Mødedato: 13.12.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forlængelse af den boligsociale helhedsplan Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020, Bispebjerg

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til seks måneders forlængelse af den boligsociale helhedsplan Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020, samt frigive den kommunale medfinansiering hertil.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at den igangværende boligsociale helhedsplan Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020, godkendes til seks måneders forlængelse fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021, og at forlængelsen samtidig anbefales over for Landsbyggefonden,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 0,218 mio. kr. svarende til den kontante kommunale medfinansiering. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) godkendte den 15. december 2016 den boligsociale helhedsplan Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020. Den almene boligorganisation fsb har rettet henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen med ønske om at forlænge Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020, med seks måneder indtil 30. juni 2021.

Landsbyggefondens Pulje til boligsociale aktiviteter løber i perioden 2015-2018. Landsbyggefonden har udisponerede midler i denne pulje, hvorfor det er muligt at søge om forlængelse af helhedsplanen Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020 allerede nu. Landsbyggefonden og fsb ønsker, at den planlagte forlængelse af den boligsociale helhedsplan sikres inden for Landsbyggefondens 2015-2018-pulje.  

Løsning

I bydelen Bispebjerg findes i dag to boligsociale helhedsplaner. For at sikre en synergi og samtidighed mellem disse har Landsbyggefonden og boligorganisationen fsb ønsket, at Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020 fremadrettet bliver synkroniseret tidsmæssigt med Beboerprojekt PULS, 2018-2021.Ved at forlænge den boligsociale helhedsplan Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020 med seks måneder opnås dette. De to helhedsplaners geografiske placering fremgår af bilag 2.

Finansieringsmodel
Boligsociale indsatser i udsatte almene boligområder finansieres med midler fra Landsbyggefonden (75 %) jf. § 91 a) i Lov om almene boliger mv. (Almenboligloven). I København deles den lokale medfinansiering på 25% mellem boligorganisationerne (12,5 %) og Københavns Kommune (12,5 %) jf. Borgerrepræsentationen den 11. december 2014. Kommunen skal indstille en forlængelse af helhedsplanen til Landsbyggefonden.

Økonomi

I Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) og i Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) er der afsat henholdsvis 10,6 mio. kr. og 25,2 mio. kr. til kommunal medfinansiering af den almene boligsektors boligsociale indsatser. Disse midler dækker den ønskede kommunale medfinansiering til forlængelsen af helhedsplanen.

Borgerrepræsentationen har allerede godkendt indholdet i helhedsplanen og frigivet den kommunale medfinansiering svarende til helhedsplanens første fire år, jf. Borgerrepræsentationen den 15. december 2016. Denne indstilling vedrører udelukkende forlængelsen på seks måneder i 2021, jf. bilag 3.

Tabel 1. Fordeling af finansieringen – vedr. seks måneders forlængelse af Beboerprojekt Bispebjerg

 

Beløb i 1.000 kr.

Landsbyggefonden

1.677

Boligorganisationer

280

Københavns Kommunes kontante medfinansiering til boligsocialt arbejde (lokalt)

218

Københavns Kommunes facilitering af Københavns Kommunes indsats*          

39

Københavns Kommunes medfinansiering af Boligsocialt sekretariat København**     

22

I alt               

2.236

*Indgår som en del af den kommunale medfinansiering til de boligsociale helhedsplaner, men skal ikke frigives i denne indstilling. Midlerne til facilitering er frigivet ved Budget 2016.

** Indgår som en del af den kommunale medfinansiering til de boligsociale helhedsplaner, men skal ikke frigives i denne indstilling. Sekretariatet finansieres af Landsbyggefonden med medfinansiering fra kommunen og de almene boligorganisationer i form af kapitalisering af deltagelse i bl.a. bestyrelsesarbejdet, jf. Borgerrepræsentationen den 22. juni 2016.

Anlægsbevillingen til den kommunale kontante medfinansiering af den boligsociale helhedsplan Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020, skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. nedenstående tabel. Bevillingen til Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2021, er placeret på hovedbevillingen Byfornyelse anlæg, som er omfattet af forvaltningens anlægsmåltal. Helhedsplanen er ikke på listen over projekter, der kan sættes i bero, jf. Teknik- og Miljøudvalgets (TMU) beslutning den 29. januar 2018 og 27. august 2018.

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/

Projekt

Bevilling

(nr. og navn)

 

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (2019 p/l)

2018

2019

2020

2021

I alt

TMU

Kontant medfinansiering

3444 - Byfornyelse anlæg

0.25.11.3

0

0

0

218

218

I alt

-

-

-

0

0

0

218

218

Samarbejdsaftalerne indgået imellem kommunen og den boligsociale helhedsplan har ikke økonomiske konsekvenser for de øvrige udvalg, idet de ressourcer, der investeres i samarbejdet, er en del af den eksisterende kommunale indsats i området.

Videre proces

Den boligsociale helhedsplans effektuering og den følgende kommunale medfinansiering afhænger af en godkendelse i det almene beboerdemokrati. Den boligsociale helhedsplan forventes behandlet i beboerdemokratiet i efteråret 2018. Efter behandlingen i Borgerrepræsentationen, vil den blive endeligt behandlet i Landsbyggefonden med henblik på forlængelse af indsatsen fra den 1. januar 2021.

  

Pernille Andersen                          Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at den igangværende boligsociale helhedsplan Beboerprojekt Bispebjerg, 2017-2020, godkendes til seks måneders forlængelse fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021, og at forlængelsen samtidig anbefales over for Landsbyggefonden,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 0,218 mio. kr. svarende til den kontante kommunale medfinansiering. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2018 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2018

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. december 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top