Mødedato: 10.12.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Rammeaftale for fremtidig anvendelse af ældreboliger

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indgåelse af rammeaftale om at ændre (ommærke) overskydende almene ældreboliger til almene ungdomsboliger og almene familieboliger for en 10-årig periode.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at Københavns Kommune og BL's 1. kreds indgår en 10-årig rammeaftale om ommærkning af overskydende almene ældreboliger til hhv. almene ungdomsboliger og almene familieboliger.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets samt Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

(Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Omkring 650 københavnske almene ældreboliger anvendes pt. ikke til ældreboligformål. Samtidig er det københavnske ungdomsboligmarked og det øvrige boligmarked under pres. Københavns Kommune og den almene boligsektor indgik i Hovedaftalen for 2015-2018 (BR 11. december 2014) aftale om at udarbejde en model for fremtidig anvendelse af overskydende ældreboliger.

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til de generelle vilkår for en rammeaftale, hvor almene ældreboliger administrativt ændres (ommærkes) til almene ungdoms- og familieboliger. Herefter skal der indgås individuelle aftaler med de involverede boligorganisationer.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med den almene boligsektor udarbejdet udkast til en rammeaftale for ommærkning af almene ældreboliger til almene ungdomsboliger og almene familieboliger. Rammeaftalen vil gælde 10 år og er vedlagt med bilag som bilag 1 og 2.

Ommærkning medfører en væsentlig huslejenedsættelse for de efterfølgende ungdomsboliger. Nedsættelsen opstår ved, at ommærkningen udløser muligheden for det statslige ommærkningsbidrag og det kommunale grundskyldstilskud, som blev bevilget i Budget 2016 (A, B, C, F, I, O og V).

Samtidig vil kommunen i perioden for ommærkningen være fritaget for en forpligtelse til at betale eventuel leje ved manglende udlejning for de nuværende ældreboliger.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vil jf. rammeaftalen indgå individuelle aftaler med boligorganisationerne om ommærkning af konkrete boliger og kan justere i de individuelle aftaler i perioden, såfremt der skulle vise sig behov herfor. Kommunen kan opsige de individuelle aftaler, hvis efterspørgslen på ældreboliger stiger.

Det bemærkes, at ingen af de nuværende beboere berøres af rammeaftalen, da boliger udelukkende ommærkes ved nyindflytning. Boliger der indgår i rammeaftalen friholdes samtidig fra boligsocial anvisning i perioden.

Når rammeaftalen udløber, ændres boligerne tilbage til almene ældreboliger i takt med at boligerne bliver ledige. Herefter genindtræder kommunens ret til at anvise til boligerne samt kommunens pligt til at dække huslejetab.

Grundskyldstilskud og ommærkningsbidrags betydning for huslejen
Ældreboliger under 65 m², der ommærkes til ungdomsboliger, kan modtage et kommunalt grundskyldstilskud. Tilskuddet er i 2015 ca. 4.100 kr. årligt pr. bolig tillagt en årlig stigning på 7 %.

Ældreboliger mellem 50 og 65 m², der indgår i rammeaftalen og som ommærkes til ungdomsboliger kan samtidig modtage et statsligt ommærkningsbidrag. Bidraget er på 180 kr. pr. m² boligareal i 2015 og kan gives i op til 10 år, hvorefter det bortfalder.

Det betyder, at en almen bolig på 55 m², som eksempel vil modtage ca. 4.100 kr. i årligt grundskyldstilskud og kan modtage et ommærkningsbidrag på 9.900 kr. pr. år. svarende til en huslejenedsættelse på ca. 1.200 kr. pr. måned.

Ældrerådet har været hørt om sagen og er positive. Høringssvar er vedlagt som bilag 3.

Økonomi

Københavns Kommune har på Budget 2016 (A, B, C, F, I, V og O) afsat 0,3 mio. kr. i drift i 2016, 0,7 mio. kr. i 2017, 1,0 mio. kr. i 2018 og 1,5 mio. kr. fra 2019 og frem til grundskyldstilskud til ommærkede ungdomsboliger. Udgiften til grundskyldstilskud er en varig driftsudgift, der udfases i perioden 2027 til 2031, i takt med at boligerne mærkes tilbage til almene ældreboliger.

Videre proces

Under forudsætning af politisk godkendelse implementeres rammeaftalen gennem individuelle aftaler mellem kommunen og de bidragende boligorganisationer. Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, der sammen indgår de konkrete aftaler.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vil i samarbejde med BL’s 1. kreds gennemføre en evaluering af rammeaftalen efter 1-2 år samt efter 8 år, med henblik på at vurdere den fremtidige anvendelse af boligerne efter rammeaftalens udløb.                 


Pernille Andersen                 /Katja Kayser 

Oversigt over politisk behandling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at Københavns Kommune og BL's 1. kreds indgår en 10-årig rammeaftale om ommærkning af overskydende almene ældreboliger til hhv. almene ungdomsboliger og almene familieboliger.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget godkender,

    2.   at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen 
          bemyndiges til sammen at indgå individuelle aftaler med boligorganisationerne 
          om ommærkning jf. rammeaftalen.

    3.    at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen 
             bemyndiges til sammen at justere i aftalerne i indsatsperioden, såfremt 
             der skulle vise sig behov herfor.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2015

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag
”At boliger alene kan ommærkes til ungdomsboliger”.

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med en stemme mod otte. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C.
Imod stemte: A, B, F, V og Ø.

 

1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod nul. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V og Ø.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: C.
 

2. og 3. at-punkt blev godkendt med otte stemmer mod nul. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V og Ø.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: C.


Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2015

Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets samt Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. december 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. december 2015

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen:

”At boliger alene kan ommærkes til ungdomsboliger.”

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 43 stemmer imod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C og I.

Imod stemte: A, B, F, O, V og Ø.

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 45 stemmer imod 0. 3 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, I, O, V og Ø.

Følgende undlod at stemme: C.

Til top