Medlemsforslag om genetablering af parkering i Middelalderbyen
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i første kvartal 2026 at udarbejde et forslag til politisk behandling, om hvordan der på gadeplan i Middelalderbyen kan genetableres parkering i de områder, hvor arealet ikke er udlagt til andre formål.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af byrums- og trafikplan for Middelalderbyen, Indre By den 2. februar 2023 er det blevet tydeligt, at denne plan har medført mange uhensigtsmæssigheder, herunder bl.a.:
- Der mangler parkeringspladser i Indre By.
- Mange butikker efterlyser parkeringsmuligheder for deres kunder.
- De manglende parkeringspladser koster butikkerne i Middelalderbyen kunder og risikerer at medføre butiksdød.
Det er tidligere besluttet at flytte gadeparkeringspladserne i Middelalderbyen ned under jorden i underjordiske parkeringsanlæg. Det frigjorte areal skulle bruges til andre formål.
I budgettet for 2026 er der sat penge af til to mindre projekter ud af 11 forslag.
Det resterende overfladeareal i Middelalderbyen er der endnu ikke truffet beslutning om anvendelse af eller sat midler om til at anvende til andre formål.
Vi ønsker forvaltningens bud på, hvordan der kan etableres parkering på gadeplan i Middelalderbyen for at sikre parkering til de mange butikker, der er truet på deres omsætning. Hvis butiksdøden breder sig i Middelalderbyen, så risikerer vi en død by.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2025
Medlemsforslaget blev forkastet med 30 stemmer imod 23. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C, V, Helle Jønch (Løsgænger) og Finn Rudaizky (Løsgænger)
Imod stemte: Ø, F, B, Å, I og T
Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi konstaterer, at medlemsforslaget handler om at undersøge mulighederne for at genetablere parkeringspladser i Middelalderbyen, som blev nedlagt som konsekvens af Budget 2023. En budgetaftale Socialdemokratiet ikke var en del af.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre stemmer imod forslaget, fordi vi mener, at ændringer i det igangværende parkeringsforslag i Middelalderbyen bør vente til evalueringen, som kommer allerede næste år. Derfor stiller vi også ændringsforslag om netop en bred evaluering af processen og til inddragelsen af lokalområdet til dagsordenspunkt 34 ”Medlemsforslag om evaluering af nedlagte parkeringspladser i Middelalderbyen””.