Mødedato: 13.11.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til socialborgmesteren om Elmehusets inddragelse af private familier på ferier betalt af Socialforvaltningen

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Socialborgmesteren bedes besvare en række spørgsmål vedrørende Elmehuset. Spørgsmålene er nærmere beskrevet i motiveringen.

(Stillet af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti)

MOTIVERING

Baggrund

Medierne har i oktober 2014 afdækket, at Elmehuset, der er en døgn- og aflastningsinstitution for børn og unge med autismespektrumforstyrrelser, har betalt ca. 100.000 kr. for at nogle af ledelsens og medarbejdernes familie deltog på 2 skirejser og en sommerferie.

1. Børneattester

Der er først efter feriernes afholdelse blevet indhentet børneattester på de frivillige, som har deltaget på ferierne. Forespørgselsstillerne mener, at det er en gravalvorlig fejl, når borgmester/forvaltning ikke indhenter de lovpligtige børneattester. Formålet med børneattester er jo, at det sikres, at børn og unge ikke kommer i kontakt med dømte seksualforbrydere.

 

a)      Hvordan forholder borgmesteren sig til, at der først efterfølgende i foråret 2014 er blevet indhentet børneattester for de "frivillige" familiemedlemmer af lederen på Elmehuset, som har deltaget på Elmehusets skirejse til henholdsvis Sverige i 2013 og til Norge i 2014 samt på sommerferien til Paris/Bruxelles i 2013?

b)      Hvad mener borgmesteren om, at lovkravet om indhentelse af børneattesten ikke er overholdt?

c)      Hvem har det overordnede ansvar for dette?  

d)     Er der sket personalemæssige/politiske sanktioner på grund af den manglende overholdelse af lovkravet? 

e)      Vil borgmesteren fremover få andre end selve institutionen til at tjekke, at børneattester er indhentet på alle, der i det daglige skal have direkte kontakt med børn under 15 år?

f)       Hvordan vil borgmesteren fremover sikre, at undladelse af at indhente børneattester undgås?

 

2.      Beslutningskompetence ved afgørelse af om, hvorvidt en frivillig kan fungere som frivillig på institutionen/tilbuddet

I strid med forvaltningsloven har chefen på Elmehuset selv stået for udpegningen af sin egen familie som feriedeltagere. Det mener vi er ren nepotisme. Socialforvaltningens har d. 13/10 2014 sendt et notat af 18/09-2014 (Bilag 1) til Socialudvalget. Notatet er et udkast til Socialforvaltningens supplerende retningslinjer for samarbejde med frivillige. Af udkastet fremgår det, at retningslinjerne på et overordnet plan beskriver de temaer, man bør forholde sig til, når man arbejder med frivillige i sit tilbud. Samt at det er op til de enkelte centerfællesskaber at fastlægge de nærmere retningslinjer internt. Det fremgår ikke af notatet, hvem der skal godkende udkastet til de supplerende retningslinjer. Vi vil derfor gerne vide:

a)      Hvorfor lægger retningslinjerne ikke op til, at institutionerne skal forholde sig til de forskellige temaer? Og påtænker borgmesteren, at stramme op på de supplerende retningslinjer?

b)      Hvem skal godkende de supplerende retningslinjer? Hvis ikke det er direktionen, som skal godkende disse, kan det så variere fra institution til institution, hvem der har beslutningskompetencen ved afgørelse om, hvorvidt en frivillig kan fungere som frivillig på institutionen/tilbuddet?  

c)      Hvordan vil forvaltningen sikre en godkendelsesprocedure for hvem, der kan deltage i Elmehusets rejser, så nepotisme undgås?

 

3..      Inddragelse af frivillige/gæster og autisters behov for forudsigelighed
Børn og unge med autismespektrumforstyrrelser er kendt for at have behov for forudsigelighed. Ferier vil derfor som udgangspunkt udfordre dette behov. Ligesom samvær med andre end dem, som autisterne har en dagligdag med, også kan være en udfordring. Derfor er det vigtigt at få oplyst:

a)      Er de frivillige og ”gæsterne” på skirejserne blevet klædt på til opgaven ved løbende samtaler forud for Elmehusets rejser?

b)      Hvornår er der sket opfølgning på deres bidrag og deltagelse på skiferierne?

c)      Hvordan harmonerer denne inddragelse med de behov, som børn og unge med autismespektrumforstyrrelser har for forudsigelighed?

 

4.      Timingen af ” ”Frivillige i Elmehuset - en konceptbeskrivelse” (Bilag 2)

Redegørelsen ”Frivillige i Elmehuset - en konceptbeskrivelse” (Bilag 2) er udarbejdet i september 2014, selvom Elmehuset i flere år har arbejdet med frivillige. Det er derfor interessant, at vide:

a)      Hvorfor er redegørelsen om brug af frivillige først udarbejdet efter, at medierne har fået fokus på Elmehusets brug af frivillige?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2014

 

Forespørgslen blev besvaret.

 

 

 

Til top