Mødedato: 13.11.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Omdisponering af midler givet i forbindelse med Nordisk Forum 2014

Økonomiudvalget har tidligere truffet beslutning om udmøntning af budgetmidler til Nordisk Forum 2014. En del af disse midler ønskes nu omdisponeret.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.    at der sker omdisponering af 130.000 kr. af de i alt 1 mio. kr., der er afsat til Nordisk Forum 2014, således at disse kan anvendes af Kvinderådet til fremadrettet arbejde med slutdokumentet.


(Økonomiudvalget)

Problemstilling

I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2014 blev der afsat 1 million kr. til ligestillingseventen Nordisk Forum 2014 i Malmø, der blev afholdt i perioden 12. til 15. juni 2014. Heraf blev 930.000 kr. overført til Kvinderådet, hvilket følger af Økonomiudvalgets beslutning den 29. oktober 2013, dagsordenspunkt 5.

Af kontrakten mellem Københavns Kommune og Kvinderådet, der blev indgået i denne sammenhæng, fremgår det, at ”350.000 kr. gives til en pulje administreret af Kvinderådet, der bl.a. giver mulighed for at yde økonomisk støtte til deltagelse af mindre bemidlede medlemsorganisationer og organisationer fra Københavns Kommune.”

I forbindelse med afrapporteringen har Kvinderådet meddelt Københavns Kommune, at de nu har modtaget samtlige regnskaber fra puljemodtagere. Kvinderådet har oplyst, at de nu har uddelt i størrelsesordenen 220.000 kr.

I denne sammenhæng har Kvinderådet spurgt til muligheden for at ombudgettere de resterende ca. 130.000 kr. til det fremadrettede arbejde med slutdokumentet. Herunder har Kvinderådet nævnt udarbejdelse og tryk af informationsmateriale og afholdelse af offentlige arrangementer.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at der indgås en ny kontrakt med Kvinderådet herom, da der er tale om en anden anvendelse af pengene end det, som Økonomiudvalget tidligere har besluttet.

Løsning

Der indgås en ny kontrakt med Kvinderådet, hvoraf det fremgår, at de resterende 130.000 kr. anvendes til fremadrettet arbejde med slutdokumentet, herunder udarbejdelse og tryk af informationsmateriale og afholdelse af offentlige arrangementer.

Økonomi

Der sker omdisponering af 130.000 kr. overført til Kvinderådet fra arbejdet med eventen Nordisk Forum 2014.

Videre proces

Sagen forelægges Borgerrepræsentationen.

Der skrives kontrakt med Kvinderådet vedrørende anvendelsen af de 130.000 kr. inden for de ovenfor nævnte rammer og om betingelserne for afrapportering herom.

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.    
at der sker omdisponering af 130.000 kr. af de i alt 1 mio. kr., der er afsat til Nordisk Forum 2014, således at disse kan anvendes af Kvinderådet til fremadrettet arbejde med slutdokumentet.


Økonomiudvalgets beslutning i mdøet den 4. november 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, V og O.

Imod stemte: I og C.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2014

 

Charlotte Lund (Ø) forlod salen på grund af inhabilitet.

 

Indstillingen blev godkendt med 47 stemmer imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O, V og Ø.

Imod stemte: C og I.

 

 

 

Til top