Mødedato: 08.03.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til etablering af elladestandere

Borgerrepræsentationen skal godkende, at der frigives en anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. til etablering og anskaffelse af elladestandere i Teknik- og Miljøforvaltningen i 2012.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. (2012 p/l) til etablering og anskaffelse af elladestandere i 2012. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.01.3.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har 365 køretøjer med en vægt under 3,5 ton, hvoraf hovedparten (ca. 76 %) kører på benzin og diesel. Som et led i klimaplanen er det besluttet, at Københavns Kommune pr. 1. januar 2011 udelukkende køber personbiler, som kører på brint eller el, og at 85 % af kommunens personbiler i 2015 skal være el- eller brintbiler. Der er på den baggrund behov for anskaffelse af elladere til Teknik og Miljøforvaltningens el- og brintkøretøjer idet, der ved køb af et el- og brintkøretøj ikke automatisk medfølger en elladestander eller en brint tankstander.

Borgerrepræsentationen godkendte den 15. december 2011 at overføre 1. mio. kr. fra drift til anlæg med henblik på etablering og anskaffelse af midlertidige og permanente elladestandere i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Disse anlægsmidler ønskes med denne indstilling frigivet.

Løsning

Anlægsbevillingen på 1. mio. kr. skal anvendes til at dække behovet for etablering (strømkilder og gravearbejde) og anskaffelse af elladestandere til Teknik- og Miljøforvaltningens køretøjer.

Mulighederne for etablering af ladestandere er flere, prissætning varierer dog imellem forskellige udbydere, og ligeledes er det vidt forskellige forretningsmodeller de forskellige leverandører imellem. Uanset hvilken leverandør og forretningsmodel der vælges, skal der foretages et fælleskommunalt EU-udbud, som varetages af Økonomiforvaltningens udbudsenhed.

Løsningsmulighederne er mange, det er dog essentielt, at de elladestandere, der indkøbes, er ”intelligente”. Ved intelligent ladning menes mere nøjagtigt en oplader, der bl.a. kan understøtte klimaplanens mål om mere CO2 neutral strøm, og bidrage til grøn transport. Opladning af de fleste køretøjer vil for Teknik- og Miljøforvaltningens vedkommende foregå om natten, hvor kørselsbehovet er minimalt og hvor der er overskud af strøm til rådighed. Derfor er det vigtigt, at elladeren kan slå til og fra afhængigt af, om der er CO2 neutral strøm til rådighed, og samtidig skal den kunne fungere som leverandør til elnettet, hvis der er et underskud af strøm. Køretøjets batteri fungerer på denne måde som et backup til det eksisterende elnet, og der kan herved føres strøm frem og tilbage til elnettet alt efter, hvad der er mest hensigtsmæssigt på det givne tidspunkt.

Det anbefales derfor, at der i Københavns Kommune tegnes kontrakt med en leverandør, der kan imødekomme den fremtidige udvikling indenfor ladning af elkøretøjer, hvorfor drift og service af ladestandere ligeledes skal ligge ved leverandøren/leverandørerne af ladestandere. På denne måde undgår Københavns Kommune ligeledes at foretage investeringer i hard- og software som på sigt kan være utidssvarende. En stor del af investeringen i elladere er disponeret til etablering af strømkilder og gravearbejde. Fra leverandørsiden arbejdes der i udpræget grad med abonnementsordninger på ladestandere. Prissætning er differentieret alt efter, hvilken leverandør der vælges. Business Case og kravspecifikation for udbud vil tage højde for, hvilken model der vælges for Københavns Kommune som helhed i relation til indkøb af elladere.

Økonomi

Med denne indstilling skal der frigives en anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. (2012 p/l) til etablering og anskaffelse af elladestandere i Teknik- og Miljøforvaltningen i 2012. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.01.3. Udbuddet varetages af Økonomiforvaltningens udbudsenhed, og Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor ikke udgifter hertil.

Videre proces

Etablering og anskaffelse af ladestandere i hele Københavns Kommune forventes igangsat i andet kvartal 2012, da udbud af ladestandere ved Økonomiforvaltningen på dette tidspunkt forventes færdigbehandlet, og kontraktindgåelse vil have fundet sted på rammeaftale for en firårig periode. Såfremt der måtte opstå behov herfor, kan der indkøbes enkelte elladestandere til Teknik- og Miljøforvaltningen efter annoncering allerede ultimo 1. kvartal efter Borgerrepræsentationens godkendelse om frigivelse af anlægsbevillingen til etablering af elladestandere i Teknik- og Miljøforvaltningen.

 
Claus Juhl                    Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. (2012 p/l) til etablering og anskaffelse af elladestandere i 2012. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.01.3.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. januar 2012

Indstillingen blev anbefalet.



 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2012
Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. marts 2012

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top