Mødedato: 12.11.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ankestyrelsens praksisundersøgelse om sanktioner

Se alle bilag
Ankestyrelsen offentliggjorde i september 2015 en praksisundersøgelse om anvendelsen af sanktioner i 2014, som Københavns Kommune har deltaget i. Denne indstilling gennemgår de vigtigste konklusioner.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 
  1. at Ankestyrelsens praksisundersøgelse om kommunernes anvendelse af sanktioner tages til efterretning, jf. bilag 1.

(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget)

Problemstilling

Ankestyrelsen har i en såkaldt praksisundersøgelse undersøgt 10 kommuners anvendelse af sanktioner over for modtagere af kontanthjælp og uddannelseshjælp, der udebliver fra tilbud. Ankestyrelsen har i hver enkelt sag vurderet, i hvilket omfang de konkrete afgørelser er i overensstemmelse med lovgivning og praksis. Da København var en af de 10 kommuner, skal undersøgelsen behandles af Borgerrepræsentationen.

Løsning

Praksisundersøgelsen gennemgår om
  • Sanktionerne er givet på et korrekt grundlag
  • Vejledningspligten er overholdt
  • Alle rimelige muligheder for partshøring er udtømt
  • Hvordan kommunerne får oplysninger om forhold, der har betydning for vurderingen af, om en borger skal sanktioneres.

Ankestyrelsen har konkret gennemgået og vurderet 99 sager, heraf 12 sager fra Københavns Kommune. Af de 12 sager har Ankestyrelsen bemærkninger til to.

Københavns Kommune er den kommune, hvor Ankestyrelsen har færrest bemærkninger til sagsbehandlingen. Se resultaterne i nedenstående tabel 1.

Tabel 1: Ankestyrelsens vurdering af afgørelsen om sanktionering*

Afgørelsen er i overens-
stemmelse med regler og praksis

Afgørelsen ville være blevet omgjort eller hjemvist af Ankestyrelsen

Vurdering ikke mulig – manglende grundlag

I alt

Alle 10 kommuner
(99 sager)

47 sager
47 %

25 sager
25 %

26 sager
26 %

99 sager**
100 %

Københavns Kommune
(12 sager)

10 sager
83 %

1 sag
8 %

1 sag
8 %

12 sager
100 %

Note: Procenterne summer ikke til 100, da der ikke er anvendt decimaler.
*De kommunefordelte resultater fremgår af undersøgelsens bilag 1, side 64-66.
** En enkelt sag fremgår ikke. I denne var kommunens beslutning forkert.


Ankestyrelsens bemærkninger til to sager fra Københavns Kommune
Ankestyrelsen vurderer, at Københavns Kommune i det ene tilfælde traf afgørelse på et ufuldstændigt oplysningsgrundlag og i det andet tilfælde ikke traf den korrekte afgørelse.

I den første sag kritiserer Ankestyrelsen, at kommunen ikke indhentede oplysninger om udeblivelsen fra det tilbudssted, borgeren var udeblevet fra. Kommunen partshørte imidlertid borgeren, og afgørelsen var derfor ikke direkte i strid med lovgivningen.

I den anden sag vurderer Ankestyrelsen, at kommunen har trukket borgeren i kontanthjælpen på et forkert grundlag. Kommunen medtog ikke i sin afgørelse, at borgeren forud for fraværet havde henvendt sig til jobcentret og bedt om at få accepteret fravær for udeblivelse. Borgeren startede i uddannelse umiddelbart efter sanktioneringen, og afgørelsen fik derfor i praksis ingen konsekvenser for borgeren. Den konkrete sag er derfor ikke blevet behandlet yderligere.

Praksisundersøgelsens anbefalinger
Ankestyrelsen anbefaler, at kommunen sanktionerer efter følgende anbefalinger:

  1. Kommunen skal undersøge, om borgeren har en rimelig grund til at udeblive
  2. Borgeren skal partshøres, og det skal for aktivitetsparate borgere sikres, at kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at komme personligt i kontakt med borgeren om årsagen til udeblivelsen
  3. Borgeren er fyldestgørende vejledt om konsekvenserne ved udeblivelse
  4. Vejledningen gives samtidig med afgivelsen af tilbud
  5. Kommunen ændrer sine blanketter, så borgeren selv skal redegøre for sit fravær.

På side 10 i bilag 1 er Ankestyrelsens anbefalinger uddybet.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen følger allerede disse anbefalinger og indstiller derfor over for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Borgerrepræsentationen at undersøgelsen tages til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender denne indstilling, vil undersøgelsen blive forelagt Borgerrepræsentationen til efterretning, jf. retssikkerhedslovens § 79 a.


Birgitte Hansen  /  Jacob Zeberg Eberholst

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen,
  1. at Ankestyrelsens praksisundersøgelse om kommunernes anvendelse af sanktioner tages til efterretning, jf. bilag 1.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 2. november 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. november 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top