Mødedato: 13.06.2001, kl. 16:00

Boliger for alle - boligpolitisk strategiplan

Boliger for alle - boligpolitisk strategiplan

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 13. juni 2001

Nr. 26 BR 297/01. Boliger for alle - boligpolitisk strategiplan

Indstilling om "Boliger for alle - boligpolitisk strategiplan for Københavns Kommune 2001-2004".

(Økonomiudvalget)

 

Et af Lars Hutters (L) stillet forslag om tilbagevisning af den 3. pind (Lejlighedssammenlægning) i Aftale om Københavns boligpolitik 2001 – 2004 til Økonomiudvalget blev forkastet med 31 stemmer imod 20.

For stemte V, Ø, C og L.

Imod stemte A, F, O, B, P, D, Lubna Elahi (UP) og Aage H. B. Pedersen (UP).

 

Enhedslisten havde stillet følgende ændringsforslag:

1) Som ny overordnet indledning på den boligpolitiske strategi tilføjes følgende afsnit:

Målsætning for Københavns boligpolitik.

København skal have plads til alle. Det betyder, at man skal kunne finde en bolig, uanset alder, indkomst og etniske herkomst. Vi ønsker en by, hvor der er sunde og gode boliger til alle.
Det er en menneskeret at have en sund bolig i København. De mange københavnske boliger, der i dag er i dårlig stand, renoveres op til en minimumsstandard. Det betyder, at der skal være indlagt fjernvarme og toilet i lejligheden, samt at tag, facader og vinduer kan holde såvel varme som kulde ude.
Der skal ske en helhedsorienteret indsats i de kvarterer med boligsociale problemer. Byfornyelse og anden renovering skal tænkes sammen med kvarterets samlede problemer, således at kvarteret løftes bygningsmæssigt, trafiksaneres, får bedre institutionsdækning og styrket de sociale netværk i sammenhæng.
København vil tænke byøkologi ind i hele boligpolitikken.

Beboerne må være omdrejningspunktet for Københavns boligpolitik. Vi ønsker at inddrage beboernes egne ressourcer, . i planlægningen og gennemførelsen af byfornyelse, renovering og kvarterløft.

København har behov for billige boliger. Det fremtidige nybyggeri i København skal derfor som udgangspunkt bestå af billige leje- og andelsboliger.

2) Temaafstemning om lejlighedssammenlægninger:

I den boligpolitiske strategi fjernes målet om at nedlægge 15.500 små boliger (s.7), målsætningen på side 9 herom samt afsnittet "Flere lejlighedssammenlægninger" (s. 24 & 25).

I partnerskabsaftalerne indskrives som princip i alle aftaler, at lejlighedssammenlægninger i det almene byggeri er frivillige og kun kan finde sted, såfremt beboerne i byggeriet er enige heri.

I byudviklingspuljen (bilag 4) fjernes kriteriet for støtte til projekter der handler om "sammenhæng med lejlighedssammenlægninger".

3) Temaafstemning om boliger til unge:

For at sikre finansiering af 1000 kollegielignende ungdomsboliger afsættes 80 mill. kr. Midlerne tages fra puljen til lejlighedssammenlægninger (25 mill.), udstillings og informationsindsatsen (12 mill.), samt fra byggemodningsmidlerne (13 mill.).

4) Temaafstemning om medejerskab/medejerboliger:

Der vedtages som principbeslutning: "Det er en central forudsætning for Københavns Kommune, at etablering af medejerboliger betyder at der i samme projekt etableres mindst et tilsvarende antal almindelige almene boliger, som udlejes efter de sædvanlige regler. Kommunerne skal fortsat kunne anvise til mindst 25 pct. af det samlede projekts boliger. Etablering af medejerskab i eksisterende byggeri, skal modsvares af etablering af mindst et tilsvarende antal almindelige almene boliger, som udlejes efter de sædvanlige regler."

I den boligpolitiske strategi fjernes på s. 15 muligheden for at sælge almene boliger.

5) Fremme af mobiliteten på boligmarkedet (bilag 6):

Borgerrepræsentationen retter henvendelse til folketinget med henblik på at få ændret lejeloven, så en modernisering ved lejerskifte efterfulgt af voldsomme lejeforhøjelser, kan forhindres.

6) Om Ny Amager Standpark (bilag 7):

Muligheden for byggeri i forbindelse med Ny Amager Strandpark udgår. (Midlerne, 105 mill. kr., tages fra byggemodningsmidlerne).

7) Temaafstemning om en ekstraordinær boligsocial indsats (Bilag 8):

De i boligaftalen nævnte "særboliger" benævnes almene ældre boliger.

Der afsættes 40 mill. kr. (10 mill. kr. årligt i perioden 2001 – 2004), til en ekstraordinær boligsocial indsats. Midlerne tages fra byggemodningsmidlerne.

Begrundelse: Vedrørende første linie: Kun ved denne benævnelse kan kommunen have en 100% anvisningsret. Ellers giver lovgivningen kun mulighed for 90% anvisning.

Vedrørende anden linie: Opførsel af 500 særboliger er et udmærket initiativ, men kan dog ikke 100% erstatte en ekstraordinær boligsocial indsats, hvorfor Enhedslisten foreslår, at midlerne fastholdes.

8) I den boligpolitiske strategi, side 9, indsættes som nyt afsnit i den alsidige boligby:

Nybyggeri.

Københavns Kommune vil – i erkendelse af at byen mangler lejeboliger - afsætte midler til opførsel af mindst 1000 almene lejeboliger i de kommende år. Midlerne hertil – ca. 80 mill. kr., tages fra byggemodningsmidlerne.

9) I den boligpolitiske strategi, side 26, indsættes nyt afsnit:

Trafiksanering.

For København er det centralt at få nedbragt trafikken i byen. Kommunen vil derfor bede folketinget om mulighed for at indføres kørselsafgifter i København fra år 2002. Kommunen vil indføres bompenge efter norsk model, indtil forsøgsarbejdet med roadpricing er afsluttet.

Ændringsforslagene 1 – 2 og 4 – 9 blev alle forkastet med 44 stemmer imod 8.

For stemte Ø og L.

Imod stemte A, V, F, O, C, B, P, D, Lubna Elahi (UP) og Aage H. B. Pedersen (UP).

Ændringsforslag 3 blev forkastet med 43 stemmer imod 8.

For stemte Ø og L.

Imod stemte A, V, F, O, C, B, P, D og Lubna Elahi (UP).

 

Et af Ole Hentzen (C) stillet ændringsforslag om bilag 7 (Ny Amager Strandpark) blev godkendt uden afstemning.

 

Herefter blev indstillingen – inclusive de godkendte ændringsforslag – godkendt med 31 stemmer imod 8.

For stemte A, F, O, B, P, D og Aage H. B. Pedersen (UP).

Imod stemte Ø og L.

Undlod at stemme: V, C og Lubna Elahi (UP).

 

SF er af den opfattelse, at lejlighedssammenlægninger kun skal ske, hvis det foregår frivilligt og i forbindelse med etablering af en mere varieret boligsammensætning.

Det fremgår klart af aftalen, at lejlighedssammenlægninger skal foregå ved frivillighed, og at retningslinier herom skal forelægges Borgerrepræsentationen.

Som følge heraf kan der ikke siges noget om, hvor mange små lejligheder der kan nedlægges.

 

Enhedslisten konstaterer, at på trods af utallige opfordringer undlod overborgmesteren at bekræfte SF's udokumenterede påstand om, at boligaftalen ikke medfører tvangssammenlægninger af små lejligheder. SF's påstand kan således karakteriseres som ønsketænkning - ikke virkelighed.

Lars Hutters, Sol, har stemt imod, da Borgerrepræsentationen trods gentagne anmodninger ikke har kunnet få en politisk garanti for at lejlighedssammenlægninger kun bør ske på frivillig basis.

 

 

Til top