Mødedato: 13.11.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Cykelsupersti Albertslundruten, 2. etape

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende projektforslag og indstilling om frigivelse af midler, med henblik på at forbedre cykelforholdene på Albertslundruten etape 2 langs Hyltebjerg Allé, Linde Allé og ved krydsningen af Ring 2.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,
  1. at der frigives en anlægsbevilling på 3,75 mio. kr. til anlæg af Albertslundruten, etape 2. Bevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. Økonomiafsnittet.


Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2013 (A, B, F, I og Ø) (BR 3. september 2012) blev det besluttet at afsætte 14 mio. kr. til cykelsuperstier (Cykelpakke VI), herunder 4 mio. kr. til etablering af bedre cykelforhold på Albertslundruten, Hyltebjerg Allé, Linde Allé og ved krydsningen af Ring 2.

Forvaltningen fremlægger projektforslag og indstilling om frigivelse af midler med henblik på, at projektet kan anlægges.

Løsning

Forvaltningens projektforslag fremgår af bilag 3. Forvaltningen foreslår følgende greb: 

  • Farten på hele strækningen sænkes til anbefalet 30 km/t for biler
  • Parkeringspladser omrokeres for at give bedre plads til cyklister
  • Fartdæmpende foranstaltninger i form af hævede flader og bump med enkeltsporede forsætninger (bump er indsnævret, så cyklisterne kan cykle uden om)
  • Cykelbaner og cykelstier på udvalgte strækninger.

Ved valg af løsningen har forvaltningen taget hensyn til, at strækningen skal skabe bedre fremkommelighed og trafiksikkerhed for cyklister samtidig med, at den skal bibeholde status som beboelsesvej.

Dette gøres ved at skabe bedre plads for cyklisterne, lavere hastigheder for bilister og mindre gennemkørselstrafik samt ved at nedlægge færre parkeringspladser på strækningen end først planlagt.

Krydsningen af Ring 2
Den store trafikmængde på Ring 2 gør det meget vanskeligt for cyklisterne at krydse Grøndals Parkvej ved Linde Allé i myldretiden.

Forvaltningen har i 2013 (jf. bilag 5) fået udarbejdet en rapport med ídeskitser til løsninger på problematikken. Der blev skitseret syv forskellige løsninger, som f.eks. stitunnel, stibro, signalanlæg og diverse stiløsninger i niveau.

De fleste blev vurderet for bekostelige eller uhensigtsmæssige i forhold til tryghed, trafiksikkerhed og fremkommelighed.

Forvaltningen foreslår i stedet, at den eksisterende helle på Grøndals Parkvej flyttes op til udmundingen af Linde Allé i Grøndals Parkvej, hvormed de mange cyklister samt fodgængere får et sikkert støttepunkt og kan krydse Ring 2 i to tempi, hvilket vil skabe langt bedre fremkommelighed og tryghed for cyklisterne end forholdene i dag (jf. bilag 3f).

Konsekvenser for parkering

I forbindelse med cykelpakke VI blev det aftalt, at der kan nedlægges op til 165 parkeringspladser på strækningen.

Projektforslaget indebærer nedlæggelse af i alt 58 pladser på strækningen, jf. bilag 4.

  • På Linde Allé mellem Grøndals Parkvej og Hyltebjerg Allé nedlægges 13 pladser
  • På Hyltebjerg Allé mellem Linde Allé og Ålekistevej nedlægges 15 pladser
  • På Hyltebjerg Allé mellem Ålekistevej og Damhusdæmningen nedlægges 30 pladser.

Alle parkeringspladser ligger uden for parkeringszonen, og der er derfor ikke krav om erstatningspladser. Efter nedlæggelse af parkeringspladserne vil der være en belægningsprocent på under 100 i dagtimerne, i aftentimerne øges belægningen til 101 % i en gåafstand af 400 m fra strækningen (jf. bilag 4). Det vurderes dog, at der er ubenyttede private parkeringspladser i umiddelbar nærhed af strækningen, der vil kunne nedskrive belægningsprocenten.

Høring og godkendelse af projekter

Københavns Politi har givet samtykke til forslaget.

Forvaltningen har været i dialog med Vanløse Lokaludvalg, der ikke kan støtte forvaltningens forslag. Lokaludvalget har ønsket cykelstier på stykket mellem Linde Allé og Ålekistevej. I forbindelse med udarbejdelse af forslaget har der været en grundig dialog med lokaludvalg og beboere, jf. bilag 6.

Etablering af cykelstier på strækningen ligger uden for projektets budget, da cykelstier på Hyltebjerg Allé mellem Ålekistevej og Linde Allé vurderes at koste ca. 4,2 mio. kr. Forvaltningen vurderer endvidere ikke, at etablering af cykelstier på strækningen er den rigtige løsning, da etablering af cykelstier ikke tager hensyn til behovet og ønskerne fra de borgere, der bor langs strækningen, samt strækningens status som beboelsesvej.

Etablering af cykelstier ville medføre nedlægning af yderligere ca. 65 parkeringspladser på strækningen.

Lokaludvalget har tillige ønsket en renovering af fortove hvilket estimeres til at koste 13,2 mio. kr., hvilket der ikke er afsat penge til i nærværende projekt.

Økonomi

I forbindelse med Cykelpakke VI i Budget 2013 (BR 03. september 2012) blev der afsat en pulje på 14 mio. til Supercykelstier. Af disse blev 4 mio. kr. øremærket til forbedring af cykelforholdene på Albertslundrutens forløb langs Linde Allé, Hyltebjerg Allé samt krydsningen af Ring 2. Af de 4,0 mio. kr. er 0,25 mio. kr. stjernemarkeret.  Midlerne er brugt til intern projektledelse samt ekstern rådgivning.

Med denne indstilling ønskes de resterende 3,75 mio. kr. frigivet til detailprojektering og anlæg af projektet. De 3,75 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 fordelt med 0,471 mio. kr. i 2014 og 3,279 mio. kr. i 2015.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2014 p/l)

År 2014

År 2015

I alt

TMU

Albertslundruten etape 2 (Linde Allé og Hyltebjerg Allé)

3400 Ordinær anlæg

2.28.23.3

471

3.279

3.750

I alt

-

-

-

471

3.279

3.750

TMU = Teknik- og Miljøudvalget 

De forventede udgifter til ekstern rådgivning, interne udgifter og anlæg af projektet af den samlede bevilling på 4,0 mio. kr. fremgår af nedenstående tabel:

Tabel 2. Kategorisering af anlægsmidler

1.000 kr. (2014 p/l)

2014

2015

I alt

Ekstern rådgivning

319

178

497

Interne udgifter

152

199

442

Anlæg af projektet

0

2.902

2.902

I alt

471

3279

3750

 

Det forventes, at anlægsprojektet vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi marginalt.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter hovedprojektering af projektet med henblik på anlæg i foråret 2015.

 

Pernille Andersen                                /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget i bilag 3 danner grundlag for detailprojektering og anlæg af Albertslundruten etape 2.
  2. at der nedlægges 58 p-pladser uden for betalingszonen, jf. bilag 4.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

    3.   at der frigives en anlægsbevilling på 3,75 mio. kr. til anlæg af Albertslundruten, etape 2. 
          Bevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2014.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. september 2014

C stillede ændringsforslag om: ”At forvaltningen pålægges at fremkomme med et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med 3 stemmer mod 8.

For ændringsforslaget stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.
Ingen undlod at stemme.

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 3.
Indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 3.

For indstillingen stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C, I og V.
Ingen undlod at stemme.

I afgav protokolbemærkning:
”LA ønsker at overholde budget 2013, men LA kan naturligvis ikke tvinges til nedlæggelse af p-pladser uden yderligere drøftelser.”

C og V afgav protokolbemærkning:
”Vi ønsker et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser, og hvor der ikke indføres hastighedszoner på 30 km/t.”



Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.



 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. november 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. september 2014:

”Liberal Alliance ønsker at overholde budget 2013, men Liberal Alliance kan naturligvis ikke tvinges til nedlæggelse af p-pladser uden yderligere drøftelser.”

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. september 2014:

”Vi ønsker et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser, og hvor der ikke indføres hastighedszoner på 30 km/t.”

Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2014

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag fra udvalgsbehandlingen:

 

”At forvaltningen pålægges at fremkomme med et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser”

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag blev forkastet med 42 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: O og 2 medlemmer af V (Pia Allerslev og Flemming Steen Munch).

Imod stemte: A, B, C, F, I, 4 medlemmer af V(Caroline Stage Olsen, Leslie Arentoft, Karina Rohrberg Jessen og Michael Jæger Gatten) og Ø.

 

 

Selve indstillingen blev herefter godkendt 38 stemmer imod 15. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F og Ø.

Imod stemte: C, I, O og V.

 

 

Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

 

”Liberal Alliance ønsker at overholde budget 2013, men Liberal Alliance kan naturligvis ikke tvinges til nedlæggelse af p-pladser uden yderligere drøftelser”

 

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

 

”Vi ønsker et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser, og hvor der ikke indføres hastighedszoner på 30 km/t.”

 

 

 

Til top