaltningen pålægges at sikre, at alle kommunale byggepladser overholder den nyindføre lov om pligt til at skilte på byggepladser med entreprenørernes og underentreprenørernes navn, og hvorvidt de har tegnet overenskomst.

(Stillet af Enhedslisten)

MOTIVERING

Forslagsstillerne ønsker med forslaget at sikre, at Borgerrepræsentationens beslutninger om, at kommunale byggerier skal foregå med ordentlige løn- og arbejdsforhold, efterleves. Det er helt uacceptabelt at fællesskabets penge går til firmaer, der groft underbetaler deres ansatte.

Borgerrepræsentationen har gentagne gange besluttet, at der skal være ordentlige løn- og arbejdsforhold. Desværre er der flere eksempler på, at virkeligheden på de københavnske byggepladser er anderledes. Der har det seneste år været adskillige beretninger om farlige arbejdsforhold, snyd med lønudbetalinger og grove underbetalinger på københavnsk byggepladser.

Et bredt politisk flertal blandt venstrefløjens partier har flere gange bekræftet, at der ikke mangler politisk vilje til at komme social dumping til livs. Men der mangler en bedre indsats for at styrke kontrolarbejdet og give de faglige organisationer bedre muligheder i arbejdet for at opretholde overenskomstmæssige forhold. Forslaget handler altså om at give mulighed for, at vi kan sætte handling bag de politiske intentioner og ord.

Med i pakken af forslag fra Enhedslisten hører også vores tidligere medlemsforslag om udelukkelse fra licitationer af firmaer, der tidligere har snydt eller underbetalt deres ansatte. Forslaget er i øjeblikket til udvalgsbehandling i Økonomiudvalget.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2013

Et forslag fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti om at henvise medlemsforslaget til behandling i Økonomiudvalget blev vedtaget uden afstemning

Til top