Mødedato: 09.06.2004, kl. 16:00

Medlemsforslag om muslimsk gravplads, stillet af Wallait Khan (BR 140/04)

Medlemsforslag om muslimsk gravplads, stillet af Wallait Khan (BR 140/04)

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 9. juni 2004

 

 

BR 336/04

Medlemsforslag om muslimsk gravplads, stillet af Wallait Khan (BR 140/04)

Medlemsforslag om muslimsk gravplads, stillet af Wallait Khan (BR 140/04)

 

 

Indstilling om, at forsamlingen på baggrund af vedlagte idékatalog drøfter, hvordan de københavnske muslimer kan sikres begravelsesmuligheder, samt at forvaltningerne arbejder videre med sagen, såfremt det måtte vise sig, at det ikke bliver muligt for muslimerne at indgå aftale om den forudsatte gravplads i Brøndby Kommune i 2004.

Idékataloget suppleres med placeringer uden bindinger som f.eks. fredningsbestemmelser.

                                            (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen foreslår, at Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,

at    forsamlingen på baggrund af vedlagte idékatalog drøfter, hvordan de københavnske muslimer kan sikres begravelsesmuligheder.

at    forvaltningerne arbejder videre med sagen, såfremt det måtte vise sig, at det ikke bliver muligt for muslimerne at indgå aftale om den forudsatte gravplads i Brøndby Kommune i 2004.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 2. juni 2004

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 2. juni 2004

Tiltrådt, idet Bygge- og Teknikudvalget anbefaler, at idékataloget suppleres med placeringer uden bindinger som f.eks. fredningsbestemmelser.

Karin Storgaard (O) tog forbehold.

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2004

Anbefalet.

O tog forbehold.

 

 

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 22.04.2004[1] et af Wallait Khan stillet medlemsforslag om drøftelse af og udarbejdelse af et idékatalog til, hvordan de københavnske muslimer kan sikres begravelsesmuligheder.

Bygge- og Teknikforvaltningen har herefter i samarbejde med Økonomiforvaltningen udarbejdet vedlagte idékatalog med en række mulige placeringer.

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at der etableres en multireligiøs eller sekulær kirkegård, som ud over muslimske gravpladser også kan tilbyde andre trosretninger eller ikke-religiøse mulighed for begravelse i ikke-kristeligt indviet jord. En sekulær kirkegård kræver et sammenhængende areal på mindst 5-7 ha.

Derfor foreslår Bygge- og Teknikforvaltningen, at der arbejdes videre med at finde en løsning for en sekulær kirkegård også selvom der eventuelt etableres en muslimsk gravplads på arealerne i Brøndby Kommune.

Københavns Kommune har i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 04.10.2001[2] fremsat krav om, at Brøndby Kommune overtog Københavns Kommune areal ved Brøndbyøstervej, da lokalplanen, der fastlagde arealet til muslimsk gravplads, var bekendtgjort.

Brøndby Kommune indbragte sagen om erstatningens størrelse for Taksationskommissionen, hvor den fortsat ligger. Behandlingen har afventet en syns- og skønssag vedrørende støjforholdene på stedet, der har betydning for værdien af arealet. Sagen forventes behandlet i Taksationskommissionen den 27.05.2004. Økonomiforvaltningen vil orientere om udfaldet heraf, når kendelsen er modtaget (formentlig medio juni måned).

 

SAGSBESKRIVELSE

Medlemsforslaget (efter ændring)

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 22.04.2004 et Wallait Khan stillet medlemsforslag med ændringer:

"Det foreslås,

At Borgerrepræsentationen drøfter hvordan kommunen kan medvirke til at sikre byens muslimske medborgere begravelsesmuligheder.

At Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen pålægges i fællesskab, inden Borgerrepræsentationens sommerpause, at udarbejde et idekatalog til, hvordan de københavnske muslimer kan sikres begravelsesmulighed."

 

Baggrund

Økonomiforvaltningen har for nylig holdt møde med Dansk Islamisk Begravelsesfond om bl.a. gravpladsarealet i Brøndby Kommune.

DIBF oplyste i den forbindelse, at fonden er en sammenslutning af 24 muslimske organisationer.

Fonden har tilkendegivet, at man primært er interesseret i gravpladsarealet i Brøndby Kommune.

 

Regler for begravelser i Danmark

Bygge- og Teknikforvaltningen, Københavns Kirkegårde oplyser, at anlæggelse af en kirkegård kræver følgende:

1.  Der skal foreligge en vedtægt godkendt af Kirkeministeriet.

2.  Der skal kunne stilles sikkerhed for begravelsespladsens vedligeholdelse.

Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af kirkeministeren.

3.  Der skal være erhvervet et stykke jord, som i henhold til gældende lokalplan må benyttes til begravelsesplads.

4.  Sundhedsmyndighederne skal finde det pågældende areal egnet til begravelser.

Ifølge begravelsesloven skal et lig, der begraves, sikres mindst 20 års fredningstid. En lokal vedtægt kan angive, at fredningstiden er længere f.eks. på grund af jordbundsforholdene. Efter fredningstidens udløb kan der begraves det samme sted igen. For nogle trossamfund, herunder det muslimske, er ønsket evig fredningstid.

Liget skal anbringes og transporteres i en kiste, der er egnet til formålet. Denne regel har Kirkeministeriet udtalt forståelse for at fravige, når en trosretning ønsker at foretage begravelsen ved, at liget svøbes i et stykke stof og nedlægges i graven i denne tilstand. Ved begravelser i kiste af en voksen person er der behov for et gravsted på 3 m2 (2,5 x 1,25 m).

Der skal være mindst én meter jord over kisten/liget. Dette er en gammel bestemmelse, der er indført for at undgå lugtgener, og for at dyr ikke har mulighed for at grave ned til liget.

Endelig skal begravelsen finde sted senest på 8. dagen efter dødsfaldet. Denne sidste bestemmelse er ikke et problem i forhold til en muslimsk begravelse, da den typisk sker inden for 24 – 48 timer. Anmeldelse af dødsfald skal fortsat ske til begravelsesmyndigheden, som er sognepræsten i afdødes bopælssogn.

 

Kapacitet

Københavns Kirkegårde oplyser, at antallet af muslimske begravelser på de københavnske kirkegårde i 2002 var 134. Heraf var 75 børnebegravelser. Københavns Kirkegårde kender ikke antallet af afdøde muslimer i København, som sendes til deres hjemland, men i en artikel i Berlingske Tidende den 28.08.2000 udtaler Kasem Ahmad, Det Islamiske Trossamfund, at ca. 25 % af de døde sendes til deres hjemland.

Som gennemsnitstal kan man regne med, at ca. 1 % af befolkningen dør hvert år. Denne tommelfingerregel er formentlig ikke gældende for den muslimske del af befolkningen, da den ældre generation ikke er repræsentativ.

Forholder man sig til ovenstående tal med 134 begravelser tillagt 25 %, altså 170, er det samtidig nødvendigt at understrege, at antallet vil stige yderligere i de kommende år, når den gennemsnitlige dødelighedsprocent viser sig på dette område.

Eksempel 1:

Der anlægges en kirkegård på 10.000 m2 brutto. Da der skal være plads til veje, ceremoniel bygning, depotplads, redskabs- og personalebygning samt hegning, vil der være ca. 7.000 m2 netto til rådighed for gravsteder. Dette vil give plads til ca. 2.300 grave. Regnes der med de nuværende tal, vil der være begravelsesmulighed i ca. 13 år, hvilket er mindre end lovens fredningsperiode på mindst 20 år, og man kan altså ikke genbegrave i denne periode.

Eksempel 2:

Der anlægges en kirkegård på 20.000 m2 brutto. Under de samme forudsætninger vil der være ca. 15.000 m2 netto til rådighed til gravsteder. Dette vil give plads til ca. 5.000 grave, eller ca. 29 års brug.

Den Islamiske Begravelsesfond har senest oplyst, at der på landsplan årligt sendes ca. 200 afdøde ud af Danmark til begravelse i et andet land. Hvor mange, der i givet fald vil blive begravet i København, vides ikke.

Fonden vurderer, at der vil være behov for en gravplads på minimum 20.000 m2.

Såfremt 25 % af de 200, der i dag sendes hjem, fremtidigt vil blive begravet i København, vil en gravplads på 20.000 m2 have kapacitet til ca. 27 år.

Muslimer i Danmark har endvidere udtalt, at de ønsker at blive begravet i uindviet jord, og at de ikke vil begraves i jord, hvor der tidligere er begravet.

Københavns Kirkegårde råder ikke over et større sammenhængende areal, der kan opfylde disse ønsker.

 

Status på sagen om en eventuel muslimsk gravplads i Brøndby

Det pågældende areal, der nu er opmålt til 49.545 m2, er beliggende ved Brøndby­østervej.

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 04.10.2001[3] Økonomiforvaltningens indstilling om bemyndigelse for overborgmesteren til (i henhold til planlovens § 48) at fremsætte krav om, at Brøndby Kommune overtog det pågældende areal, der tilhørte Københavns Kommune, når lokalplanen, der fastlagde arealet til muslimsk gravplads, var bekendtgjort.

Københavns Kommune anmodede herefter via sin advokat Brøndby Kommune om at overtage arealet med virkning fra 26.09.2001 mod erstatning.

Brøndby Kommune indbragte sagen om erstatningens størrelse for Taksationskommissionen, hvor den fortsat ligger. Behandlingen har afventet en syns- og skønssag vedrørende støjforholdene på stedet, der har betydning for værdien af arealet. Der er nu berammet et møde til den 27.05.2004 til den afsluttende behandling.

Økonomiforvaltningen vil vende tilbage, når der foreligger en kendelse, antageligt medio juni 2004.

 

Idékataloget

Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Park, har i samarbejde med Økonomiforvaltningen udarbejdet vedlagte idékatalog med 8 eventuelle placeringer af en gravplads. Arealerne er markeret på kortbilagene til kataloget med firkanter, der viser, at der er mulighed for den angivne arealstørrelse (20.000 m2).

Der er ingen af arealerne, der umiddelbart kan peges på, idet der er forskellige forhold og vanskeligheder, der skal nærmere undersøges og afklares, før det kan besluttes, at et areal skal anvendes til formålet. Det er bl.a. spørgsmål om ændring af fredning, ændring af plejeplaner, lovændring, adgangsforhold, arealafgrænsning, ledningsforhold, miljøforhold og de fremtidige planforhold mv.

I det omfang, der er tale om privatejede arealer, vil der endvidere være behov for en tilkendegivelse fra ejeren om at være indstillet på at sælge arealet til det anførte formål – og til en pris, der ligger inden for de økonomiske rammer, som køber råder over.

Prisfastsættelsen for et areal vil (til dels) afhænge af de nuværende planforhold, idet man ikke kan forvente, at en ejer vil sælge til en mindre værdi end denne. Hvis kommunen udarbejder en lokalplan, der fastlægger arealet til gravplads, uden at der er en aftale mellem den nuværende ejer og muslimerne, må kommunen forvente et overtagelseskrav fra ejeren og et krav om erstatning for grunden baseret på de gældende planforhold.

Såfremt kommunen ejer det areal, der måtte egne sig til formålet, vil arealet ligeledes skulle sælges til markedsværdien – og i givet fald efter (eventuel) dispensation fra udbudsreglerne.

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at der etableres en multireligiøs eller sekulær kirkegård, som ud over muslimske gravpladser også kan tilbyde andre trosretninger eller ikke-religiøse mulighed for begravelse i ikke-kristeligt indviet jord. En sådan kirkegård vil kunne afspejle det multikulturelle og etnisk sammensatte samfund, som udgør Danmark i dag. Her vil alle københavnske borgere – helt uafhængigt af tro – kunne blive stedt til hvile i en smuk og landskabelig begravelsespark i overensstemmelse med de ritualer og trosretninger, der måtte være ønskelige for den enkelte. En multireligiøs kirkegård vil være en officiel anerkendelse af forskellige trossamfund og kulturer, men den er også et signal om, at vi ønsker at leve side om side i dialog og i gensidig respekt uafhængig af tro og overbevisning. En sekulær kirkegård kræver et sammenhængende areal på mindst 5-7 ha.

 

ØKONOMI

Ifølge Bygge- og Teknikforvaltningens notat af 24.04.1998 "Redegørelse for muslimske kirkegårdsforhold i København" anses det hverken for en statslig, folkekirkelig eller kommunal opgave at erhverve jord til og/eller anlægge særkirkegårde for trossamfund uden for folkekirken.

Der forudsættes således ikke at være kommunale tilskud til etablering af en eventuel muslimsk gravplads.

Eventuel salgspris afhænger af det valgte areal og de videre undersøgelser.

 

MILJØVURDERING

Miljøkontrollen har i notat af 17.05.2004 om muligheden for at anvende forurenede arealer til gravpladser bl.a. oplyst følgende:

Hvis det pågældende areal er kortlagt på vidensniveau 2 efter jordforureningsloven (dvs. at der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø), kræver det tilladelse ifølge lovens § 8, stk. 2 hvis der er tale om et areal i et område med drikkevandsinteresser.

Desuden kræver etablering af en gravplads tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19.[4]

Bortskaffelse af eventuel overskudsjord skal ske efter regulativet for forurenet jord i København.

Omkostninger i forbindelse med bortskaffelsen af overskudsjord er det ikke muligt at give et præcist svar på, da det afhænger af hvilke mængder, forureningskomponenter og –koncentrationer, der findes på det pågældende areal.

Miljøkontrollen skal endvidere gøre opmærksom på, at man ved arbejde i forurenet jord skal følge Arbejdstilsynets meddelelse nr. AT 4.04.16 af maj 1990."

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

&nb sp;

HØRING

-

 

BILAG

Idékatalog af maj 2004, med bilag

 

 

Mette Lis Andersen                                     Erik Jacobsen

 



[1] BR 140/04

[2] BR 406/01

[3] BR 406/01

[4] Miljøbeskyttelseslovens § 19 (uddrag).

Stk. 1. Stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, må ikke uden tilladelse 1) nedgraves i jorden, 2) udledes eller oplægges på jorden eller 3) afledes til undergrunden.

Stk. 2. Beholdere med de stoffer, produkter og materialer, der er nævnt i stk. 1, må heller ikke uden tilladelse være nedgravet i jorden.


Til top