Mødedato: 09.05.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Administrationsgrundlag for almene boliger – anvendelse af krav om almene boliger i lokalplaner og udmøntning af grundkapital

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen forelægges administrationsgrundlag for anvendelse af krav om almene boliger i lokalplaner og udmøntning af grundkapital til almene boliger til efterretning.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det tages til efterretning, at de principper i nærværende administrationsgrundlag, der indebærer ændringer af grænseværdierne for skoledistrikts-andelen af almene boliger (kriterie 1 i skemaet nedenfor), ajourføres, så de er i overensstemmelse med de foreslåede ændringer til redegørelsesdelen i Kommuneplan 2019-retningslinjerne om lokalisering af boliger,
  2. at der med nærværende indstilling og administrationsgrundlag er gjort op med Borgerrepræsentationens beslutning fra Overførselssagen 2016-2017 og budgetparternes beslutning i Budget 2018.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Med Kommuneplan 2015 blev der vedtaget retningslinjer for, hvordan anvendelse af krav om 25 % almene boliger i nye lokalplaner skal understøtte en blandet by. I Overførselssagen 2016-2017 besluttede en enig Borgerrepræsentation, at ”Parterne er enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, frem mod budgetforhandlingerne for 2018, udarbejder et administrationsgrundlag for udmøntningen af grundkapital, der understøtter anvendelsen af planlovens muligheder for at stille krav om almene boliger og sikre fastholdelse af andelen af almene boliger på 20 % og visionen om en blandet by, jf. kommuneplanen.” Efterfølgende er der i Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) truffet beslutning om, at ”Parterne er enige om, at København skal være en blandet by med en blandet boligmasse, og at 25 %-reglen anvendes i alle de lokalplaner, hvor det er muligt”.  

Løsning

Forvaltningerne har udarbejdet et oplæg til et samlet administrationsgrundlag (bilag 2) efter bl.a. dialog med BL´s 1. kreds. Oplægget rummer ændringer af forvaltningens praksis samt ændringer af kommuneplanens retningslinjer, der gennemføres i forbindelse med Kommuneplan 2019. Bilag 2 redegør for ændringerne og beregningstekniske forudsætninger.

Formålet med det samlede administrationsgrundlag for almene boliger er:

  • at placeringen af nye almene boliger fortsat skal understøtte hensynet til en blandet by,
  • at kravet om almene boliger skal kunne anvendes i flere lokalplaner i hele byen,
  • at fastsætte rammer for at tildele grundkapital til almene boliger i kommunens ordinære udmøntning – dvs. i de tilfælde, hvor kravet om 25 % almene boliger ikke er anvendt,
  • at sikre gennemsigtighed for private og almene aktører om, hvornår kravet anvendes, og hvornår kommunen kan forventes at tildele grundkapital til nye almene boliger.

I skemaet nedenfor redegøres for, hvordan administrationsgrundlaget lægger op til at ændre de gældende kriterier for henholdsvis anvendelse af kravet om 25 % almene boliger (1-3) samt tildeling af kommunal grundkapital til almene boliger (4):

Kriterier

Gældende grundlag

Administrationsgrundlagets oplæg til ændringer

1) Andelen af almene boliger i skoledistriktet

Kriteriet indgår i redegørelsesdelen om lokalisering af boliger i retningslinjerne for Kommuneplan 2015

  • Ved 0-20 % almene boliger i skoledistriktet stilles kravet om 25 % almene boliger i lokalplaner som udgangspunkt.
  • Ved 20-30 % almene boliger i skoledistriktet foretages en konkret vurdering af, om kravet om 25 % almene boliger skal stilles.
  • Ved over 30 % almene boliger i skoledistriktet stilles kravet om 25 % almene boliger som udgangspunkt ikke.

 

 

Der tages i byudviklingsområder højde for andelen af almene boliger i skoledistriktet ved fuld udbygning af området.

  • Ved 0-30 % almene boliger i skoledistriktet stilles kravet om 25 % almene boliger som udgangspunkt.
  • Ved over 30 % almene boliger i skoledistriktet stilles kravet om 25 % almene boliger som udgangspunkt, hvis lokalplanen:

a) enten rummer over 50.000 bruttoetage-meter til boliger og samtidig indebærer omdannelse fra erhvervsanvendelse til hel eller delvis boliganvendelse, uanset om det er et udsat byområde eller ej.

b) eller det almene nybyggeri understøtter den blandede by ved at tilføre andre boligtyper end de eksisterende almene boligtyper.  

Der tages i byudviklingsområder højde for andelen af almene boliger i skoledistriktet ved fuld udbygning af området.

2) Boligarealets størrelse i lokalplanen

Kriteriet indgår i Teknik- og Miljøforvaltningens praksis

 

Krav om 25 % almene boliger stilles som udgangspunkt, hvis lokalplanen rummer i alt minimum 8.000 nye bruttoetagemeter til boliger.

 

Krav om 25 % almene boliger stilles som udgangspunkt, hvis lokalplanen rummer i alt minimum 3.200 nye bruttoetagemeter til boliger.

3) Placering i forhold til udsatte byområder

Kriteriet indgår i Teknik- og Miljøforvaltningens praksis

Kravet om 25 % almene boliger stilles ikke i områder, der er udpeget som udsatte byområder i Københavns Kommunes Politik for Udsatte Byområder.

 

Kravet om 25 % almene boliger stilles som udgangspunkt i lokalplaner i udsatte byområder såfremt:

a) Der er 0-30 % almene boliger i skoledistriktet og lokalplanen samtidig indebærer en omdannelse fra erhvervsanvendelse til hel eller delvis boliganvendelse.

b) eller der er over 30 % almene boliger i skoledistriktet og lokalplanen samtidig rummer byggeret til over 50.000 bruttoetagemeter til boliger og derudover indebærer omdannelse fra erhvervsanvendelse til hel eller delvis boliganvendelse.

4) Ordinær udmøntning af kommunal grundkapital

Kriteriet indgår i Teknik- og Miljøforvaltningens praksis

Der gives som udgangspunkt ikke grundkapital til alment nybyggeri i skoledistrikter, hvor der er over 30 % almene boliger.

  • Ved 0-30 % almene boliger i skoledistriktet kan der som udgangspunkt opnås økonomisk støtte til etablering af nye almene boliger.
  • Ved over 30 % almene boliger i skoledistriktet og i udsatte byområder kan der som udgangspunkt kun gives kommunal grundkapital til fortætning med nye boliger, hvis mindst 75 % af det samlede antal tilførte boligetagemeter er private boliger. Der skal foreligge sikkerhed for, at de privatejede boliger opføres, eller bliver opført som led i fortætningen.  

Hvis projektet omhandler etablering af tagboliger i forbindelse med en større renovering, kan der ydes støtte til nye almene boliger uanset beliggenhed i byen. Dette skal understøtte, at der kan fastholdes billige boliger i eksisterende almene boligafdelinger.

Økonomi

Administrationsgrundlaget har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Finansiering af kommunal grundkapital indgår i kommunens årlige budgetforhandlinger.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget administrationsgrundlaget for almene boliger indgår ændringer af kommuneplanens retningslinjer (i redegørelsesdelen om blandet by) vedrørende andelen af almene boliger i skoledistriktet i den politiske behandling af Kommuneplan 2019. Denne forventes endeligt behandlet i Borgerrepræsentationen den 12. december 2019. Lokalplaner, der forventes vedtaget endeligt efter ikrafttrædelse af Kommuneplan 2019, skal være i overensstemmelse hermed. Såfremt der foretages ændringer i kommuneplanens redegørelsesdel, ajourføres administrationsgrundlaget i overensstemmelse hermed. Ændringer vedrørende Teknik-og Miljøforvaltningens praksis træder i kraft den 9. april 2019, såfremt Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen. Det vedrører praksis omkring størrelsen af boligdelen i lokalplaner, etablering i udsatte byområder samt den ordinære udmøntning af grundkapital. Ændringerne vil som udgangspunkt gælde for alle nye ansøgninger om lokalplaner og kommunal grundkapital. Teknik- og Miljøforvaltningen vil orientere almene og private bygherrer om ændringerne.

Det blev med aftale om Budget 2018 besluttet, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen frem mod Kommuneplan 2019 vurderer mulighederne for at hæve andelen af almene boliger i København, herunder byggemuligheder såvel som boligsociale og økonomiske konsekvenser. Dette håndteres som led i kommuneplanrevisionen.

                

Peter Stensgaard Mørch                Torben Gleesborg

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det tages til efterretning, at de principper i nærværende administrationsgrundlag, der indebærer ændringer af grænseværdierne for skoledistrikts-andelen af almene boliger (kriterie 1 i skemaet nedenfor), ajourføres, så de er i overensstemmelse med de foreslåede ændringer til redegørelsesdelen i Kommuneplan 2019-retningslinjerne om lokalisering af boliger.
  2. at der med nærværende indstilling og administrationsgrundlag er gjort op med Borgerrepræsentationens beslutning fra Overførselssagen 2016-2017 og budgetparternes beslutning i Budget 2018.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  3. at de af administrationsgrundlagets principper, der ændrer Teknik- og Miljøforvaltningens praksis: minimumsstørrelsen på boligdelen i lokalplanerne, placering af almene boliger i udsatte byområder og ordinær udmøntning af grundkapital (kriterie 2-4 i skemaet nedenfor) godkendes.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. april 2019

 

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C.

 

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt med otte stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker ikke at hæve andelen af almene boliger fra 20 til 25 procent.”

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å, B, F, V og O.

Imod stemte: C.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. april 2019:

 

”Vi ønsker ikke at hæve andelen af almene boliger fra 20 til 25 procent.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. maj 2019

Indstillingen blev godkendt med 49 stemmer imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F, V, O og I.

Imod stemte: C.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra tidligere udvalgsbehandling:

”Vi ønsker ikke at hæve andelen af almene boliger fra 20 til 25 procent.”  

Til top