Mødedato: 09.02.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig godkendelse af nyt koncept for bydelsplanlægningen

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal endeligt godkende nyt koncept for bydelsplanlægningen.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.      at nyt koncept og tidsplan for udarbejdelse af bydelsplanlægningen godkendes som beskrevet i indstillingen og tilhørende bilag,

2.      at bydelsplanerne efter nyt koncept afløser de eksisterende bydelsplaner,

3.      at der udarbejdes 12 bydelsplaner - en for hvert lokaludvalg - og at dette revideres tilsvarende i kommissoriet for lokaludvalg,

4.      at der, når alle bydelsplaner er udarbejdet, foretages en evaluering og derefter tages stilling til, hvorvidt og hvordan bydelsplanlægningen skal fortsætte, samt

5.      at projektejerskabet for bydelsplanlægningen fastholdes i Økonomiforvaltningen, og at Koordinationsforum for Byudvikling udgør overordnet styregruppe for bydelsplanlægningen.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

I kommissorium for lokaludvalgene fremgår det, at Økonomiudvalget i et tæt samarbejde med de enkelte lokaludvalg skal udarbejde et forslag til bydelsplan i hver bydel. I perioden 2008-2011 er udarbejdet bydelsplaner for alle 10 bydele i Københavns Kommune udfra det gældende koncept for bydelsplanlægningen godkendt af Borgerrepræsentationen den 21. februar 2008 (BR 100/08).

På baggrund af bl.a. evalueringen af lokaludvalgene fra sommeren 2010 blev med budgetaftalen for 2011 vedtaget, at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen i dialog med lokaludvalgene skulle udvikle et nyt koncept for bydelsplanlægningen set i sammenhæng med de øvrige elementer i planlægningen, herunder de årlige handlingsplaner og kommuneplanen. Der blev med beslutningen lagt vægt på, at planerne efter det nye koncept skal være anvendelige og handlingsorienterede, at de skal have en konkret effekt for byens udvikling, som understøtter den overordnede planlægning, og at der skal ske en forventningsafstemning mellem lokaludvalg, borgere og Borgerrepræsentationen i forhold til hvilke ønsker og målsætninger, der er realistiske at gennemføre.  Dette er ligeledes i tråd med kommissorium for lokaludvalg, hvori det er angivet, at lokaludvalgene skal ”Arbejde lokalt med de temaer og rammer, som er centrale for Borgerrepræsentationen” samt ”styrke sammenhængen mellem den bydækkende og den lokale politik”. Dette vurderer ØKF understøttes gennem det nye koncept for bydelsplanlægningen.

Forslag til nyt koncept blev den 11. oktober 2011 fremlagt for Økonomiudvalget, som godkendte at udsende forslaget i høring i alle lokaludvalg og politiske fagudvalg. Forslaget har været i høring fra den 17. oktober til den 2. december 2011. Økonomiforvaltningen har modtaget høringssvar fra alle parter og revideret forslaget til nyt koncept på baggrund heraf. Endvidere er i perioden afholdt et møde mellem Økonomiforvaltningen og gruppen af lokaludvalgsformænd.

Økonomiforvaltningen kan på den baggrund hermed indstille nyt koncept for bydelsplanlægningen til endelig godkendelse.

Løsning

Resumé af høringssvar

Bilag 6 indeholder hvidbog over høringssvar med en gennemgang af henvendelserne og Økonomiforvaltningens bemærkninger til alle henvendelser.

Som bilag 7 er vedlagt alle modtagne høringssvar.

Størstedelen af høringssvarene giver udtryk for overordnet tilfredshed med det nye koncept for bydelsplanlægningen. Der lægges bl.a. vægt på sammenhængen mellem øvrige planer og processer i kommunen og de overordnede målsætninger om bl.a. øget handlingsorientering som positive elementer. Endvidere fremhæves dialogen mellem forvaltninger og lokaludvalg af flere som et væsentligt og positivt element. 

Konkrete bemærkninger og forslag til ændringer kan inddeles på de følgende temaer. Nedenfor resumeres bemærkninger fordelt under de enkelte temaer:

Organisering og overordnede bemærkninger
Opbakning til at Koordinationsforum for Byudviklingen fungerer som styregruppe for bydelsplanlægningen.
Ønske om samtænkning og koordinering mellem planer i Københavns Kommune.
Opbakning til at der udarbejdes 12 bydelsplaner frem for 10. Dvs. at hvert lokaludvalg udarbejder en egen bydelsplan.

Skabelon - overordnet og indhold
Overordnet set er der opbakning til at der anvendes en fast skabelon i bydelsplanlægningen. Et enkelt lokaludvalg er dog modstander heraf.
Flere lokaludvalg udtrykker bekymring for, om skabelonen kan rumme de lokale særkender og som led heri ønske om, at skabelonen indeholder et tematisk frirum, og at der kan tilføjes ekstra temaer til skabelonen udover Kommuneplanens temaer.
Enkelte ønsker om tilføjelser til skabelonen; eks. at det præciseres hvilke "lokale udfordringer", der skal beskrives samt at der indarbejdes plads i skabelonen til beskrivelse af projekter fra tidligere bydelsplan, som lokaludvalget ønsker at arbejde videre med.
Enkelte har ønske om, at der vil være en layoutmæssig frihed på trods af, at der arbejdes med en fælles skabelon.

Politikudvikling / Bidrag til overordnet planlægning
Flere lokaludvalg udtrykker ønske om, at bydelsplanerne kan spille en mere fremtrædende rolle i forhold til den overordnede planlægning og bidrage til udviklingen af de overordnede politikker i kommunen. 

Dialog mellem forvaltninger og lokaludvalg / rollefordeling
Høringssvarene indeholder en række konkrete forslag og opfordringer i forbindelse med dialog mellem forvaltninger og lokaludvalg. Eksempelvis at der ønskes bidrag fra fagforvaltningerne til detaljering af forslag og at forvaltningerne kan deltage i borgerinddragelsesarrangementer.
Ønske om at rollefordelingen mellem forvaltninger, Center for Byudvikling og lokaludvalgene præciseres.

Politisk ejerskab

Flere lokaludvalg udtrykker ønske om at det politiske ejerskab til bydelsplanlægningen øges, eks. gennem afholdelse af seminar og møder mellem bydele og repræsentanter fra Borgerrepræsentationen undervejs i processen og som opfølgning.  

Ressourcer / økonomi / drift
Flere lokaludvalg udtrykker bekymring for, om der er afsat tilstrækkeligt med ressourcer i forvaltninger til sparring og kvalificering af 12 bydelspalner på én gang.
Enkelte fagudvalg nævner ligeledes, at der er udfordringer forbundet med at udarbejde 12 bydelsplaner på én gang. 
Enkelte lokaludvalg ønsker en uddybning af den økonomiske ramme for bydelsplanlægningen og herunder hvilke ydelser lokaludvalgene "får" fra forvaltningerne. 

Proces / Tidsplan / Borgerinddragelse    
Flere lokaludvalg udtrykker ønske om en tidligere opstart af udarbejdelsen af bydelsplaner efter nyt koncept og tidligere inddragelse af fagforvaltningerne mhp. at sikre bedre tid til borgerinddragelse.
Enkelte har ønske om at fortsætte borgerinddragelse i august, og der fremsættes ønske om en fortsat inddragelse efter den formelle overdragelse af materiale til ØKF. Primært opbakning til den overordnede tidsplan, men enkelte forslag til ændringer af den overordnede proces, herunder forslag om en todelt proces og forslag om aflevering af bydelsplanen ultimo 2012 fremfor medio 2012.

Forslag til ændringer af forslaget til nyt koncept for bydelsplanlægningen på baggrund af høringen

Grundet den overordnede tilfredshed indstiller Økonomiforvaltningen, at de overordnede rammer for det nye koncept for bydelsplanlægningen fastholdes som præsenteret i forslaget, der har været i høring. Herudover er præciseret status for bydelsplanerne i relation til de eksisterende bydelsplaner. En beskrivelse af de overordnede rammer er vedlagt som bilag 1.

Ændringer efter høringen omhandler:

- Præciseringer af procesplanen, bl.a. mhp. at muliggøre en tidligere start, at styrke dialog mellem lokaludvalg, forvaltninger og BR og at præcisere dialog og proces omkring overdragelsen (Overordnet og detaljeret procesplan er vedlagt som bilag 2 og 3).

- Præciseringer af skabelonen, bl.a. mhp. at indarbejde plads til beskrivelse af lokale projekter fra de tidligere bydelsplaner. De overordnede temaer fra kommuneplanen fastholdes, idet ØKF vurderer disse som rummelige. (Skabelon med arbejdsdeling er vedlagt som bilag 4).

- Præciseringer af arbejdsdeling og ansvar (vedlagt som bilag 5).

Økonomi

Bydelsplaner efter nyt koncept udarbejdes efter samme økonomiske ramme som det nuværende koncept. Indstillingen medfører således ikke økonomiske ændringer for kommunen.

Lokaludvalgene skal selv finansiere udgifter til dialogaktiviteter og lokale processer for udarbejdelsen af forslag til bydelsplan. Lokaludvalgene prioriterer selv sekretariatsmidler og puljemidler og dermed også, hvor stort et beløb, der skal anvendes til borgerinddragelse. De lokaludvalg, som vælger at udarbejde hver sin bydelsplan frem for én fælles for bydelen (Vesterbro, Kongens Enghave, Christianshavn og Indre By) tilføres ikke yderligere økonomiske ressourcer hertil.

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen igangsættes udarbejdelse af 12 bydelsplaner efter nyt koncept snarest muligt efter Borgerrepræsenationens godkendelse. Borgerrepræsentationens medlemmer vil i løbet af processen blive inviteret til møder lokalt og derigennem kunne følge processen og få et indtryk af bydelenes ønsker. Det forventes at de 12 bydelsplaner fremlægges for Borgerrepræsentationen mhp. endelig godkendelse i marts 2013. Herefter kan de politiske fagudvalg vælge at lade bydesplanerne indgå i udvalgenes budgetseminarer og -forhandlinger om budget 2014.

Claus Juhl                                                                                             /Anne Skovbro                

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at nyt koncept og tidsplan for udarbejdelse af bydelsplanlægningen godkendes som beskrevet i indstillingen og tilhørende bilag,

2.      at bydelsplanerne efter nyt koncept afløser de eksisterende bydelsplaner,

3.      at der udarbejdes 12 bydelsplaner - en for hvert lokaludvalg - og at dette revideres tilsvarende i kommissoriet for lokaludvalg,

4.      at der, når alle bydelsplaner er udarbejdet, foretages en evaluering og derefter tages stilling til, hvorvidt og hvordan bydelsplanlægningen skal fortsætte,

5.      at projektejerskabet for bydelsplanlægningen fastholdes i Økonomiforvaltningen, og at Koordinationsforum for Byudvikling udgør overordnet styregruppe for bydelsplanlægningen.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. februar 2012

Mikkel Warming (Ø) fremsatte følgende ændringsforslag: ”Enhedslisten foreslår, at der allokeres ressourcer til lokaludvalgene Indre By-Christianshavn og Vesterbro-Kgs.Enghave, således at lokaludvalgene kan udgive en bydelsplan for hvert lokalområde for sig.”

Der blev stemt om det af Mikkel Warming (Ø) stillede ændringsforslag.

For stemte 1 medlem: Ø.

Imod stemte 12 medlemmer: A, B, C, F, O og V.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Mikkel Warming (Ø) afgav følgende protokolbemærkning: ”Enhedslisten finder, at der burde findes ressourcer, således at områderne Indre By, Christianshavn, Vesterbro og Kgs. Enghave fik mulighed for at udarbejde en bydelsplan for hvert område for sig.”

Et enigt Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning. "Udvalget er enige om, at der er mulighed for, at lokale temaer kan tages op i forbindelse med bydelsplanlægningen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. februar 2012


Enhedslisten genfremsatte sit ændringsforslag fra udvalgsbehandlingen:

”Det foreslås, at der allokeres ressourcer til lokaludvalgene Indre By-Christianshavn og Vesterbro-Kgs.Enghave, således at lokaludvalgene kan udgive en bydelsplan for hvert lokalområde for sig.”

 

 

Ændringsforslaget blev forkaster med 40 stemmer imod 7.

 

For stemte: I og Ø.

Imod stemte: A, B, C, F, O, V og Jaleh Tavakoli (løsgænger).

 

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

 

Enhedslisten videreførte sin protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

Enhedslisten finder, at der burde findes ressourcer, således at områderne Indre By, Christianshavn, Vesterbro og Kgs. Enghave fik mulighed for at udarbejde en bydelsplan for hvert område for sig.”

 

 

Økonomiudvalget videreførte sin protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

                                ”Udvalget er enige om, at der er mulighed for, at lokale temaer kan tages op i forbindelse med bydelsplanlægning.”
Til top