Mødedato: 09.02.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om rummeligt arbejdsmarked for personer med funktionsnedsættelse.

Indstilling og beslutning

 Det foreslås,

1.             at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger at udarbejde forslag til en styrket indsats for ansættelse af mennesker med funktionsnedsættelse, evt. i form af praktikpladser, med henblik på, at Københavns Kommune bliver en endnu mere rummelig arbejdsplads.

2.             at forslaget skal indeholde udkast til implementering og finansiering og foreligge senest medio 2012. Finansieringen bør indeholde et bud på timer og omkostninger til en fast støtteperson fra de involverede forvaltninger til mennesket med funktionsnedsættelsen.

 (Stillet af Socialdemokraterne)

 

 

MOTIVERING

Socialdemokraterne finder det vigtigt at arbejde for en fortsat styrkelse af Københavns Kommune som rummelig arbejdsplads. I dette forslag drejer det sig konkret om gruppen af mennesker med funktionsnedsættelse hhv. udviklingshæmning.

Mennesker med funktionsnedsættelse har generelt svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet og fastholde et job. Der ud over er mange af de job, som f.eks. blinde og svagtsynede tidligere bestred nu forsvundet.  Københavns Kommune bør derfor være med i forreste række inden for den offentlige sektor ved at åbne op for at ansætte flere mennesker med funktionsnedsættelse eksempelvis i forbindelse med praktikpladser.

Det er på nuværende tidspunkt oplagt at være en aktiv samarbejdspartner i forbindelse med udmøntningen af årets Satsreguleringspulje for 2012, der omfatter en bevilling på 3,3 mio. kr. for perioden 2012-2015. Puljen har til formål at forbedre tilknytningen til arbejdsmarkedet for unge med funktionsnedsættelse med en særlig tilrettelagt uddannelse (STU).

Københavns Kommune bør støtte op om dette ønske, der understøtter kvaliteten i uddannelsespraktikken og øger muligheden for efterfølgende meningsfuld beskæftigelse for mennesker med en funktionsnedsættelse. Praktikpladserne skal oprettes, der hvor behovet er størst i Københavns Kommune.

Økonomiforvaltningen har ansvaret for Københavns Kommune som arbejdsgiver, hvorfor de overordnede rammer for mål og muligheder for, at Københavns Kommune som arbejdsplads åbnes op over for gruppen af mennesker med funktionsnedsættelse undersøges i dette regi.

Dette bør dog ske i tæt samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen, der har ansvaret for STU samt Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Det forventes, at andre relevante instanser, bl.a. de øvrige forvaltninger, inddrages i det omfang, det findes relevant.

Procedurerne for ansættelse af mennesker med funktionsnedsættelse skal ske i samarbejde med Socialforvaltningen, som bliver tovholder for at hjælpe de øvrige forvaltninger mhp. vejledning og støtte omkring ansættelsen af personer med funktionsnedsættelse. Ligeledes bør forvaltningerne i det omfang, der ansættes personer med funktionsnedsættelse afsætte arbejdstimer hertil, således at der knyttes en fast person til projektet. Vilkårene for ansættelse – eks. praktik, fleks- eller skånejob – bør ske i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Et eksempel på et rummeligt arbejdsmarked findes i Allerød Kommune, der siden 2008 har haft udviklingshæmmede mennesker ansat i køkkenet i projektet Glad Mad, som på baggrund af de positive resultater i dag er en integreret del af Allerød Rådhus.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. februar 2012

Et forslag fra Enhedslisten om at udvalgshenvise sagen til Økonomiudvalget blev vedtaget uden afstemning.

Til top