Mødedato: 10.05.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om reduktion af anlægstid på opførelse daginstitutioner

Indstilling og beslutning

Det foreslås, at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen:

a.       at samarbejde om at fremlægge en plan for fremrykning af anlæg af daginstitutioner,

b.   at undersøge mulighederne for at bruge nedlagte kirker som dagsinstitutioner som supplement til nyopførelser af daginstitutioner, samt

c.   at undersøge muligheden for at benytte tomme boliger, erhvervsejendomme m.v. til dagsinstitutioner.

 (Stillet af Dansk Folkeparti)

MOTIVERING      

Det har længe været kendt, at børnetallet i København stiger. Alle tal peger på, at tilflytningen til København stiger. For tiden viser tal, at der kommer ca. 100 børn til byen hver måned. Alligevel har det vist sig vanskeligt at holde den lovede pasningsgaranti samt søskendegarantien.

Familier, der flytter til København og som har børn der skal passes, kan selvfølgelig ikke bruge en hensigtserklæring om, at der er pasning nok i 2014 til noget nu. De har brug for, at pasningsbehovet imødekommes, og imødekommes på en måde der ikke skaber unødig besvær for dem i hverdagen.

Derfor må der gøres noget nu. Københavns er i forvejen kendt for at have meget lange anlægstider – i andre kommuner går det langt hurtigere fra beslutning til resultatet er færdigt. I andre kommuner er det også muligt og enkelt at gøre brug af fx tomme lejligheder, tomme erhvervskvadratmeter m.v. til at imødekomme et pasningsbehov med. Det kunne Københavns Kommune lære af.

Derfor foreslås det, at de berørte forvaltninger går sammen omgående og ser på hvilke muligheder der er for at imødekomme pasningsbehovet langt hurtigere. I den forbindelse skal der også ses på muligheden af fx at inddrage nedlagte kirker, tomme erhvervskvadratmeter m.v. Der gøres allerede brug af pavilloner, busser m.v. som midlertidige pasningsordninger. En plan for fremrykning af anlæg samt muligheden for inddragelse af nedlagte kirker m.v., skal forelægges Borgerrepræsentationen senest til BR-mødet den 23. august 2012.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. maj 2012

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre stillede forslag om at henvise 1. at-punkt litra b og c til Kultur- og Fritidsudvalget.

 

 

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre stillede endvidere følgende ændringsforslag:

Æ1. Det foreslås, at 1. at-punkt litra a erstattes af følgende at-punkt:

-      At Borgerrepræsentationen tager til efterretning, at der allerede i regi af fast track forum er lavet en plan for reduktionen af anlægstiden i forbindelse med daginstitutionsbyggeri, ligesom muligheder og behov for fremrykning løbende indgår.

 

Samt at der tilføjes et nyt at-punkt

 

Æ2.

-      At Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen (Københavns Ejendomme) og Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et notat, der redegør for status på daginstitutionsbyggeriet og genindførelse af pasningsgaranti inden for 4 km.

 

 

Dansk Folkeparti stillede følgende underændringsforslag til det stillede ændringsforslag om tilføjelsen af et nyt at-punkt

”Det foreslås at sidste sætning tilføjes følgende

… vedr. indenfor 4 km. og i lokalområdet.”

 

 

Det af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre stillede forslag om henvisning af 1. at-punkt litra b og c til Kultur- og Fritidsudvalget blev vedtaget med 37 stemmer imod 11.

 

For stemte: A, B, F, I, Jaleh Tavakoli (løsgænger) og Ø.

Imod stemte: C, O og V.

 

 

Det af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag Æ1 blev herefter vedtaget med 35 stemmer imod 12.

 

For stemte: A, B, F, Jaleh Tavakoli (løsgænger) og Ø.

Imod stemte: C, I, O og V.

 

 

Det af Dansk Folkeparti stillede underændringsforslag blev forkastet med 35 stemmer imod 12.

 

For stemte: C, I, O og V.

Imod stemte: A, B, F, Jaleh Tavakoli (løsgænger) og Ø.

 

 

Det af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag Æ2 blev herefter vedtaget med 48 stemmer imod 0.

 

For stemte: A, B, C, F, I, O, Jaleh Tavakoli (løsgænger), V og Ø.

Til top