Mødedato: 09.02.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

De borgerrettede kvalitetsstandarder 2012

Se alle bilag
Københavns Kommune skal i henhold til servicelovens § 139 godkende serviceniveauet for kommunens ældre borgere én gang årligt. Serviceniveauet fastsættes i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger og udmøntes i kvalitetsstandarderne. Derudover skal en tilsynspolitik godkendes.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at de borgerrettede kvalitetsstandarder 'Tilbud til ældre i København 2012', jf. (bilag 1) godkendes.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

 (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommune skal i henhold til servicelovens § 139 udarbejde kvalitetsstandarder på ældreområdet. Kvalitetsstandarderne indeholder generel serviceinformation til borgerne om den hjælp, de kan forvente fra kommunen. Kvalitetsstandarderne er dermed en beskrivelse af det serviceniveau, der er fastlagt for kommunens ældre borgere, og som i sprog, form og indhold er målrettet borgerne.

Ved de årlige budgetforhandlinger og med budgetvedtagelsen fastsættes den økonomiske ramme for serviceniveauet.  

Det serviceniveau, der beskrives i de borgerrettede kvalitetsstandarder 'Tilbud til ældre i København 2012', udmøntes i de faglige værktøjer 'Ydelseskatalog for personlig og praktisk hjælp, træning og botilbud 2012' og 'Ydelseskatalog for sygepleje 2012'. Katalogerne præciserer efter, hvilke betingelser hjælpen til borgerne bevilliges, jf. punkt 5 på dagsorden.

Folketinget har i maj 2011 vedtaget en ændring til serviceloven, der indebærer, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for tilbud efter servicelovens § 83, dvs. personlig og praktisk hjælp samt madservice.

Løsning

De borgerrettede kvalitetsstandarder indeholder beskrivelser af de tilbud, som Københavns Kommune tilbyder ældre borgere. Kvalitetsstandarerne har i tidligere år været delt i to kataloger 'Tilbud til ældre - hjemmeboende' og 'Tilbud til ældre i plejebolig', hvilket i år er blevet samlet i et katalog. Formålet har været at forenkle kvalitetsstandarderne i form, sprog og indhold.

 

'Tilbud til ældre i København 2012' henvender sig til alle ældre og indeholder derfor alle kommunens tilbud, både åbne sundhedstilbud, som henvender sig til alle ældre, og visiterede tilbud, som henvender sig til særlige målgrupper. 
 

Reformprogrammet 'Aktiv og tryg – hele livet' danner grundlaget for opbygning og indhold i de vedlagte kvalitetsstandarder, jf. (bilag 1). Grundtanken er at oplyse borgerne om, at de, der har mulighed for at blive uafhængige af hjælp, vil få tilbud om støtte til at klare sig selv bedst muligt. Mens borgere, der har behov for hjælp og støtte, skal have den bedst mulige pleje i en tryg og aktiv hverdag.  
 

I kvalitetsstandarderne er det ligeledes blevet gjort tydeligere, hvordan borgerne kan søge om de forskellige tilbud, om borgerne har egenbetaling og takster herfor samt mulighed for valg af leverandør.  

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har på følgende områder foretaget ændringer i forhold til kvalitetsstandarderne for 2011:
  
Træning

Kvalitetsstandarderne indeholder to nye målrettede træningstilbud, hvis formål er at støtte borgere i at blive uafhængige af hjælp.

  • Ergonomisk vejledning
  • Træning ved hjælper med terapifaglig vejledning

Visitationskriterier for personlig og praktisk hjælp
Visitationskriterierne er skærpet, idet det tydeligt fremgår, at borgerne inden de kan tilbydes personlig eller praktisk hjælp, vil blive tilbudt træning eller hjælpemidler, så de støttes i at blive så uafhængige af hjælp som muligt.

Plejebolig  
For at give borgerne kendskab og derved større tryghed i forhold til tilbuddet har kvalitetsstandarderne en mere åben og inviterende form. De nye budskaber til borgerne er;

  • at en plejebolig er borgernes eget hjem,
  • at borgerne i plejebolig får mulighed for at deltage i plejecentrenes arrangementer 
    og indgå i et socialt samvær med andre ældre,
  • at hvis borgerne ønsker det, kan borgerne forblive i sine tidligere aktivitetstilbud i en overgangsperiode, og
  • at der er mulighed for at få en rundvisning eller deltage i åbent hus arrangementer på plejecentrene.

Trygheds- og Omsorgspladser (TOP)
TOP pladserne nedlægges fra 2012, men der åbnes mulighed for, at borgerne kan rette henvendelse om midertidigt døgnopghold på de eksisterende rehabiliteringspladser.

Vedligeholdende aktivitetstilbud i hjemmet
Ydelsen er udgået grundet manglende efterspørgsel.

Praktiske oplysninger

Kvalitetsstandarerne indeholder mange nye praktiske oplysninger, som gør det lettere for borgerne at orientere sig, f.eks er der tilføjet oplysninger om plejetestamente, som er indsat efter ønske fra De Københavnske Ældreråd. 

 

Tilsynspolitik for tilbud efter servicelovens § 83

I henhold til servicelovens § 151 c skal kommunalbestyrelsen inden udgangen af 2011 udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for tilbud efter servicelovens § 83, dvs. personlig og praktisk hjælp samt madservice. Tilsynspolitikken skal omfatte retningslinjer og procedurer for, hvordan der føres tilsyn med kommunens leverandører og med hjælpens udførelse, og hvordan der følges op på tilsynsresultaterne. Endvidere skal det indgå af tilsynspolitikken, hvordan der følges op på, at hjælpen til borgerne svarer til borgernes aktuelle behov, og hvordan den løbende tilbagemelding fra leverandører herom skal foregå. 

Vedhæftede udkast til tilsynspolitik indeholder beskrivelse af, hvordan Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fører tilsyn med tilbud efter § 83, og hvordan der følges op på borgernes behov for hjælp. Tilsynspolitikken er baseret på  koncept for tilsyn og opfølgning, som tidligere er blevet godkendt af Sundheds- og Omsorgsudvalget senest i mødet den 17. marts 2011. Sundheds- og Omsorgsforvaltningens koncept for tilsyn og opfølgning opfylder lovgivningens krav, som beskrevet i servicelovens § 151 c.


Høring
Kvalitetsstandarderne har været i høring hos De Københavnske Ældreråd og Ældre Sagen, jf. de vedlagte høringssvar (bilag 3). De Københavnske Ældreråds kommentarer om forenkling af kvalitetsstandarderne i sprog, form og indhold er indarbejdet i den vedlagte version. Ligeledes er Ældre Sagens ønske om at tilføje oplysninger om adgangsforhold og  mailadresser til kommunens tilbud samt tilføjelse omkring selvvalgt bisidder indarbejdet.

 

Økonomi

De borgerrettede kvalitetsstandarder udmønter det kommunale serviceniveau på ældreområdet i overensstemmelse med budget 2012. Omkostninger i forbindelse med trykning, oversættelse osv. afholdes inden for rammerne af det vedtagne budget.  

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationens godkendelse af de borgerrettede kvalitetsstandarder, færdiggøres standardernes layout med henblik på trykning, offentligørelse og distribution.

Der udarbejdes en pixi-verision af 'Tilbud til ældre i København 2012', som oversættes til fransk, engelsk, arabisk, tyrkisk, urdu, farsi, somali og bosnisk.

Kvalitetsstandarderne og tilsynspolitikken publiceres ligeledes på kk.dk.

            Lene Sillasen
                                                        /Birgitte Bo Christensen

Oversigt over politisk behandling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende de borgerrettede kvalitetsstandarder 'Tilbud til ældre i København 2012', jf. (bilag 1).

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

    2.   at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender "Tilsynspolitik for
          tilbud efter servicelovens § 83 på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område", jf. (bilag 2). 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 15. december 2011
Indstillingen blev godkendt.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2012
Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. februar 2012

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top