Mødedato: 09.10.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Affaldstakster 2015

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefale nye takster på affaldsområdet for 2015, som er en videreførelse af takstniveauet for 2014 og dermed en annullering af de ellers fastlagte takststigninger. Derudover skal Teknik- og Miljøudvalget godkende, at forvaltningen indarbejder en udfasning af grundgebyret på dagrenovationstaksterne for etageboliger over en 5-årig periode med start i 2016.  

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 
  1. at taksterne på affaldsområdet i 2015 fastsættes som beskrevet i det vedlagte takstbilag (jf. bilag 1).
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 3. juni 2013 en genopretningsplan for affaldsområdet, da der ved udgangen af 2012 blev konstateret et væsentligt underskud på affaldsområdets økonomi på 114,9 mio. kr. Planen har til formål at bringe underskuddet ned til nul ved udgangen af 2018.

Både resultatet af regnskab 2013 og prognosen for 2014 afviger væsentligt fra prognosen i genopretningsplanen, og allerede ved udgangen af 2014 forventes underskuddet at være nedbragt til 45,7 mio. kr. (se bilag 4). Den betydelige, positive afvigelse i forhold til genopretningsplanen giver anledning til revidering af den takststigning, som var forventet i genopretningsplanen.

I øvrigt foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at der fra 2016 indarbejdes en 5-årig udfasning af grundgebyret for etageboliger, der skal bidrage til øget affaldssortering og en generel nedbringelse af affaldsmængderne.

Løsning

Forslag om fastsættelse af takster på affaldsområdet i 2015
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet en økonomisk forecast-model, der gør det muligt at estimere de forventede udgifter på området frem til og med 2018. Modellen tager udgangspunkt i en direkte fremskrivning af prognosen for 2014, der dog korrigeres for større, kendte ændringer i fremtidige aktiviteter på affaldsområdet, såsom prisfald som følge af udbud. Forudsætningerne er nærmere beskrevet i bilag 3.

Modellens seneste prognose viser, at den gennemsnitlige, årlige takststigning på 2,3 % for en gennemsnitlig husstand, som blev vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget den 3. juni 2013, ikke længere er nødvendig for at nå målene i Ressource- og Affaldsplan 2018 og samtidig opnå balance i økonomien ved udgangen af 2018. Dette skyldes bl.a. ovennævnte prisfald via udbud.

Det foreslås i stedet, at taksterne i 2015 fastholdes på samme niveau som i 2014, dog justeret med p/l-fremskrivning på de ordninger, hvor der er konstateret et voksende underskud. Dette vil svare til en gennemsnitlig takststigning på 0,8 % i perioden 2013-2018, da taksterne steg med 5,2 % fra 2013 til 2014. De specifikke takster for 2015 er præsenteret i bilag 1.

Prognosen viser, at der på sigt vil være behov for justeringer af de enkelte takster, så ’hvile i sig selv’- princippet også overholdes for den enkelte affaldsordning. For en gennemsnitlig husholdning vil disse ændringer dog ikke kunne mærkes, da taksterne vil skulle stige for nogle ordninger, men falde for andre, så det samlede gebyr holdes konstant (i faste priser). Konkrete udsving i taksterne, som de enkelte husstande betaler, kan dog ikke undgås.

Tabellen nedenfor viser det samlede gebyr for en gennemsnitlig husholdning, som det var i 2013 og vil være i 2018. Derudover viser tabellen, hvad det samlede gebyr ville have været ved den takststigning, der var forventet i genopretningsplanen.

Tabel 1: Det samlede gebyr for en gennemsnitlig husholdning

År

Samlet gebyr for en gennemsnitlig husstand

I 2013

1.866 kr.

I 2018 ved en gennemsnitlig, årlig takststigning på 0,8 %

2.106 kr.

I 2018 ved en gennemsnitlig, årlig takststigning på 2,3 %

2.264 kr.


Forslag om 5-årig udfasning af grundgebyret for etageboliger
Med virkning fra 2014 blev gebyrstrukturen for dagrenovation i etageboliger ændret, således at opkrævningen indeholder både et grundgebyr og et volumengebyr.

Ændringen har til formål at give borgerne økonomisk incitament til at kildesortere deres affald, da der opnås en besparelse ved reduktion af mængden til dagrenovation. En kombination af grundgebyr og volumengebyr blev valgt, da det mindsker udsvingene i gebyrbetalingen før og efter ændringen i forhold til et rent volumengebyr.

For at øge det økonomiske incitament til sortering af affaldet yderligere, mens der fortsat tages hensyn til at mindske udsvingene i gebyrerne, foreslås en 5-årig udfasning af grundgebyret med virkning fra budgetåret 2016. Bilag 2 viser konkrete eksempler på konsekvenserne af disse for udvalgte husstande.

Økonomi

Forslag om fastsættelse af takster på affaldsområdet i 2015
Såfremt niveauet for taksterne i 2014 fastholdes i årene fremover, forventes den samlede saldo for affaldsområdet at gå i nul i løbet af 2017, hvis de nuværende forudsætninger fastholdes, altså et år tidligere end forudsat i genopretningsplanen. Forslaget om at fastholde takstniveauet fra 2014 i 2015 skyldes, at der fortsat kan konstateres et væsentligt underskud på området, og at der er identificeret risici, som sænker graden af forudsigelighed. Af disse kan bl.a. nævnes omfanget af ubetalte debitorfakturaer, som ved udgangen af juni 2014 udgjorde mere end 54 mio. kr.

Forslag om 5-årig udfasning af grundgebyret for etageboliger
En udfasning af grundgebyret for etageboliger vil ikke have betydning for de samlede gebyrindtægter på affaldsområdet og dermed den samlede prognose for affaldsområdets økonomi, men udsving i gebyrbetalingerne for de enkelte husstande kan ikke undgås. Husstande med en relativt stor dagrenovationsvolumen vil således blive opkrævet mere end de blev før udfasningen, mens husstande med en relativt lille dagrenovationsvolumen vil opkræves mindre.

Videre proces

Eventuelle ændringer til de foreløbige takster vil fremgå af en senere indstilling til udvalgene.

 Pernille Andersen
                               /Niels Tørsløv

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at taksterne på affaldsområdet i 2015 fastsættes som beskrevet i det vedlagte takstbilag (jf. bilag 1) og bliver godkendt i forbindelse med 2. behandlingen af budget 2015.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

    2.   at forvaltningen indarbejder en 5-årig udfasning af grundgebyret fra og med takstbilaget 
          for 2016.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 25. august 2014

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning den 23. september 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2014

 

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top