Mødedato: 08.10.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Nedlæggelse af offentligt vejareal på hjørnet af Lygten og Frederikssundsvej, Bispebjerg

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til nedlæggelse af offentligt vejareal beliggende på Frederikssundsvej 8A og 8B i forbindelse med opførelse af Kampsportens Hus.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Frederikssundsvej 8A og 8B (bilag 2) nedlægges som offentlig vej, og der tilbageføres 0,004 mio. kr. til kommunekassen fra 2020 og frem jf. økonomiafsnittet.

     

  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre nedlæggelsen i henhold til vejlovens procedurebestemmelser.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Med Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der afsat midler til at opføre et nyt sportsanlæg kaldet Kampsportens Hus, der skal rumme kampsportsforeninger fra Nørrebro og Bispebjerg. Lokalplan 575 Kampsportens Hus blev endeligt godkendt i Borgerrepræsentationen den 6. juni 2019.

For at projektet kan virkeliggøres, skal den offentlige vej nedlægges, hvor bebyggelsen Kampsportens Hus skal opføres, så bebyggelsen kan opføres på en samlet matrikel (bilag 2). Nedlæggelse af offentlig vej skal jf. vejloven godkendes i Borgerrepræsentationen.

Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til nedlæggelse af det pågældende offentlige vejareal.

Løsning

Økonomiforvaltningen er bygherre på opførelsen af Kampsportens Hus. Teknik- og Miljøforvaltningen er myndighed, der giver den endelige byggetilladelse.

For at kunne opnå byggetilladelse til Kampsportens Hus, kræves der én samlet matrikel på hjørnet af Lygten og Frederikssundsvej. I dag består grunden henholdsvis af et areal, der er matrikuleret (6bp og 6bq) og et offentligt vejareal, der er umatrikuleret (7000x, Utterslev, København). Da offentlig vej altid er umatrikuleret, skal den del af arealet, der i dag er offentlig vej, nedlægges som vej for at give mulighed for en sammenlægning til én samlet matrikel.

Borgerrepræsentationen kan bemyndige Teknik- og Miljøforvaltningen til at nedlægge den del af arealet på Frederikssundsvej 8A og 8B (bilag 2), som er offentlig vej efter procedurebestemmelserne i vejloven. Herefter kan Økonomiforvaltningen foretage den for byggesagen nødvendige sammenlægning af arealerne til et matrikelnummer.

Nedlæggelsen kan gennemføres uden trafikale konsekvenser, da den del af arealet på Frederikssundsvej 8A og 8B, som er offentlig vej, ikke er taget i brug som vejareal.

Normalt forudsætter vejlovens nedlæggelsesprocedure annoncering, offentlig høring på otte uger og partshøring af berørte grundejere. Da vejarealet ikke er anlagt og taget i brug som offentlig vej kan nedlæggelsen ske uden gennemførelse af nedlæggelsesproceduren.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at nedlæggelsen af arealet som offentlig vej vil medføre en vedligeholdelses- og driftsbesparelse på 4.000 kr. pr. år på Teknik- og Miljøforvaltningens driftsbudget fra 2020 og frem. Driftsbesparelsen vil blive tilbageført til kommunekassen, jf. nedenstående tabel:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2020 p/l)

Varig?
ja/nej

2020 og frem

1.

TMU

1000 – Ordinær drift

2.28.11.1

U

-4

Ja

1.

ØU

Finansposter

8.22.05.5

U

4

Ja

I alt

0

-

TMU = Teknik- og Miljøudvalget

ØU = Økonomiudvalget

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen sørge for at nedlægge vejarealet efter proceduren i vejloven.

Søren Wille  /  Rikke Sønderriis

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Frederikssundsvej 8A og 8B (bilag 2) nedlægges som offentlig vej, og der tilbageføres 0,004 mio. kr. til kommunekassen fra 2020 og frem jf. økonomiafsnittet.

     

  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre nedlæggelsen i henhold til vejlovens procedurebestemmelser.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. september 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. oktober 2019

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. oktober 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top