Mødedato: 08.05.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til udvidelse af Rødkilde Skoles KKFO og fritidshjemmet Lykkebo

Se alle bilag

Der skal tages stilling til anlægsbevilling til ud- og ombygning af Rødkilde Skoles KKFO for at muliggøre en kapacitetsforøgelse med 1½ gruppe samt til ud- og ombygning af fritidshjemmet Lykkebo for at muliggøre en kapacitetsforøgelse med 2 grupper.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 2.250.000 kroner i årene 2014-2015 til udvidelse af Rødkilde Skoles KKFO,
  2. at der gives en anlægsbevilling på 6.982.000 kroner i årene 2014-2015 til udvidelse af fritidshjemmet Lykkebo,
  3. at der gives en anlægsbevilling på 1.000.000 kroner i året 2015 til renovering og forbedring af udearealerne i tilknytning til fritidshjemmet Lykkebo. 

Der anvises dækning for beløbet på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingerne henvises til bilag 5.

Det bemærkes, at resultatet af de i Børne- og Ungdomsforvaltningen gennemførte analyser på kapacitetsområdet med henblik på nedbringelse af anlægsudgifter indgår i arbejdet med udvidelse af Rødkilde Skoles KKFO og fritidshjemmet Lykkebo. Det forudsættes, at projektet følger den oprindelige tidsplan.

Det bemærkes, at anlægsbevillingen til udvidelsen af fritidshjemmet Lykkebo indeholder bevilling på 1 mio. kr. til renovering og forbedring af udearealerne i tilknytning til fritidshjemmet. Der gøres opmærksom på, at dette ikke giver mere kapacitet, men øger serviceniveauet.

Der henvises i øvrigt til Københavns Ejendommes udtalelse, der er vedlagt som bilag 4.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

Som følge af det store kapacitetsmæssige pres på byens folkeskoler mangler fritidsområdet også pladser til de mange elever. Der er pasningsgaranti for de yngste børn i fritidsinstitutioner og for at sikre, at alle elever får tilbudt en plads i tilknytning til deres skole, blev der i budget 2013 afsat midler til at udbygge fritidsområdet med 29 nye grupper. Grupperne bliver etableret tæt på de skoler, hvor behovet er størst, og på de skoler, som forventes at blive udbygget i de kommende år.

Såvel Rødkilde Skole som Lykkebo Skole er ved at udvide antal spor til henholdsvis 4 og 3 spor. Kapacitetspresset på skolerne skaber et tilsvarende kapacitetspres på de skoletilknyttede fritidsordninger, og derfor søges der i denne indstilling om anlægsmidler til at etablere 1 ½ ny gruppe (42 pladser) til Rødkilde Skoles elever, hhv. 2 nye grupper (56 pladser) til Lykkebo Skoles elever.

Løsning

Rødkilde Skole har et tilknyttet fritidshjem og en KKFO. KKFO'en er beliggende på skolen og ved at opføre en garderobetilbygning samt ombygge i mindre omfang kan KKFO'en opnormeres med 1 ½ gruppe, så kapaciteten fremover bliver 190 børn. Udearealet deles med skolen og ændres ikke i forbindelse med opnormeringen.

Lykkebo Skole har to tilknyttede fritidshjem, herunder fritidshjemmet Lykkebo, som er beliggende på Kærskiftevej 21 i Valby. Fritidshjemmet har tidligere også rummet en klub, men da den er flyttet til anden adresse, kan de hermed frigjorte arealer bringes i spil til en kapacitetsudvidelse af fritidshjemmet fra de nuværende 3 grupper til fremover at rumme 5 grupper, så kapaciteten fremover bliver 140 børn.

Udearealerne i tilknytning til fritidshjemmet Lykkebo har ved den seneste legepladsinspektion i 2011 fået en vurdering af legeværdi og tilstand under middel. Både af denne årsag, og fordi det ikke er muligt at øge udearealet til det forøgede antal børn i forbindelse med udvidelsesprojektet, er der behov for et kvalitetsmæssigt løft. I forlængelse af byggeriet vil udearealerne derfor blive forbedret, så der også i fremtiden kan tilbydes gode og inspirerende udearealer for de 140 børn.

Brugerinddragelse

Projekterne er begge steder udarbejdet i tæt samarbejde med et byggeudvalg bestående af ledelse og personale samt med inddragelse af forældre. Brugernes kommentarer er blevet indarbejdet løbende under projektets udvikling, og brugerne udtrykker tilfredshed med resultatet. Der foreligger udtalelser fra brugerne som bilag 2 og 3.

Tidsplan

Om- og udbygning forventes igangsat maj måned.

På Rødkilde Skole KKFO kan tilbygning og ombygning foregå uden genhusning, og byggeriet forventes færdigt til februar 2015.

På fritidshjemmet Lykkebo er det nødvendigt at gennemføre byggeriet i etaper, for at institutionen kan fungere samtidigt hermed uden at skulle foranstalte en omkostningsfuld genhusning. Byggeriet forventes færdigt til februar 2015, hvorefter udearealerne vil blive istandsat.

Høringssvar fra Københavns Ejendomme

Indstillingen har været i høring hos Københavns Ejendomme (KEjd). Høringssvaret (bilag 4) giver ikke anledning til bemærkninger.

Praktikpladser

Ifølge Københavns Ejendomme ligger entrepriseudgifterne i begge projekter under tærskelværdierne for, hvornår der stilles krav om beskæftigelse af praktikanter. Derfor vil der ved entrepriseudbud ikke blive stillet krav om beskæftigelse af praktikanter.

Økonomi

I budget 2013 blev der afsat 128,1 mio. kr. (2014 p/l) til etablering af 29 fritidshjem/KKFO-grupper. Anlægsbevillingerne til Rødkilde Skoles KKFO og Fritidshjemmet Lykkebo samt udearealerne ved Fritidshjemmet Lykkebo finansieres af denne ramme.

Der er indtil videre udarbejdet følgende indstillinger med finansiering indenfor rammen.

Tabel 1. Bevillinger til KKFO og Fritidshjem  

Projekt

Grupper

1.000 kr. (2014 p/l)

Amager Fælled Skole (BR 23/5 2013)

2

7.120

Børnebyen Prinsessegade (BR 12/12 2013)

4

23.000

Carl Nielsens Allé (BUU 19/3 2014)

1

4.490

Rødkilde Skoles KKFO

1,5

2.250

Fritidshjemmet Lykkebo

2

6.982

Fritidshjemmet Lykkebo - Udearealer

 

1.000

I alt

10,5

44.842

Anlægsbevillinger vedrørende de resterende fritidshjem/KKFO grupper fremsættes løbende i takt med, at der udarbejdes projekter.

Oplysninger om de bevillingsmæssige konsekvenser, detaljer om anlægsbevillingerne samt oplysninger om hvordan bevillingerne er opdelt på kategorier fremgår af bilag 5.

Benchmark

De 29 grupper, der skal etableres for budget 2013 midler vil i gennemsnit koste 4,42 mio. kr. De 2 grupper ved Amager Fælled Skole kostede 3,56 mio. kr. pr. gruppe, Prinsessegade 5,75 mio. kr. pr. gruppe og Carl Nielsens Allé 4,49 mio. kr. pr. gruppe (jf. Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) 19.3.2014). Gruppeprisen på Rødkildes Skoles KKFO er på 1,5 mio. kr., mens den er 3,49 mio. kr. på Fritidshjemmet Lykkebo (3,99 mio. kr. incl. udeareal). Den lave pris på Rødkilde skyldes, at der primært er tale om inventar samt en mindre tilbygning. Anlægsudgiften varierer meget fra projekt til projekt, selvom projekterne udføres efter samme funktionsprogram og i samme kvalitet. Generelt er nybygning dyrest, tilbygninger billigere, mens ombygninger er de billigste - især hvis der er tale om ombygning af eksisterende lokaler som f.eks. basislokaler. Anlægsudgiften påvirkes endvidere af, i hvor høj grad projektet udløser krav om nye tekniske installationer og/eller adgangsforhold.

Driftsøkonomi

Rødkilde Skoles KKFO
De årlige driftsudgifter for de nye KKFO pladser ekskl. husleje forventes at blive 1.503.087 kr., svarende til 35.788 kr. pr. plads. Hvis pladserne i stedet blev etableret på en institution, hvor driftsudgifterne svarer til gennemsnittet for alle institutioner, ville den årlige driftsudgift have været 1.618.686 kr. Det svarer til 38.540 kr. pr. plads. De lavere driftsudgifter skyldes bl.a., at der er tale om en tilbygning, der ikke udløser nyt grundbeløb.

Der anvises dækning for driftsudgifterne på funktion 3.22.05.1, KKFO. 

Fritidshjemmet Lykkebo 
De årlige driftsudgifter for de nye fritidshjemspladser ekskl. husleje forventes at blive 2.048.262 kr., svarende til 36.576 kr. pr. plads. Hvis pladserne i stedet blev etableret på en institution, hvor driftsudgifterne svarer til gennemsnittet for alle institutioner, ville den årlige driftsudgift have været 2.158.248 kr. Det svarer til 38.540 kr. pr. plads. De lavere driftsudgifter skyldes, bl.a., at der er tale om en tilbygning, der ikke udløser nyt grundbeløb.

Der anvises dækning for driftsudgifterne på funktion 5.25.15.1, fritidshjem.

Videre proces

Efter godkendelse i Børne- og Ungdomsudvalget fremlægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

 

Else Sommer                                            /Knud Langberg

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 2.250.000 kroner i årene 2014-2015 til udvidelse af Rødkilde Skoles KKFO,
  2. at der gives en anlægsbevilling på 6.982.000 kroner i årene 2014-2015 til udvidelse af fritidshjemmet Lykkebo,
  3. at der gives en anlægsbevilling på 1.000.000 kroner i året 2015 til renovering og forbedring af udearealerne i tilknytning til fritidshjemmet Lykkebo.

Der anvises dækning for beløbet på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingerne henvises til bilag 5.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 2. april 2014

Indstillingen blev godkendt, idet formuleringen vedr. praktikpladser ændres

fra:

"Ifølge Københavns Ejendomme ligger entrepriseudgifterne i begge projekter under tærskelværdierne for, hvornår der stilles krav om praktikpladser. Derfor vil der ved entrepriseudbud ikke blive stillet krav om ansættelse/indgåelse af uddannelsesaftaler i henhold til lov om erhvervsuddannelser"

til:

"Ifølge Københavns Ejendomme ligger entrepriseudgifterne i begge projekter under tærskelværdierne for, hvornår der stilles krav om beskæftigelse af praktikanter. Derfor vil der ved entrepriseudbud ikke blive stillet krav om beskæftigelse af praktikanter."


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det indstilles, at resultatet af de i Børne- og Ungdomsforvaltningen gennemførte analyser på kapacitetsområdet med henblik på nedbringelse af anlægsudgifter indgår i arbejdet med udvidelse af Rødkilde Skoles KKFO og fritidshjemmet Lykkebo. Det forudsættes, at projektet følger den oprindelige tidsplan.

Det bemærkes, at anlægsbevillingen til udvidelsen af fritidshjemmet Lykkebo indeholder bevilling på 1 mio. kr. til renovering og forbedring af udearealerne i tilknytning til fritidshjemmet. Der gøres opmærksom på, at dette ikke giver mere kapacitet, men øger serviceniveauet.

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger for så vidt angår indstillingens ejendomsfaglige indhold. Der henvises i øvrigt til Københavns Ejendommes udtalelse, der er vedlagt som bilag 4.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.


 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. maj 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top