Mødedato: 09.10.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om at øremærke parkeringsindtægter til parkeringsformål

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om en model for, hvordan kommunens indtægter fra parkering på ca. 700 mio. kr. om året fremover kun anvendes i et lukket kredsløb øremærket til parkeringsformål. I modellen skal det indgå, hvorledes det sikres, at de midler der nu afleveres til staten forbliver i kommunen og anvendes på parkeringsformål.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Københavns Kommune har indtægter for over 700 mio. kr. fra parkering. Det stammer dels fra betalingsparkering og dels fra parkeringsafgifter. Samtidig er der mange københavnere, der bruger utrolig lang tid hver eneste dag på at finde parkeringspladser. Det er ganske enkelt ikke rimeligt overfor borgerne, at der samlet set betales så meget på parkeringsområdet og samtidig investeres så lidt. Derfor skal vi sikre, at de midler der kommer ind på parkering også anvendes på parkering, så længe der er mangel på parkeringspladser.  

Det fremgår af kommunens forslag budget for 2026 (førstebehandling den 28. august 2025, punkt 3), at kommunen i 2026 forventer parkeringsindtægter på 719,5 mio. kr.

Vi ønsker at øremærke dette beløb, så det udelukkende anvendes til parkeringsformål, herunder til etablering af nye ekstra parkeringspladser i områder af byen med en belægningsprocent på over 90%.

Den del af beløbet, som i dag afleveres til Staten, kan under visse betingelse anvendes til ekstra parkeringskapacitet. Vi ønsker at gøre brug af denne mulighed, så vi får etableret nye og ekstra parkeringspladser i København.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2025

Medlemsforslaget blev forkastet med 39 stemmer imod 13. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C, V, Helle Jønch (Løsgænger) og Finn Rudaizky (Løsgænger)

Imod stemte: Ø, A, F, B, Å og I

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre er meget enige i, at indtægter fra parkering skal forblive i kommunekassen for at kunne anvendes til drift af og investering i parkeringspladser fremfor, at Københavns Kommune bliver modregnet i bloktilskuddet. Det stillede Venstre forslag om den 26. juni 2025, og en enstemmig Borgerrepræsentation har allerede sat det forslag i proces.”

Til top