Mødedato: 13.10.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om stop af videresalg af grønne certifikater

Medlemsforslag

Det forslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen opfordrer bestyrelsen i HOFOR samt tilhørende datterselskaber at stoppe for videresalg for oprindelsesgarantier fra VE-produktion.  

(Stillet af Det Konservative Folkeparti og Alternativet) 

 

Motivering 

Det er et velkendt problem, at grøn elproduktion kan dobbelttælles i både produktionskommune og
aftagerkommune. I 2021 blev det dokumenteret, at den grønne energi fra HOFORS vindmøller både bogføres i Københavns Kommune og i den kommune, hvor de er placeret. Det viser sig nu, at
oprindelsesgarantierne videresælges til private aktører via en mægler. Denne praksis efterlader
offentligheden med et misvisende billede af de faktiske forhold og underminerer investeringer i
vedvarende energiproduktion. Oprindelsesgarantierne fra HOFORs energiproduktion skal ikke
videresælges til private aktører, da energiproduktionen er tiltænkt understøttelsen af Københavns
Kommunes klimamål. Det bør i øvrigt bemærkes, at størstedelen af denne grønne energi udspringer af biomasseafbrænding. 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. oktober 2022

Medlemsforslaget blev forkastet med 35 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C, F, Å, D og O

Imod stemte: Ø, A, B, V og I

 

Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”København satte en ny standard for arbejdet med grøn omstilling, da vi i 2012 vedtog vores nuværende klimastrategi for byen. Det har været afgørende for store investeringer i klimatiltag, og har skubbet for en grønnere udvikling i storbyer i hele verden.

Men meget er sket siden 2012. Verden har ændret sig, og vi bliver løbende klogere på hvad der rykker i den grønne omstilling. Det står derfor også klart nu, at vores måde at opgøre CO2-reduktioner på ikke er tidssvarende og optimal. Derfor har vi sat gang i et større arbejde for at lave en ny klimaplan, hvor vi vil registrere og beregne CO2-reduktioner på en måde, hvor de giver et mere retvisende og præcist billede. Hvor certifikatet ikke medregnes i kommunes CO2-regnskab, såfremt disse sælges videre til anden part.

Men med de nuværende beregningsmetoder og gældende lovgivning, overholder Hofor alle regler, når de sælger certifikater. Og når den indtjening Hofor har, går til grøn omstilling og til at holde varmeprisen nede er dette fornuft midt i en klimakrise og høj inflation”.
Til top