Mødedato: 10.11.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til etablering af EAT og Fremtidens Fritidstilbud på Kildevældsskolen

Se alle bilag
Der skal tages stilling til udmøntning af anlægsbevilling til etablering af EAT skolemad på Kildevældsskolen samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud i en 1:1 konstruktion.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 19,3 mio. kr. i årene 2016 - 2020 til etablering af EAT skolemad samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud på Kildevældsskolen. 

Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egne budgetrammer.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

I Budget 2015 blev der afsat 2,8 mio. kr. til etablering af skolemadsordningen EAT på Kildevældsskolen. I budget 2016 blev der afsat i alt 92,2 mio. kr. til implementering af Fremtidens Fritidstilbud på 14 skoler. Af denne ramme disponeres16,5 mio. kr. til Kildevældsskolen.

Etablering af EAT og Fremtidens Fritidsstruktur er en mindre del af en større byggesag på skolen, som også omfatter en helhedsrenovering af skolens bygninger, som blev finansieret i Budget 2016, samt etableringen af et Kulturcenter, som blev finansieret i Overførselssagen 2013/14 og er støttet af Lokale- og Anlægsfonden. Herudover har Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter bidraget til udearealer og udvikling af skolegården.

Løsning

EAT skolemad

EAT området rummer et modtagekøkken til det centralt producerede mad, en EAT bod og et spiseområde. Området etableres i tæt forbindelse med udskolingens lokaler, og kan også fungere som gruppearbejdsområde mv. Spiseområde og lounge indrettes i samarbejde med eleverne fra udskolingen. Området er planlagt i tæt sammenhæng med helhedsrenoveringen, og der har været stort fokus på at tilføre udskolingsmiljøet attraktive arealer. I forbindelse med helhedsrenoveringen etableres en elevator, der både sikrer myndighedskrav og vareindlevering til EAT området. Projektet er udarbejdet efter 'Funktionsprogram for folkeskoler og KKFO/FH' (BR 18.09.2014). 

Ved budgetbeslutningen om EAT var det hensigten at undersøge muligheden for at placere EAT området sammen med Kulturcenteret for herved at opnå synergier og dobbeltanvendelse af kvadratmetre. I det videre arbejde med projektet viste det sig dog vanskeligt at tilvejebringe den fornødne plads i området omkring Kulturcentret. Til gengæld viste der sig mulighed for i forbindelse med helhedsrenoveringen at modernisere og rokere på udvalgte faglokaler og dermed frigøre plads til etablering af EAT i forbindelse med udskolingens lokaler. Den bedst mulige lokaleudnyttelse vil ske i lokal dialog mellem skole og Kulturcenter.

Fremtidens Fritidstilbud

Fritidstilbuddet på Kildevældsskolen er organiseret som et selvejende fritidshjem (BUU 18.3.2015), som ved implementeringen af Fremtidens Fritidstilbud opnormeres med 115 pladser fra 185 til 300 pladser. Udvidelsen sker i en naturlig forlængelse af det eksisterende fritidshjem, som i forvejen var placeret på skolen. Lokalerne ombygges, og der etableres køkkenfaciliteter til servicering af det samlede antal børn samt toiletter til både børn og personale.

Ved budgetbeslutningen om implementering af Fremtidens Fritidstilbud på Kildevældsskolen blev der med den valgte løsning taget udgangspunkt i, at Ungdomsskolen (almenundervisning for 13-18 årige) var placeret i lokalerne, hvor udvidelsen af fritidshjemmet nu gennemføres. For at skabe plads til fritidshjemmet skulle der i stedet opføres en tilbygning. I november 2015 blev Ungdomsskolens tilbud for de 13-18 årige dog flyttet til Hotel- og Restaurantskolen, jf. sager til efterretning (BUU 9.12.2015). Hermed blev det indenfor den afsatte økonomiske ramme muligt at etablere Fremtidens Fritidstilbud på de frigjorte kvadratmetre på skolen, og det er ikke nødvendigt at bygge nyt.

Brugerinddragelse

Det samlede projekt er udarbejdet i tæt samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomiforvaltningen. Den 8. september 2016 godkendte Kultur- og Fritidsudvalget en udmøntningsindstilling vedr. Kulturcenteret. Sagen behandles af Borgerrepræsentationen den 22.9.2016.

Der har i perioden oktober 2014 til juni 2016 været holdt en række byggeudvalgs- og temagruppemøder om det samlede anlægsprojekt, herunder også helhedsrenoveringen, jf. skolebestyrelsens og forældrebestyrelsens udtalelser i bilag 3-4. I sin udtalelse udtrykker skolebestyrelsen tilfredshed med løsningerne og glæder sig til det færdige resultat, omend de udtrykker ærgrelse over inddragelsens form. Projektudviklingen har været påvirket af, at projektets indhold og udformning er blevet ændret ad flere omgange. Yderligere har en del af møderne været holdt sammen med byggeudvalget for Kulturcenteret, hvilket har bidraget til kompleksiteten.   

Genhusning

EAT og Fremtidens Fritidsstruktur er koordineret med helhedsrenoveringen og indgår i den samlede genhusningsplan for denne. Genhusningen vil ske i skolens lokaler under ombygningen. Endvidere vil de fraflyttede lokaler fra Ungdomsskolen indgå i den samlede genhusningsplan, hvilket mindsker behovet for pavilloner under renoveringen.

Tidsplan

Byggearbejderne på skolen forventes efter udbud igangsat i marts 2017. EAT område og de fysiske ændringer som følge af Fremtidens Fritidsstruktur forventes klar til brug primo 2019.

Udtalelse fra Byggeri København

Byggeri Københavns ejendomsfaglige udtalelse fremgår af bilag 5. Den giver ikke anledning til bemærkninger. 

Praktikpladser

Det forventes, at der ved udførelsen af projektet kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medfører praktikpladser svarende til 0,5 årsværk. Antal årsværk er opgjort på baggrund af lønudgifternes andel af den samlede entreprisesum. 

Økonomi

Den samlede anlægsramme til etablering af EAT og implementering af Fremtidens Fritidstilbud er 19,3 mio. kr. Budgettet er sammensat således:

Tabel 1 Budget

Budget

Afsat til

1.000 kr. (2016 p/l)

Budget 2015

Etablering af EAT bod på Kildevældskolen

2.836

Budget 2016

Fremtidens Fritidstilbud på Kildevældskolen

16.470

I alt

19.306

Detaljerede oplysninger om budget og finansiering samt bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 1.

Videre proces

Efter behandling i Børne- og Ungdomsudvalget fremlægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Tobias Børner Stax                      /Sti Andreas Garde   

 

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 19,3 mio. kr. i årene 2016 - 2020 til etablering af EAT skolemad samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud på Kildevældsskolen 

Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 21. september 2016
Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egne budgetrammer.

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger for så vidt angår indstillingens ejendomsfaglige indhold. Der henvises i øvrigt til Byggeri Københavns udtalelse, der er vedlagt som bilag. 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. november 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top