Mødedato: 09.10.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om monument på Palæstina Plads

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen at undersøge på hvilke formelle og økonomiske vilkår, der kan udskrives en kunstnerisk konkurrence om et monument til Palæstina Plads, der reflekterer det Palæstinensiske folks kultur og historie, hvor dommerkomitéen udpeges af eller blandt repræsentanter fra det palæstinensiske mindretal i Danmark.

(Stillet af Troels Chr. Jakobsen (Løsgænger))

Motivering

Palæstinas Plads blev etableret på et lidt rodet areal mellem supermarked, café, skaterbaner og med en cykelsti på tværs. På den ene side et levende, mangfoldigt byrum, men på den anden side et byrum uden et samlende punkt. Derfor foreslås det at udskrive en kunstnerisk konkurrence om etablering af et monument på pladsen, der reflekterer det Palæstinensiske folks kultur og historie, og som også kan være med til at skabe et mere veldefineret byrum.

Dansk-Palæstinensere er blandt de større etniske minoritetsgrupper i Danmark, og har i stort omfang bidraget til kulturen og samfundet i Danmark med både kunstnere, politikere og debattører, og er en gruppe borgere, der med sig bærer en smertelig og betydningsfuld historie, især på baggrund af den 100-årige konflikt omkring det palæstinensiske land og oprettelsen af staten Israel.

Det er en historie og kultur som i disse år får ekstra betydning, ikke bare for dansk-palæstinensere, men for alle danske borgere, og som tiden også kalder på, at vi drager omsorg for får plads og rum til at udfolde sig og overleve.

Den historie vores medborgere bærer med sig bør ikke fortrænges i en misforstået integration, men få plads og kulturelt udtryk med et kunstnerisk monument her i Danmarks hovedstad, som symbol på vores kulturers hyldest af humanisme, retsstaten og et folks selvbestemmelse.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2025

SF, Radikale Venstre og Alternativet fremsatte forslag (ÆF1) om udvalgshenvisning til Teknik- og Miljøudvalget med inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) om tilføjelse af nyt at-punkt:

”Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at vende tilbage med en sag til politisk behandling vedrørende plantning af oliventræer på pladsen”.

 

Det af SF, Radikale Venstre og Alternativet fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Teknik- og Miljøudvalget blev vedtaget med 40 stemmer imod 14. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, F, B, Å, I og Helle Jønch (Løsgænger)

Imod stemte: C, V, T og Finn Rudaizky (Løsgænger)

 

 

Som følge af, at medlemsforslaget blev udvalgshenvist, blev ændringsforslagene ikke behandlet.

 

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten støtter mere kunst og kultur i det offentlige rum – også på Palæstinas Plads og stemmer derfor ja til forslaget. Vi foreslår desuden, at der plantes oliventræer på pladsen. Oliventræer er tæt forbundet med tradition og kultur i Palæstina. Høstning af oliven og produktion af olivenolie har været en central del af palæstinensisk kultur og økonomi i århundreder. Vi gør dog opmærksom på at forslaget kræver finansiering via overførselssag, budget eller fonde. Både hvad angår en konkurrence og opførelsen af et kommende monument”

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning: 

”Radikale Venstre er meget positivt indstillet overfor idéen om at udvikle Palæstinas Plads og skabe et mere sammenhængende og levende byrum. Men før vi tager stilling til konkrete initiativer, som fx et monument, er det dog vigtigt, at vi først drøfter og fastlægger en samlet vision for pladsens fremtidige udtryk og funktion, så udviklingen sker ud fra en samlet plan.”

Til top