Mødedato: 08.10.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Københavns Kommunes tilslutning til C40-deklaration om ren luft

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal tilslutte sig C40-deklaration om ren luft i forbindelse med C40-borgmestertopmøde i København i oktober 2019.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommune tilslutter sig C40-deklarationen om ren luft (bilag 2).

(Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Problemstilling

Luftforurening er et globalt problem, der kalder på bæredygtige, grænseoverskridende løsninger til gavn for både klima, miljø og folkesundhed. C40, der organiserer 94 af verdens klimavenlige storbyer, har udarbejdet en deklaration for ren luft, som de har opfordret Københavns Kommune til at underskrive. Deklarationen er udarbejdet forud for C40-borgmestertopmøde i København den 9.-12. oktober 2019.

Københavns Kommune har tidligere underskrevet C40-deklarationer om Green & Healthy Streets, Zero Waste og Net Zero Carbon Buildings.

Løsning

Deklarationen indeholder blandt andet, at Københavns Kommune vil arbejde for, at luftkvaliteten i kommunen kommer på et niveau, som overholder FN’s verdenssundhedsorganisation WHO’s retningslinjer for god luftkvalitet.

Derudover indeholder deklarationen følgende hensigtserklæringer:

  • Københavns Kommune udarbejder indenfor to år en baseline og opsætter mål for reduktion af luftforurening, som på sigt kan medvirke til, at WHO´s grænseværdier for luftens indhold af stoffer kan overholdes.
  • Københavns Kommune udarbejder inden 2025 en plan for, hvordan WHO´s vejledende grænseværdier kan overholdes og igangsætter indsatser, som betydeligt reducerer forureningen fra de største forureningskilder i byen.
  • Københavns Kommune foretager årlig afrapportering af de målte koncentrationer til C40. 

WHO’s retningslinjer adskiller sig fra EU’s grænseværdier ved at være skrappere i forhold til grove partikler, fine partikler og ozon. WHO gik i 2016 i gang med at revidere deres retningslinjer, og der kan derfor forventes ændringer heri inden for en årrække.

I København overholdes EU’s grænseværdier for god luftkvalitet i forhold til partikler, både i bybaggrund og på gadeniveau. For ozon er EU´s grænseværdi overskredet en enkelt gang i 2017, baseret på måling i bybaggrund. WHO-retningslinjerne for fine og grove partikler overholdes ikke på gadeniveau. Hvad angår ozon overskrides WHO´s retningslinjer flere gange om året ved målinger i bybaggrund, jf. tabel 1.

Tabel 1: Grænseværdier og målte koncentrationer for partikler (årsgennemsnit) og ozon

 

EU-grænseværdier

WHO-retningslinjer

Målinger Bybaggrund, 2017

Målinger, H. C. Andersens Boulevard, 2017

Partikler, PM10

40 µg/m3

20 µg/m3

15 µg/m3

25 µg/m3

Fine partikler, PM2.5

25 µg/m3

10 µg/m3

10 µg/m3

13 µg/m3

Ozon

120 µg/m3
Max 25 dage pr. år

100 µg/m3

124 µg/m3
1. dag

96 µg/m3

 

Kilde: The Danish Air Quality Monitoring Programme for 2017,
DCE – Danish Centre for Environment and Energy

I tabellen er kun medtaget stoffer, hvor København overskrider WHO´s retningslinjer og derfor indgår kvælstofdioxid (NO2) og svovldioxid (SO2) ikke i tabellen.

Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at det er ambitiøst at skulle overholde WHO’s nuværende retningslinjer for god luftkvalitet. Da partikelforurening er et grænseoverskridende problem, øges effekten, hvis tilsvarende tiltag udføres i andre kommuner og byer både i og udenfor Danmark, hvor det ved fælles indsats vil blive muligt at overholde WHO’s retningslinjer.

Det er statens ansvar at sikre, at luftkvaliteten i København overholder EU’s grænseværdier, mens Københavns Kommunes rolle er at sikre implementering af fx miljøzoner, nulemissionsbusser mv. Desuden vedtog Borgerrepræsentationen Ren luft plan for Københavns Kommune den 19. september 2013, der fokuserer på ”at sikre, at luften i København er så ren, at borgernes sundhed ikke belastes”. Derudover gennemfører Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen, indsatsen ”Øget viden om de sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København” i perioden 2019-2022 med henblik på løbende at udvikle nye forslag og anbefalinger, der kan reducere de negative sundhedsmæssige konsekvenser af luftforurening.

Udover hensigtserklæringen om at overholde WHO-retningslinjerne, skal de byer, der underskriver deklarationen, udarbejde en plan for, hvordan de vil opnå en luftkvalitet, der overholder WHO-retningslinjer samt senest i 2025 igangsætte indsatser, som betydeligt reducerer forureningen fra de største forureningskilder i byen. I København vil det formentligt være vejtrafik og arbejdsmaskiner, brændeovne samt skibstrafik, herunder krydstogtskibe.

Indsatser kan eksempelvis være tiltag med fokus på reduktion af biltrafikken, skærpede krav til køretøjer i udbud, der leverer varer og tjenesteydelser til kommunen, krav om anvendelse af emissionsfrie arbejdsmaskiner i kommunale anlægsopgaver samt udvikling af en app, der i realtid viser luftkvaliteten i København. Sidstnævnte arbejde med udvikling af en app er allerede i proces i regi af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, som led i udmøntningen af budgetaftalen for 2019.

Desuden kan det allerede igangsatte arbejde omkring skærpet miljøzone, roadpricing, landstrøm til krydstogtskibe samt brændeovne fortsætte og udvides, hvis der skabes lovhjemmel hertil, og der viser sig behov herfor. Forslag til disse tiltag vil blive udarbejdet af de relevante forvaltninger inden for den gældende ressortfordeling.

Deklarationen understøtter Københavns Kommunes arbejde med indsatser i forhold til luftkvalitet inden for Ren luftplan for Københavns Kommune, KBH2025 Klimaplanen, Fællesskab København og Sundhedspolitikken 2025.

Hvis Borgerrepræsentationen tilslutter sig deklarationen, udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen i 2021 baseline for luftforurening i København, og Økonomiforvaltningen rapporterer årligt de målte koncentrationer til C40. Baseline og årlig rapportering vil blive udarbejdet på baggrund af den årlige luftkvalitetsrapport fra staten (jf. kilde i tabel 1). Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kommer, på baggrund af data og anden ny viden, løbende med anbefalinger og forslag til indsatser, der kan reducere de sundhedsmæssige konsekvenser af luftforurening.

Deklarationen er fortrolig, indtil den offentliggøres af C40 i forbindelse med borgmestertopmødet den 9.-12. oktober 2019.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da deklarationen er en hensigtserklæring, der ikke indebærer bindende forpligtigelser. Hvis Borgerrepræsentationen beslutter at igangsætte nye initiativer i relation til hensigtserklæringen, vil midler til udvikling og implementering af disse indgå i kommende budgetforhandlinger.

Videre proces

Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen og tilslutter sig deklarationen, vil Økonomiforvaltningen meddele C40, at København tilslutter sig deklarationen, og overborgmesteren underskriver deklarationen i forbindelse med C40-borgmestertopmødet den 9.-12. oktober 2019.

Teknik- og Miljøforvaltningen forelægger Borgerrepræsentationen baseline og forslag til delmål for at opnå WHO-retningslinjerne for god luftkvalitet i anden halvdel af2021.

 

          Søren Tegen Pedersen              Søren Wille                   Katja Kayser

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune tilslutter sig C40-deklarationen om ren luft (bilag 2).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. september 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. oktober 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. oktober 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top