Mødedato: 13.10.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Overdragelse af ressort for økologi og videreførelse af mål om 90 % økologi

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at overdrage mål om økologi inden for mad- og måltidsområdet til Økonomiforvaltningen samt videreføre Københavns Kommunes mål om 90 % økologi i kommunens institutioner under Økonomiforvaltningens ressort.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Økonomiforvaltningen fremover er ansvarlig for at forvalte økologimål indenfor Københavns Kommunes mad- og måltidsområde,
  2. at målet om en samlet gennemsnitligt økologiandel på 90 % i Københavns Kommunes institutioner videreføres og er gældende indtil andet vedtages af Borgerrepræsentationen,
  3.  at gennemsnitsmålet på 90 % økologi for Københavns Kommunes institutioner som helhed suppleres med et minimumskrav om mindst 60 % økologi i hver enkelt af kommunens institutioner ved udgangen af 2019.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

 

Problemstilling

Strategien ”Miljømetropolen – vores vision CPH 2015” blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i 2007 med virkning frem til 2015 og indeholdt et mål om 90 % økologi i kommunens institutioner. Målet blev næsten nået med en økologiprocent på 88 ved udgangen af 2015. I den nye vision for Teknik- og Miljøområdet, ”Fællesskab København”, vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. november 2015, indgår målet om økologi ikke. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til at overføre ansvaret for økologi i mad- og måltidsområdet til Økonomiforvaltningen, samt mål om økologiprocent.

Løsning

Københavns Kommune har siden 2007 investeret i at sikre madkvalitet i og miljøpåvirkning inden for den mad og de måltider, som Københavns Kommune leverer til københavnerne i kommunens knap 900 køkkener. Baggrunden er Borgerrepræsentationens vedtagelse af ”Miljømetropolen – vores vision CPH 2015”, der omfattede målet om at opnå 90 % økologi i kommunens institutioner (f.eks. børneinstitutioner, plejehjem, madservice, idrætsanlæg, kantiner, mødeservice og tekøkkener), og som løb frem til 2015.    

Borgerrepræsentationen vedtog den 17. juni 2015 at fastholde målet om 90 % økologi i de udbudskriterier for mad- og måltidskvaliteten i Københavns Kommune, der skal gælde for det udbud, der afsluttes i efteråret 2016. Udbudskriterierne blev suppleret med et mål om minimum 60 % i hver enkelt institution for at styrke indsatsen for økologi i alle kommunens institutioner og imødekomme den udfordring, at enkelte institutioner stadig har en lav økologiprocent. Således vil den kommende leverandør på mad- og måltidsområdet være forpligtet til at løfte kommunens institutioner på økologiområdet i udbudsperioden på fire år med mulighed for forlængelse på to gange ét år.

For at forpligte kommunens institutioner til at samarbejde med leverandøren på mad- og måltidsområdet om at nå økologimålene, anbefaler Økonomiforvaltningen derfor, at Københavns Kommune fortsat har et overordnet mål om gennemsnitligt at opnå 90 % økologi i kommunens institutioner, og at hver enkelt institution skal opnå mindst 60 % økologi. Dette er i overensstemmelse med de mål, der har været arbejdet med i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Det fortsatte arbejde med at udvikle mad- og måltidsområdet vil herefter ske i samarbejde mellem Økonomiforvaltningen som kontraktholder og den kommende leverandør for mad- og måltidsområdet. Arbejdet vil omfatte at styrke økologiprocenten og bistå kommunens institutioner  med at overgå til det danske certificeringsmærke, Det Økologiske Spisemærke, for at forbedre datagrundlaget for opgørelse af økologiprocenten. Økonomiforvaltningen er via Københavns Ejendomme ansvarlige for forvaltningen heraf, og kontrakten administreres af en referencegruppe, der består af Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen samt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen anbefaler, at arbejdet med økologisk omstilling placeres i Økonomiforvaltningen. Målet er at styrke fødevareområdet generelt og økologi anses som en integreret del af denne indsats.

Økonomi

Vedtagelse af indstillingen har ikke direkte økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Økologimålet har hidtil overordnet set kunnet nås inden for det budget, der er afsat til mad- og måltidsområdet. Det forudgående arbejde med at omlægge har dog vist, at der i enkelte institutionstyper kan opstå behov for ekstrabevillinger til råvareindkøb eller nye anlæg. Københavns Madservice har i den forbindelse for at styrke omstillingen til økologi fået 2,3 mio. kr. ekstra til driften i perioden 2012 til 2015.

Videre proces

På baggrund af Borgerrepræsentationens godkendelse vil Økonomiforvaltningen sammen med leverandøren til udvikling af mad- og måltidsområdet - med forventet indgået kontrakt ultimo 2016 - udvikle en plan for at opfylde og opretholde de fastsatte økologimål for kommunens institutioner. Økonomiforvaltningen vil fremover indsamle data én gang om året og forelægge økologiprocenten for Borgerrepræsentationen, samt har fortsat fokus på fremadrettede initiativer, der kan styrke fødevaredagsordenen i København.

 

                        Mikkel Hemmingsen                    Pernille Andersen  

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Økonomiforvaltningen fremover er ansvarlig for at forvalte økologimål indenfor Københavns Kommunes mad- og måltidsområde.

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  2. at målet om en samlet gennemsnitligt økologiandel på 90 % i Københavns Kommunes institutioner videreføres og er gældende indtil andet vedtages af Borgerrepræsentationen.

  3. at gennemsnitsmålet på 90 % økologi for Københavns Kommunes institutioner som helhed suppleres med et minimumskrav om mindst 60 % økologi i hver enkelt af kommunens institutioner ved udgangen af 2019.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. oktober 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top