Mødedato: 13.11.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til kultur- og fritidsborgmesteren om udstilling af racismedømt kunstner i Rådhushallen


Indstilling og beslutning

Kultur- og fritidsborgmesteren bedes redegøre for følgende:
  1. Hvorfor kultur- og fritidsborgmesteren har ønsket at udstille den racismedømte svensker Dan Parks illustrationer i Rådhushallen, og om der efter borgmesterens opfattelse er en grænse for, hvad der bør udstilles i Rådhushallen.
 

(Stillet af Socialistisk Folkeparti)

MOTIVERING

Københavns Rådhus fungerer som et udstillingsvindue til Danmarks hovedstad og dansk kultur. Spørgerne ønsker at få uddybet, om kultur- og fritidsborgmesteren mener, at det vil være hensigtsmæssigt, at udenlandske turister og andre besøgende på Rådhuset skal konfronteres med illustrationer med eksempelvis anti-semitiske karikaturer eller et navngivet svensk-afrikansk medlem af Malmø Byråd, som er hængt fra en bro? 

Vil kultur- og fritidsborgmesteren i samme ombæring være parat til at lade Hizb-ut-Tahrir udstille politiske budskaber i Rådhushallen, hvis disse præsenteres som kunst? 

Og hvis der skulle fældes en dom over disse billeder ved en dansk domstol, vil det så medføre, at Dansk Folkeparti og kultur- og fritidsborgmesteren vil droppe støtten til dem? 

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2014

 

Forespørgslen blev besvaret.

 

 

 

Til top