Mødedato: 09.06.2004, kl. 16:00

Etablering af Solar City Copenhagen samt fastsættelse af kriterier for udmøntning af midler fra puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi

Etablering af Solar City Copenhagen samt fastsættelse af kriterier for udmøntning af midler fra puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 9. juni 2004

 

 

BR 281/04

Etablering af Solar City Copenhagen samt fastsættelse af kriterier for udmøntning af midler fra puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi

Etablering af Solar City Copenhagen samt fastsættelse af kriterier for udmøntning af midler fra puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi

 

 

Indstilling om, at der fra puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi afsættes 800.000 kr. i 2004 til igangsættelse af et netværksinitiativ om solceller, benævnt Solar City Copenhagen, i form af en tillægsbevilling til Miljøkontrollen 0.80.1 fælles formål, finansieret af bevilling Puljer 6.51.1, at foreningen Solar City Copenhagen stiftes og Hans Chr. Christiansen, Miljøkontrollen, udpeges som Københavns Kommunes repræsentant i foreningens bestyrelse, samt at de beskrevne kriterier for puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi anvendes ved fremtidig udmøntning af midler, herunder at puljen fremover udmøntes af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget.

                                                                 (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at        der fra puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi afsættes 800.000 kr. i 2004 til igangsættelse af et netværksinitiativ om solceller, benævnt Solar City Copenhagen, i form af en tillægsbevilling til Miljøkontrollen 0.80.1 fælles formål, finansieret af bevilling Puljer 6.51.1,

at        foreningen Solar City Copenhagen stiftes og Hans Chr. Christiansen, Miljøkontrollen, udpeges som Københavns Kommunes repræsentant i foreningens bestyrelse, og

at        de beskrevne kriterier for puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi anvendes ved fremtidig udmøntning af midler, herunder at puljen fremover udmøntes af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget.

                     

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2004

Tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form"

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2004

Anbefalet.

 

 

RESUME

Puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi (VE-puljen) blev etableret i 2003 på baggrund af uforbrugte midler fra regnskabsåret 2002 med i alt 8,1 mio. kr.

I 2003 udmøntede Borgerrepræsentationen i alt 3.995.000 kr. fra VE-puljen til støtte for installering af solceller på Valby Nye Skole samt en række andre initiativer om vedvarende energi. Resten af puljen blev i marts måned overført til 2004.

For at lette administrationen af de resterende 4,1 mio. kr. i VE-puljen foreslås der fastlagt en række kriterier for udmøntning af midler fra VE-puljen.

Endvidere foreslås der udmøntet 0,8 mio. kr.  til at sikre etablering og drift af et netværk, benævnt Solar City Copenhagen, til at fremme vedvarende energiaktiviteter, herunder specielt solceller.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I forbindelse med overførelse af uforbrugte midler fra 2002 til 2003 blev der etableret en pulje på 8,1 mio. kr. til støtte for vedvarende energiprojekter i Københavns Kommune (VE-puljen). Af puljen er 3.995.000 kr. udmøntet til installation af solceller på Valby Nye Skole, mens den resterende pulje, der er overført til 2004, ikke er udmøntet.

Baggrunden for etablering af VE-puljen er blandt andet, at der i CO2-planen nævnes vedvarende energi, specielt solceller, der omsætter solens lys til elektricitet, blandt mulige nye tiltag i energiforsyningen.

Siden 1998 har Københavns Kommune ved Københavns Energi deltaget i etableringen af solceller i et større område af Valby sammen med en række andre aktører. Det er visionen, at 10-15 procent af det årlige elforbrug i Valby skal hentes fra solens energi, hvilket kræver, at ca. 500.000 m2 solceller bliver opsat.

En række forhold forhindrer dog, at der for alvor kommer gang i opsætningen af solcelleanlæg. For eksempel er det fortsat meget dyrt at producere elektricitet ved hjælp af solceller. Det forventes dog at blive billigere ved forøgelse af produktionen af solceller samt ved produktudvikling på området. Erfaringen er, at priserne halveres ca. hvert 7. år.

Andre forhold vedrører dels de arkitektoniske aspekter, dels manglende viden hos centrale aktører i byggebranchen såsom arkitekter, rådgivere, bygherrer og investorer, om mulighederne for at benytte solceller.

For en nærmere beskrivelse af de initiativer, der er igangsat på baggrund af VE-puljen, henvises der til notatet af 8. december 2003 fra Miljøkontrollen om udviklingen i puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi (VE-puljen), der blev fremlagt på Miljø- og Forsyningsudvalgsmødet d. 26. januar 2004.

 

Uddybning af indstilling

Etablering af et netværk vedrørende brug af solceller, Solar City Copenhagen

For at understøtte den videre udvikling af vedvarende energi, produceret ved hjælp af solceller, foreslås det, at der fra VE-puljen udmøntes 800.000 kr. til igangsættelse af et netværk for solceller, benævnt Solar City Copenhagen.

Copenhagen Solar City er en arbejdstitel for en satsning, der skal skabe grundlag for at København bliver et demonstrationsområde for solceller og energioptimeret byggeri.

Internationalt er erfaringerne med bygningsintegration af solceller på eksisterende byggeri relativt begrænset, og der er få erfaringer med udbredelse af solceller på egentlig kvarter- eller bydelsplan. København har i den sammenhæng allerede en række meget spændende forsøgs- og demonstrationsprojekter med solceller, der er gennemført i forbindelse med en række byfornyelsesprojekter. Ligeledes er der gennemført et betydeligt forarbejde med hensyn til en storstilet integration af solceller for bydelen Valby, og en række projekter er under projektering.

For at skabe grundlag for en udvikling, der i større omfang understøtter København som demonstrationsområde for solceller og energioptimeret byggeri, foreslås etableret et netværk, der skal arbejde for den sag. Netværket skal arbejde på, at København og hovedstadsområdet får en international placering på det område, og at der gennemføres en række demonstrations- og udviklingsprojekter i København.

Netværket ønskes etableret som en forening. Medlemmerne skal bestå af væsentlige repræsentanter og aktører, der vil kunne understøtte partnerskabets målsætning. Mulige interessenter kunne være E2, Energistyrelsen, RealDania, Cenergia, Byfornyelse København, en eller flere repræsentanter fra Agendacentre eller lignende, grundejere, boligselskaber, DSB, HT, DR, Banedanmark, Ørestadsselskabet, miljøorganisationer samt institutioner under Københavns Kommune, for eksempel Miljø og Forsyningsforvaltningen og Plan & Arkitektur.

Det er tanken, at netværket skal udbrede information om indsatsområdet og skabe debat samt danne grundlag for kontakt til grundejere, bygherrer med flere. Alle kan være medlem af foreningen, men der forventes fastsat et vist årligt medlemskabsgebyr for at sikre en forpligtelse over for netværket samt drift af netværkets aktiviteter.

Netværket foreslås ledet af en styregruppe valgt af og blandt medlemmerne og med Københavns Kommune som født medlem. Som Københavns Kommunes repræsentant i bestyrelsen foreslås projektlederen i Miljøkontrollen for puljen til fremme af initiativer om vedvarende energi, Hans Chr. Christiansen.

Endvidere foreslås det, at der etableres en sekretariatsfunktion for netværket i Miljøkontrollen, der kan iværksætte initiativer i form af seminarer, nyhedsbrev mv. Sekretariatsfunktionen foreslås bemandet via en projektansættelse.

Netværket Solar City Copenhagen vil endvidere kunne understøtte den eksisterende markedsføring af København og hovedstadsområdet, der foretages af foreningen København, Europas Miljøhovedstad.

Med henblik på iværksættelse af fremtidige aktiviteter inden for området for vedvarende energi foreslås der gennemført en evaluering af VE-puljen, herunder netværket Solar City Copenhagen i andet halvår af 2004.

 

Formål med VE-puljen

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har siden de første drøftelser om etableringen af VE-puljen i maj 2003 haft kontakter til en række centrale aktører, på solcelle-området.

Efter at Borgerrepræsentationen på mødet den 28. august 2003 har bevilget støtte til en række initiativer efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget, har Miljø- og Forsyningsforvaltningen truffet aftale om igangsættelse af en række konkrete initiativer om installation og brug af vedvarende energi, herunder et uddannelsesforløb for bygningsansvarlige i Københavns Kommune og kontakter til mulige interes serede bygherrer og grundejere.

Der er desuden iværksat tiltag med henblik på gennemførelse af en markedsundersøgelse, hvor blandt andet følgende forhold ønskes belyst:

·          Om el-markedet for salg og brug af solceller stadigt er umodent eller er ved at nå et modenhedsniveau, der kan underbygge solcelleinstallationer med henblik på kommerciel drift?

·          Hvilke drivkræfter er der til installation af solceller for henholdsvis private og professionelle aktører? Er initiativerne drevet af idealisme, eller sker installationen på baggrund af økonomisk bæredygtighed?

·          Hvem er de mulige og de centrale aktører på producentmarkedet for vedvarende energi i Københavns Kommune og i Danmark? Her tænkes på mulige leverandører af anlæg for produktion af vedvarende energi, rådgivere med faglig viden inden for vedvarende energi, rådgivere med arkitektonisk viden i forbindelse med indbygning af vedvarende energianlæg i den eksisterende bygningsmasse samt bygherrer/ grundejere med interesse i at huse anlæg for vedvarende energi.

 

Markedsundersøgelsen forsøges afholdt i sammenhæng med en undersøgelse, som Københavns Energi har planlagt at foretage medio 2004. Københavns Energi har til sin markedsundersøgelse søgt om økonomisk støtte fra PSO-midlerne (public service obligation), der administreres af Energistyrelsen. PSO-midlerne er midler afsat til forskning og udvikling af effektiv energianvendelse og opkræves af kraftværkselskaberne hos elforbrugerne.

Det er forventningen, at disse initiativer vil føre til henvendelser om støtte til at gennemføre konkrete initiativer om installation og brug af vedvarende energi. Det foreslås derfor, at der etableres mulighed for at yde støtte til konkrete projekter om vedvarende energi via tilskud fra VE-puljen.

For at sikre en fremdrift i udnyttelsen af solenergien og udnyttelsen af den indsamlede viden fra markedsundersøgelsen foreslås det, at der sker en udmøntning af de resterende 3,3 mio. kr. i VE-puljen i andet halvår af 2004, når resultaterne fra markedsundersøgelsen foreligger.

Formålet med VE-puljen er:

-   At støtte konkrete projekter til udnyttelse af vedvarende energi, herunder specielt anvendelse af solceller i form af større anlæg eller anlægsenheder.

-   At formidle viden om udnyttelse af vedvarende energi til borgere, virksomheder og kommunale institutioner i Københavns Kommune.

-   At formidle viden til børn og unge under uddannelsesområdet om udnyttelse af vedvarende energi.

-   At støtte udviklingen af en række demonstrationsprojekter i hovedstadsområdet, der ikke i sig selv er økonomisk bæredygtige, men som kan virke som inspirationskilder for arkitekter, bygherrer, projektmagere med videre.

-   At være med til at udvikle udnyttelsen af vedvarende energi ved at gå ind som initiator og katalysator for udvikling af nye projekter.

 

Kriterier for udmøntning af midler fra VE-puljen

Der foreslås, at følgende kriterier lægges til grund ved tildeling af støtte fra VE-puljen:

-       Projektet skal være nyskabende i forbindelse med udnyttelsen af vedvarende energi, eller vise nye muligheder for udnyttelse af kendte teknologiske muligheder.

-       Projektet skal have et væsentligt indhold af vidensformidling om udnyttelse af vedvarende energi.

-       Projektet kan indgå i bygningen/anlægget som et arkitektonisk element - en integreret bygningsdel eller et ornament - der tilfører bygningen æstetiske kvaliteter.

 

Administration og udmøntning af VE-puljen

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at VE-puljen fortsat administreres af Miljø- og Forsyningsforvaltningen, men at puljens midler fremover udmøntes af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget.

 

MILJØVURDERING

Solceller regnes for et af de mest betydningsfulde bidrag i den fremtidige energiforsyning. Danmarks samlede elforbrug vil teoretisk kunne dækkes via et solcelleareal lidt større end Langeland, men en mere praktisk/teknisk vurdering er, at op imod 30 % af elforbruget i fremtiden vil kunne dækkes af solceller med en stor reduktion i udledning af CO2 til følge.

De forhold, der i dag forhindrer en større udnyttelse af solenergien via solceller er prisen, da det fortsat er meget dyrt at producere elektricitet ved hjælp af solceller og manglende kendskab til de teknologiske muligheder for at anvende solceller.

VE-puljen vil kunne være med til at understøtte anvendelsen af solceller, idet der kan tilbydes medfinansiering af projekter til udnyttelse af vedvarende energi, og gennem de støttede projekter kan der ske en formidling af viden om de teknologiske muligheder.

Etableringen af Solar City Copenhagen vil være med til at drive udviklingen af vedvarende energiprojekter frem og styrke anvendelsen af specielt solceller. Hermed understøttes de initiativer, der er planlagt i forbindelse med Københavns Kommunes CO2-plan.

 

ØKONOMI

VE-puljen udmøntes for tiden efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget af Borgerrepræsentationen. Af den samlede VE-pulje på 8,1 mio. kr. er 3.995.000 kr. allerede udmøntet (BR 380/03).

Af den resterende pulje på 4,1 mio. kr. foreslås 800.000 kr. udmøntet til Miljøkontrollen til drift af netværket Solar City Copenhagen i 2004 og 2005. Miljøkontrollen vil sørge for overførsel af mindreforbrug til 2005.

De udmøntede midler skal anvendes til aflønning af en projektansat medarbejder, som skal iværksætte initiativer i form af seminarer, nyhedsbrev mv.

Der anvises kassemæssig dækning i de afsatte midler i VE-puljen under Miljø- og Forsyningsforvaltningen.

De 800.000 kr. omplaceres fra VE-puljen, der er placeret under Miljø- og Forsyningsforvaltningens bevilling Puljer, funktion 6.51.1 til Miljøkontrollen, funktion 0.80.1, Fælles formål.

Såfremt indstillingen godkendes, vil der være ca. 3,3 mio. kr. tilbage i VE-puljen. Disse midler forventes udmøntet i løbet af 2004.

 

HØRING

I forbindelse med indsamling af viden og erfaringer inden for anvendelsen af solceller har der været kontakt til følgende interessenter inden for området:

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Plan & Arkitektur, RIA, Københavns Energi, Energistyrelsen, Nørrebro Park Kvarterløft, rådgiverfirmaet Cenergia og Byfornyelse København.

Der er fra alle parter udtrykt stor interesse for at være en aktiv samarbejdspartner inden for vedvarende energi og til at medvirke som initiator og katalysator for udvikling af nye projekter.

 

 

Peter Elsman

                                            / Hjalte Aaberg

 


Til top