Mødedato: 10.12.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Vejanlæg i Mjølnerparken

Se alle bilag
Med henblik på at forbedre adgangsforholdene til og fra Mjølnerparken skal der tages stilling til projektforslag om ny adgangsvej, krydsombygning og frigivelse af midler til anlæg.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

1. at der frigives en anlægsbevilling på 6,0 mio. kr. til etablering af ny adgangsvej til Mjølnerparken. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og  Miljøudvalgets bevilling, Ordinær anlæg fordelt med 3,1 mio. kr. i 2016, 2,8 mio. kr. i 2017 og 0,1 mio. kr. i 2018,

2. at der frigives en anlægsbevilling på 9,9 mio. kr. til ombygning af krydset Tagensvej/Rovsingsgade. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets     bevilling, Ordinær anlæg fordelt med 0,1 mio. kr. i 2015, 5,3 mio. kr. i 2016, 4,4 mio. kr. i 2017 og 0,1 mio. kr. i 2018.

Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen primo 2016 i samarbejde med forvaltningerne foretager en revurdering af anlægsbudgettet i 2016 med henblik på, om der kan flyttes anlægsmidler tilbage til 2016.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I Budget 2014 (BR 3. oktober 2013) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 22,2 mio.kr. til vejombygninger i forbindelse med Mjølnerparken. Heraf er 6,2 mio. kr. til etablering af en ny adgangsvej til Mjølnerparken i Superkilen ved Tagensvej og 10,0 mio.kr. til ombygning af krydset Tagensvej/Rovsingsgade for tilslutning af adgangsvejen.

Der skal tages stilling til projektforslag og frigivelse af anlægsmidler, så detailprojektering og udførelse kan igangsættes.

Løsning

Borgerrepræsentationen vedtog lokalplan nr. 506 for Mjølnerparken den 18. september 2014. Lokalplanen danner rammen for etablering af den nye adgangsvej og ombygning af krydset i den nordligste del af Superkilen. Formålet med den nye adgangsvej til Mjølnerparken og ombygning af krydset Tagensvej/Rovsingsgade er, at skabe mere tryghed i Mjølnerparken ved at etablere en forbedret sammenhæng og tilgængelighed til de omgivende byområder og rekreative arealer.

Adgangsvej og krydsombygning udføres som et sammenhængende projekt. Adgangsvejen giver mulighed for, at den nuværende adgangsvej via rampe ned til Mjølnerparken fra Tagensvej kan nedlægges og omdannes til grønt areal, som et led i Lejerbos realisering af Helhedsplan for Mjølnerparken. Helhedsplanen er udarbejdet af Lejerbo i samarbejde med Københavns Kommune, Landsbyggefonden og Mjølnerparkens beboere. Anlæg af adgangsvejen har afventet Mjølnerparkens beboeres godkendelse af Helhedsplanen. Beboerne godkendte helhedsplanen den 14. juni 2015. Helhedsplanen forelægges Teknik- og Miljøudvalget den 9. november 2015.

Med projektforslaget foreslår forvaltningen følgende:

Ny adgangsvej
Den nye adgangsvej skal efter lokalplan nr. 506 anlægges gennem Superkilen. For at skabe sammenhængen og tilgængeligheden til de omkringliggende byområder anlægges vejen komplet med fortov, cykelsti og kørebane.

Den eksisterende dobbeltrettede cykelsti gennem Superkilen (jf. bilag 2A) flyttes, og bliver en del af den eksisterende gangsti i vestsiden af Superkilen. Dette sker for at undgå de trafiksikkerheds- og fremkommelighedsproblemer, der erfaringsmæssigt opstår, når en dobbeltrettet cykelsti ender i et trafikeret kryds. En samling af cykel- og gangsti har samtidig den fordel, at det grønne område reduceres mindst muligt ved etablering af den nye adgangsvej.

Krydsombygning
Det signalregulerede kryds Tagensvej/Rovsingsgade ombygges, så den nye adgangsvej til Mjølnerparken skaber forbindelse til og sammenhæng med de omkringliggende byområder. Krydset rettes op med ændrede kørespor og midterheller, så trafikken kan ledes jævnt gennem krydset. Signalreguleringen justeres som følge af den nye adgangsvej til Mjølnerparken, så den giver bedre fremkommelighed i forhold til områdets øvrige vejkryds.

Parkering
Der bliver ikke ændret på parkeringsforholdene i forbindelse med projektet.

Fremkommelighed
I anlægsperioden påvirkes trafikkens fremkommelighed på Tagensvej begrænset og momentvist. Arbejdet forventes udført med kørebaneindsnævringer eller midlertidig inddragelse af en vognbane. Arbejde med mere omfattende påvirkninger af fremkommeligheden vil blive udført i weekend eller sommerferieperioden.

Træer og inventar
Projektforslaget forudsætter flytning af eksisterende inventar, træer og belysning i Superkilen. Der flyttes syv træer, jf. Bilag 4. Den nuværende høj med tyremonument flyttes af hensyn til den nye adgangsvej, mens vartegnet mod Tagensvej ”Donuten” bevares på den nuværende placering. Vej og kryds udføres, så Superkilens arkitektur og hensigt bevares.

Høring
Forslaget har været sendt i høring hos Nørrebro Lokaludvalg, Lejerbo, AP-pension, Arbejdernes Andels Boligforening AAB og lokalrepræsentanter for Superkilen, der enten er naboer eller er involveret i projektet.

Forvaltningen har modtaget høringssvar fra Nørrebro Lokaludvalg og Lejerbo.

Lejerbo er positive og har følgende kommentarer:

  • at der er behov for koordinering med cykelruten ”Nordvestpassagen” mellem Superkilen og Lygten,
  • at projektet bør udføres, så der ikke anlægges cykelstier langs Borgmestervangen,
  • at krydsombygningen burde, som skitseret tidligt i processen, anlægges som et skævt kryds (kryds, hvor ”ligeudkørsel” kræver retningsændring), og har spørgsmål til hastighedsdæmpning, jf. bilag 6.

Lejerbos ønsker imødekommes med undtagelse af etablering af et skævt kryds, jf. bilag 7. Forvaltningen har erfaring for, at skæve kryds er mindre overskuelige og giver flere trafikuheld. Med projektforslaget udformes krydset derfor som et lige kryds. Løsningen tilgodeser dermed trafiksikkerheden i samspil med Lejerbos kommende hastigheds-dæmpende foranstaltninger for ind- og udkørende bil- og vareleverancetrafik.

Løsningen med et lige kryds åbner området op og sikrer dermed sammenhæng og tilgængelighed med de omkringliggende byområder, hvilket er i overensstemmelse med lokalplanens intention om at sikre en passende trafikal gennemstrømning i Mjølnerparken.

Nørrebro Lokaludvalgs holdning er ikke entydig, og udvalget har følgende kommentarer:

  • at den nyanlagte vej vil blive en smutvej for trafik mellem Nørrebrogade og Tagensvej,
  • at cyklisternes sikkerhed ved krydsning af den nye adgangsvej ikke er tilgodeset,
  • at forslaget ikke tager højde for den merstøj, der kommer fra lastbiler og gennemfartstrafik,
  • at projektet ikke kompenserer for det inddragne grønne areal,
  • og at projektet ikke håndterer vand fra Tagensvej i forbindelse med skybrud, jf. Bilag 6.

Forvaltningen har så vidt muligt søgt at imødekomme lokaludvalgets bemærkninger:

  • Når trafikal gennemstrømning jf. lokalplanen skal sikres, kan der være risiko for smutvejskørsel. Dette forventes minimeret ved Lejerbos kommende hastighedsdæmpende foranstaltninger på Borgmestervangen.
  • Forvaltningen vurderer, at cyklisternes sikkerhed er tilgodeset ved, at krydset etableres som et lige kryds med en standard cykelkrydsning.
  • Hvad angår trafikstøj, forventer forvaltningen, at adgangsvejen vil betjene en begrænset trafikmængde med lav hastighed. Derfor vurderes der ikke at være et behov for yderligere tiltag mod trafikstøj på det under 50 m lange vejstykke.
  • Med projektet inddrages et grønt areal. I forbindelse med realiseringen af Helhedsplan for Mjølnerparken påtænkes nedlagt en eksisterende adgangsvej, og området begrønnes. Herved kompenseres for det inddragne grønne areal. Evt. yderligere kompensation vil kræve ekspropriation fra naboejendommen.
  • Med hensyn til spørgsmålet om håndtering af regnvand (skybrud), ændrer projektet ikke på de eksisterende niveauforhold. Afvandingsforholdene i Tagensvejkrydset og på den nye adgangsvej anlægges, så afvandingsbehovene tilgodeses, og vandet ledes væk fra Mjølnerparken til kloaksystem og til Superkilen.

De tidsmæssige forhold giver ikke mulighed for at fremme nærværende indstilling samtidig med Nordvestpassagen, men forslaget er koordineret i samarbejde med Nordvestpassagen, helhedsplanarbejdet for Mjølnerparken og med arkitekt og lokalrepræsentanter for Superkilen. Derudover koordineres projektet tillige med projektet for cykelsti/bus på Tagensvej.

Politiet har godkendt projektet.

Økonomi

I Budget 2014 (Æ15) er der afsat 10,0 mio.kr. (2014 p/l) til ombygning af krydset Tagensvej/Rovsingsgade og 6,2 mio. kr. (2014 p/l) til etablering af en ny adgangsvej til Mjølnerparken/Superkilen ved Tagensvej, jf. bilag 5, økonomioversigt.

Videre proces

Projektet anlægges i perioden juni 2016 – september 2017.

Pernille Andersen                            /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget danner grundlag for detailprojektering og udførelse af ny adgangsvej til Mjølnerparken og udførelse af ombygning af krydset Tagensvej/Rovsingsgade, jf. bilag 3Aog B.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

    2.  at der frigives en anlægsbevilling på 6,0 mio. kr. til etablering af ny adgangsvej til 
         Mjølnerparken. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og  Miljøudvalgets bevilling, 
         Ordinær anlæg fordelt med 3,1 mio. kr. i 2016, 2,8 mio. kr. i 2017 og 0,1 mio. kr. i 2018.

    3.  at der frigives en anlægsbevilling på 9,9 mio. kr. til ombygning af krydset 
         Tagensvej/Rovsingsgade. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets 
         bevilling, Ordinær anlæg fordelt med  0,1 mio. kr. i 2015, 5,3 mio. kr. i 2016, 4,4 mio. kr. 
         i 2017 og 0,1 mio. kr. i 2018.



Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2015


1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

2. og 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen primo 2016 i samarbejde med forvaltningerne foretager en revurdering af anlægsbudgettet i 2016 med henblik på, om der kan flyttes anlægsmidler tilbage til 2016.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. december 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. december 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top