Mødedato: 08.06.2000, kl. 17:30

Dispensation til Valby Bydelsråd til at indgå kontrakt på parkområdet

Dispensation til Valby Bydelsråd til at indgå kontrakt på parkområdet

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 8. juni 2000

 

BR 249/2000

Dispensation til Valby Bydelsråd til at indgå kontrakt på parkområdet

Dispensation til Valby Bydelsråd til at indgå kontrakt på parkområdet

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det i henhold til bydelsregulativet for Valby Bydelsråd, § 32, stk. 2, godkendes, at Valby Bydelsråd indgår kontrakt på parkområdet med virkning ud over bydelsforsøgsperioden

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 10. maj 2000

Anbefalet, idet der gøres opmærksom på, at indstillingens ordlyd er ændret i forhold til den med dagsordenen til mødet den 3. maj 2000 udsendte indstilling.

Mikkel Warming (Ø) og Jens Kjær Christensen (Ø) tog forbehold.

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

RESUME

Valby Bydel ønsker at gennemføre et udbud på parkområdet, som af økonomiske og praktiske årsager vil strække sig ud over bydelsforsøgets periode. Vej & Park har intet at indvende mod, at driftsopgaverne på parkområdet sendes i udbud for et længere tidsrum end bydelsforsøgets periode for at få den bedst mulige pris og kvalitet for løsningen af opgaven. Det foreslås, at kontraktperioden, som for de udliciterede parker i kommunen, bliver på 3 år med mulighed for forlængelse på samme vilkår i endnu 2 år.

Det forudsættes endvidere, at bydelens udbudsmateriale for parkområdet skal fremsendes til godkendelse i Vej & Park, for derved at sikre, at der sker en afstemning af udbudsbetingelserne og vedligeholdelsesstandarden, så der ikke er væsentlige afvigelser fra de kontrakter, som Københavns Kommune indgår på andre parkområder, der udliciteres.

I tilfælde af et ophør af bydelsordningen vil det være Bygge- og Teknikforvaltningen og herunder Vej & Park, der vil være ansvarlig for kontraktens videreførelse.

SAGSBESKRIVELSE

Valby Bydelsråd vedtog den 4. november 1999 budgettet for år 2000. I budgetforliget var parterne bl.a. enige om, at Bydelen - på baggrund af den væsentlige prisforhøjelse, Kommune Teknik København har foretaget for parkvedligeholdelsen - agter at sende parkområdet i udbud. Kommune Teknik København vil blive anmodet om at byde på området.

Valby Bydel har i dag indgået kontrakt med Kommune Teknik København på parkområdet for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2000. Bydelen agter at sende parkområdet i udbud med kontraktindgåelse fra 1. januar 2001.

Med den nuværende forsøgsperiode for bydelene er der i følge Regulativet for Valby Bydelsråd ikke mulighed for at indgå en kontrakt af mere end 1 års varighed uden Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse.

Det er ikke kutyme og heller ikke hensigtsmæssigt at igangsætte en udbudsforretning med henblik på indgåelse af en 1-årig kontrakt for vedligeholdelse af parker og grønne anlæg. Det må bl.a. forventes, at færre entreprenører vil afgive tilbud, og at prisen herfor vil være højere, såfremt at kontraktens varighed kun er 1 år.

Valby Bydelsråd har derfor anmodet om dispensation fra bestemmelsen i Regulativ for Valby Bydelsråd § 32, stk. 2, hvoraf det fremgår:

"Indgåelse af aftaler med tredjemand, der har virkning ud over forsøgsperioden, kræver Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse, bortset fra aftaler, der kan opsiges med et kortere varsel end 6 måneder."

Således at der i forbindelse med udbud af parkområdet kan indgås kontrakt med tredjemand for perioden 1. januar 2001 til 31. december 2003, subsidiært for perioden 1. januar 2001 til 31. december 2002.

I tilfælde af et ophør af bydelsordningen vil det være Bygge- og Teknikforvaltningen og herunder Vej & Park, der vil være ansvarlig for kontraktens videreførelse.

Vej & Park har i dag et positivt samarbejde med Valby Bydelsråd, og under forudsætning af, at bydelens udbudsmateriale for parkområdet fremsendes til godkendelse i Vej & Park, burde der ikke være problemer ved at overtage en driftskontrakt fra bydelen. Derved sikres det, at der sker en afstemning af udbudsbetingelserne og vedligeholdelsesstandarden, så der ikke vil være væsentlige afvigelser fra de kontrakter, som Københavns Kommune indgår på andre parkområder, der udliciteres, samt endvidere at Valby Bydelsråd kan drage nytte af de erfaringer, som Vej & Park har med hensyn til formulering af udbudsmateriale.

Det skal endvidere foreslås, at Valby Bydelsråd på tilsvarende vis som for kommunens udliciterede parker kan indgå en kontrakt for en 3-årig periode, dvs. fra 1. januar 2001 til 31. december 2003 med mulighed for på samme vilkår at udvide driftsperioden med 2 år frem til 31. december 2005, hvis det til den tid ønskes.

Ole Bach

Til top