Mødedato: 09.09.2004, kl. 17:30

Renovering af legeplads på Bispebjerg Park Allé

Renovering af legeplads på Bispebjerg Park Allé

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 9. september 2004

 

 

BR 402/04

Renovering af legeplads på Bispebjerg Park Allé

Renovering af legeplads på Bispebjerg Park Allé

 

 

Indstilling om, at den eksisterende legeplads på Bispebjerg Park Allé renoveres som beskrevet i denne indstilling, samt at der gives en anlægsbevilling på 1,45 mio. kr. til gennemførelse af projekt for renovering af legepladsen på Bispebjerg Park Allé på Vej & Parks Anlægsramme, konto 0.21.3, parker og legepladser.

Der tages forbehold for en endelig statslig godkendelse som følge af regeringens indførelse af en godkendelsesordning af nye kommunale bygge- og anlægsarbejder.

                                                                 (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

 

at den eksisterende legeplads på Bispebjerg Park Allé renoveres som beskrevet i denne indstilling,

at der gives en anlægsbevilling på 1,45 mio. kr. til gennemførelse af projekt for renovering af legepladsen på Bispebjerg Park Allé på Vej & Parks Anlægsramme, konto 0.21.3, parker og legepladser.

 

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2004

Anbefalet.

Der tages forbehold for en endelig statslig godkendelse som følge af regeringens indførelse af en godkendelsesordning af nye kommunale bygge- og anlægsarbejder.

 

 

Økonomiudvalgets b ehandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

 

RESUME

På Bygge- og Teknikudvalgsmødet den 8. maj 2002 (BTU 242/2002) besluttede udvalget at gennemføre renoveringen af legepladserne Skibelundvej og Balders Plads. Disse legepladser blev af forvaltningen prioriteret som en følge af et afværgeprojekt med udskiftning af forurenet jord, gennemført af Miljøkontrollen, og på baggrund af en økonomisk prioritering. Forvaltningen indstillede derfor at udvalget udskød renoveringen af Bispebjerg Park Allé.

Forvaltningen foreslår at renoveringen af legepladsen på Bispebjerg Park Allé igangsættes og finansieres ved anvendelse af de på investeringsplanen for 2004 afsatte 1,0 mio. kr. til renovering af legepladser. De resterende 350.000 kr. finansieres via projekter udskudt til 2005.

Forvaltningen foreslår at udvalget godkender nærværende projekt, omfattende en renovering af legepladsen, i form af nyt asfaltlag, nye legeredskaber, nyt inventar og renovering af eksisterende soppebassin.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

København Kommunes ca. 100 offentlige legepladser er vigtige for byens børn og deres forældre. Legepladserne skal være holdbare rammer for kvalitative oplevelser og stimulerende for børns udvikling, og social kontakt mellem forældrene.

I dag er nogle af legepladserne blandt de bedste i Danmark, mens andre er nedslidte, uinspirerende og ude af trit med brugernes ønsker. Enkelte er så forfaldne, at de ikke længere fungerer som legepladser. Legepladsen på Bispebjerg Park Allé er en af de legepladser der er så nedslidt, at størsteparten af legeredskaberne er fjernet af sikkerhedshensyn. En renovering er således yderst påkrævet.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Legepladsen på Bispebjerg Park Allé er beliggende i et stort boligområde og benyttes i stort omfang af såvel beboere som de mange institutioner i området.

Den specifikke legeplads er i 2003 udpeget som særligt trængende til en modernisering i forbindelse med tematisering og prioritering af vore ubemandede legepladser. I denne anledning er det også besluttet, at temaet er et legelandskab, dvs. målgruppen er alle børn i alderen 1-15 år og med særlig vægt på at være et attraktivt udflugtsmål for institutioner og familier.

Allerede i 2002 udarbejdede forvaltningen et forslag til renovering af legepladsen på Bispebjerg Park Allé og sendte forslaget i borgerhøring. Forslaget blev dog aldrig indstillet til Bygge- og Teknikudvalgets behandling idet forvaltningen prioriterede at renovere legepladserne på Skibelundvej og Balders Plads jf. BTU 242/2002.

Legepladsen foreslås udformet således at den nuværende arealdisponering bibeholdes, hvorved der fortsat vil være en opdeling mellem boldaktiviteter og mindre børns leg, jf. bilag 2. I boldspilsområdet renoveres fodbold- og basketballbanerne ved et nyt asfaltlag og nye boldbure, opstregning mv. og langs boldbanerne etableres en ny petanquebane. I området for mindre børns leg foreslås etableret et større faldsandsområde hvor i placeres forskellige legeredskaber heriblandt det eksisterende elefant-legeredskab. Det eksisterende elefant-legeredskab har stor værdi for områdets brugere hvorfor det, som en del af projektet, istandsættes. I tilknytning til området med legeredskaber etableres en mindre sandkasse og såvel sandkasse som faldsandsområde omkranses af træpalisader. Det eksisterende soppebassin er i god stand og kræver derfor kun renovering af kantbelægning som ved samme lejlighed gøres bredere. Mod øst udlægges et større plæneareal hvor der er plads til uformelt boldspil mv. og hele legepladsen suppleres med borde og bænke.

Omkransende området findes en lang række gamle træer som er i god vækst. Træerne er en del af den samlede boulevardbeplantning langs Bispebjerg Park Allé og bør bevares af hensyn til denne boulevardstruktur. Projektet forudsætter således at alle træer bevares.

Forslaget indebærer en arealdisponering som åbner mulighed for fremtidig udbygning, såfremt der findes økonomiske midler hertil. Eksempelvis kan faldsandsområdet udbygges og yderligere legeredskaber etableres heri.

 

Økonomi

De samlede udgifter til gennemførelse af projekt for renovering af legepladsen er beregnet til 1,45 mio. kr. Udgifterne til renoveringen foreslås finansieret ved en anlægsbevilling på 1,45 mio. kr. under Vej & Parks Anlægsramme, konto 0.21.3, parker og legepladser.

Projekt for renovering af legepladsen vurderes ikke at medføre øgede driftsudgifter.

 

Miljøvurdering

Legepladser skal være sikre for både børn og voksne at færdes på. Derfor udføres alle nye legepladser således, at kravene til sikkerhed fra Dansk Standard overholdes. På legepladser er der endvidere skærpet opmærksomhed på forekomster af forurenet jord og anvendelse af sundhedsskadelige eller miljøfarlige materialer. Renovering af legepladser medfører anlægsarbejder, som gennemføres i henhold til kommunens retningslinier for støj, affald, håndtering af jord m.m.

Legepladsområdet er forurenet i mild grad hvilket medfører at opgravet jord skal behandles i henhold til Miljøkontrollens regulativer. Såfremt jordlaget ikke opgraves kan det bevares uden fare for legepladsens brugere.

 

Høring

Forvaltningen har haft det tidligere forslag til renovering af legepladsen i borgerhøring. Høringsprocessen til legepladsen forløb med borgermøde i januar 2002. Ud over borgerne var de nærliggende børneinstitutioner inviteret med til møderne. Projektet blev vel modtaget af borgerne, som kun havde enkelte bemærkninger i form af placering af bænke, hegn, affaldskurve mv. Bemærkningerne er taget til efterretning i udarbejdelsen af nærværende forslag.

Det nærværende projekt offentliggøres, efter Bygge- og Teknikudvalgets behandling, ved pressemeddelelse og stiller ikke krav om yderligere høringer.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1  Eksisterende forhold

Bilag 2  Forslag til renovering af legepladsen på Bispebjerg Park Allé

 

 

Ole Bach

 

Til top