Mødedato: 08.10.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om kriterier for arrangementer, som kræver afspærring

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen i samarbejde med andre relevante forvaltninger at fremlægge en sag til politisk behandling om revision af kriterier for afholdelse af arrangementer som kræver afspærring, med henblik på at tage større hensyn til københavnernes hverdag. Sagen skal indeholde forslag til en årlig grænse for antallet af megaevents og arrangementer som kræver afspærring samt afdække mulighederne for at begrænse afspærringers omfang og varighed, forbedre fremkommelighed og sikre bedre kommunikation til berørte københavnere. Sagen skal også belyse, hvordan en bydels samlede belastning fra store begivenheder kan indgå i vurderingen af, om et konkret arrangement skal afholdes.  

(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance)

Motivering

København skal være en levende hovedstad med store sports- og kulturbegivenheder. Samtidig skal hverdagen fungere for de københavnere, der bor og arbejder i byen.

Debatten efter VM i halvmaraton viser behovet for at genbesøge balancen. Omfattende afspærringer kan gøre det vanskeligt at komme til og fra sit hjem, passe sit arbejde og besøge familie.

Det rammer alle, men er særligt problematisk for københavnere med handicap og ældre, der ikke uden videre kan gå eller tage cyklen.

Samtidig er de store begivenheder ofte placeret i de samme bydele, hvor de lokale derfor oplever en uforholdsmæssig stor del af generne. 

Derfor ønsker Venstre en revision af kommunens megaeventstrategi, antallet af offentlige arrangementer som kræver afspærringer samt kriterierne for Megaeventpuljen. 

 

Til top