Mødedato: 08.02.2001, kl. 17:30

Lokalplan "Hasselvænget"

Lokalplan "Hasselvænget"

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 8. februar 2001

 

BR 57/01

Lokalplan "Hasselvænget"

Endelig vedtagelse af lokalplan "Hasselvænget"

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplan "Hasselvænget" vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen foreslåede præciseringer af bestemmelser i § 5 om bebyggelsens omfang og placering, § 6 om bebyggelsens ydre fremtræden samt § 9 om ubebyggede arealer

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2001

Anbefalet

 

 

RESUME

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende lokalplanforslaget bl.a. omfattende ejerne af den af forslaget omhandlede rækkehusbebyggelse "Hasselvænget" med 38 ejerboliger og Hasselvængets Ejerlag er der modtaget fem henvendelser.

De modtagne henvendelser, hvoraf én er fra ejerlaget og tre fra ejere i bebyggelsen, omfatter overvejende forhold i lokalplanforslagets bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden og de ubebyggede arealer. Henvendelserne har ført til forslag om enkelte præciseringer i lokalplanbestemmelserne.

Den bevarende lokalplan for området er udarbejdet i overensstemmelse med Kommuneplan 1997 og i et samarbejde med ejerlaget og beboerne i bebyggelsen, idet et udkast til lokalplanforslaget endvidere har været forelagt ejerlagets formand før offentliggørelsen af forslaget.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 14. juni 2000 Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 10. maj 2000 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Hasselvænget" og om at Bygge- og Teknikforvaltningen, forud for meddelelse af tilladelse i medfør af bestemmelserne i lokalplanens § 6 og § 9, skal foretage høring af "Hasselvængets Ejerlag" (BR 312/2000, dagsordenens pkt. 39). Aftryk af indstillingen til Borgerrepræsentationen vedlægges til gennemsyn som bilag 1.

Offentliggørelsen

Planforslaget har været offentliggjort i perioden 4. juli - 27. september 2000. Der er udsendt 231 pjecer til ejere, lejere og brugere samt 59 pjecer til interessegrupper, foreninger og lignende.

Der er i forbindelse med offentliggørelsen modtaget fem henvendelser, der i kopi vedlægges til gennemsyn som bilag 2. En oversigt over henvendelserne, der nærmere beskrives nedenfor, er vedlagt som bilag A.

Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

  1. E-mail af 15. september 2000 fra Eksperimenterende Danske Radioamatører, Københavns Afdeling v/formand Palle Kruse
  2. Palle Kruse gør indsigelse mod § 6, stk. 6, om antenner. Der fremføres en række forhold, som er specielle for licenserede radioamatører vedrørende antenneanlæg. Det anføres, at en radioamatør ved at bestå en prøve hos Telestyrelsen opnår tilladelse til at foretage forsøg med udsendelse af radiosignaler. Sendetilladelsen kan mis-tes, hvis Telestyrelsens anvisninger ikke følges. Sendeantenner skal så vidt muligt placeres højt og frit for at mindske risikoen for at forstyrre andre anlæg, herunder radio- og tv-udsendelser, og fællesantenneanlæg kan ikke benyttes. Der tilbagevises en eventuel frygt for en antenneskov, da der alene er ca. 4.000 aktive licenserede radioamatører i Danmark. Der anføres et eksempel på lokalplantekst fra Gladsakse Kommune, hvorefter der kan opsættes parabolantenner på de enkelte ejendomme inden for nærmere angivne begr&ael ig;nsninger, mens anden placering kræver særlig tilladelse fra byrådet. Der henvises til, at forbud mod antenner i visse tilfælde vil være en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed, jf. lov nr. 285 af 29. april 1992 og Justitsministeriets skrivelse til Miljø- og Energiministeriet af 23. februar 1994.

  3. Skrivelse af 25. september 2000 fra bestyrelsen for Hasselvængets Ejerlag v/Iben Niegaard og Charlotte Egholm

Hasselvængts Ejerlag har på en ekstraordinær generalforsamling den 20. september 2000 vedtaget at fremkomme med en række indsigelser og forslag til lokalplanen på en række punkter:

  • Ad § 6, stk. 2 b: Det foreslås uden nærmere begrundelse, at bestemmelsen om, at eksisterende tagvinduer kan udskiftes med ovenlysvinduer af nutidig standard med målene 54 x 76 cm erstattes med, at tagvinduer kan udskiftes med 6 stens jernvinduer som eksisterende
  • Ad § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 3: Bestemmelsen om udhuses udformning findes unødvendigt detaljeret samtidig med, at der undlades regulering af et eksisterende problem vedrørende cykelskure i forhaverne mod Hvidtjørnevej. Det foreslås, at bestemmelsen ændres til, at udhuse skal være af træ og behandlet med en dækkende malerbehandling af mørk farve. Højden må ikke overskride 1,80 m, og grundarealet må ikke overskride 7 m². Tagene skal være af sort tagpap. Udhusene skal placeres indenfor byggelinierne. I forhaverne mod Hvidtjørnevej er det derudover tilladt at opføre et cykelhalvtag, som højst må være 1,75 m i højden og højst have et areal på 5 m². Signaturen for skure på lokalplantegningen skal udgå, mens de markerede byggelinier skal bibeholdes
  • Ad § 9, stk. 1: Det anføres i relation til det fælles haveanlæg, at det karakteristiske ved Hasselvænget dannes dels af bygningerne, som lokalplanen har en række bestemmelser om bevaring af, dels af parken, der sikres af en eksisterende deklaration. Det ønskes, at lokalplanen også skal sikre en bevarelse af haveanlæggets særlige karakter. Det findes ikke, at bestemmelsen om fredning af bestemte træer er hverken tilstrækkelig eller hensigtsmæssig. Det foreslås, at det på tegningen med lys priksignatur viste areal i sin helhed skal henligge som fælles haveareal. Endvidere fastlægges de på tegningen med åben priksignatur viste 2 m brede grusstier. Sunde træer skal bevares i videst muligt omfang. Efterplantning eller supplerende træplantning skal ske dels med hensyntagen til skyggevirkninger i de private haver, dels med henblik på at bevare den særlige karakter an lægget er givet i den oprindelige haveplan som en slags "eremitageslette" med store træer, enten solitære eller i grupper. Fældning eller nyplantning af træer vedtages efter en overordnet plan vedtaget på en generalforsamling
  • Ad § 9, stk. 3: Vedrørende terrasser anses det for byggeteknisk meget besværligt og en uønsket tilføjelse til den oprindelige arkitektur, at disse skal opmures i forbandt som husene. Det foreslås, at terrasserne for husene ved Hasselvej mod parken maksimalt må have et bruttoareal på 3 x 3 m. Endvidere foreslås det, at det skal tilstræbes, at støttemurene til terrasserne mod haveanlægget ved husene på Hasselvej fremtræder dækket af beplantning
  • Ad § 9, stk. 4: Det ønskes præciseret uden nærmere begrundelse, at det ikke er tilladt at parkere i forhaverne på Hvidtjørnevej og Hasselvej
  • Ad § 13: Der gøres opmærksom på en mulig fejl vedrørende tinglysningsdato, idet det menes, at den omhandlede deklaration vedrørende bebyggelsen, herunder det fælles haveanlæg, er lyst den 19. august 1940 og ikke den 25. august 1939
  1. Skrivelse af 25. september 2000 fra Peter Hermansen, Hasselvej 22, 2720 Vanløse
  2. Peter Hermansen anser bestemmelserne om udhuse i § 6, stk. 3, for stramme og mener i øvrigt, at reglerne om højde i Bygningsreglementet for småhuse 1998 i princippet bør være gældende. Det anføres, at han ikke kan tilslutte sig beslutningen på en ekstraordinær generalforsamling den 20. september 2000 i Hasselvængets Ejerlag om en maksimal højde på 1,80 m generelt for alle udhuse i bebyggelsen, da udhusene vil blive uanvendelige på grund af en endnu mindre indvendig frihøjde. Det foreslås, at bestemmelsen ændres til, at udhuse skal være af træ og behandlet med en dækkende mørk farve. Tagene skal være af sort tagpap. Grundarealet må ikke overskride 7 m², og højden må ikke overskride 1,8 m dog således, at på Hasselvej tillades en højde på 2,2 m. I haverne skal udhusene placeres indenfor de på plantegningen angivne byggezoner. Herudover foreslås det, at der kan opstilles cykelhalvtage i forhaver mod Hvidtjørnevej efter nærmere men ikke formulerede krav til udformningen.

  3. Skrivelse af 25. september 2000 fra Jacob Holm, Hasselvej 24, 2720 Vanløse

Jacob Holm er fremkommet med en række indsigelser og forslag til lokalplanen:

  • Ad § 5, stk. 3: Det anføres, at det er uhensigtsmæssigt, at skure låses så fast som foreskrevet, da skure dermed i nogle tilfælde skal placeres i eksisterende stiforløb. Det foreslås, at skurenes placering alene reguleres af Bygningsreglementet for småhuse 1998 med tilføjelse om, at skurene ikke placeres på den fælles grønning samt på det åbne græsareal mod Thorupgård Allé
  • Ad § 6, stk. 3: Med henvisning til eksisterende udhuse foreslås det i relation til udhusenes udformning, at bestemmelsen ændres til en mere løs formulering, som følger højdegrænseplanerne i Bygningsreglementet for småhuse 1998 og med mere variation i skurenes udtryk, såsom vandret/lodret beklædning, flade tage/tage med rejsning og farvevariation
  • Ad §6, stk. 4: Med henvisning til eksisterende forhold foreslås det, at markiser på Thorupgård Allé bør placeres over havedøre i øvrigt ligesom på Hvidtjørnevej
  • Ad § 6, stk. 6: Det anføres, at der på baggrund af tidligere forsøg på etablering af fællesantenne for bebyggelsen ikke forventes flertal for en sådan etablering. Derved forhindres beboerne i at udvide eksisterende antenner til modtagelse af nye tv-kanaler. Det foreslås, at bestemmelsen udelades under hensyn til Bygningsreglementet for småhuse 1998 regulering af antenner og paraboler
  • Ad § 9, stk. 1: Det anføres, at lokalplanens afgrænsning af det fælles haveanlæg er en overfortolkning af eksisterende forhold. Det foreslås, at det fælles haveanlæg holdes ca. 2 m fra de yderste takker på bebyggelsen mod Hasselvej som vist på medsendt kopi af tegning udarbejdet af det tidligere Stadsingeniørens Direktorat
  • § 9, stk. 3: Det anføres, at et nettoareal på 3 x 3 m for terrasser virker rimeligt, når der henses til de eksisterende, idet der derved forventes et bruttomål på 4 x 4 m, der i princippet passer fint i dybden, men som eventuelt kan få terrasserne til at overskride naboskel. Det foreslås, at det sikres, at terrassen bliver inden for egen matrikel. Som en afskærmende beplantning ud mod fællesarealet ønskes ikke en lukket, høj hæk, men blot en tilgroning af terrassesiderne. Der gøres indsigelse imod, at terrasser og støttemure skal anlægges med gule og røde mursten i forbandt. Det foreslås, at terrasser udføres i grå beton som soklerne på husene

I øvrigt kommenteres den udsendte planorientering med bemærkninger til en række faktuelle oplysninger m.v., som i tilfælde af genoptrykning af orienteringen foreslås ændret i det omfang, det af Plandirektoratet skønnes relevant.

  1. Skrivelse af 26. september 2000 fra lektor Nan Dahlkild, Thorupgård Allé 41, 2720 Vanløse

Nan Dahlkild udtrykker sympati for den overordnede bevaringsmålsætning i lokalplanen. Der gøres dog indsigelse imod § 5 om bebyggelsens omfang og placering, § 6 om bebyggelsens ydre omfang og § 9 om ubebyggede arealer, som bør slettes og eventuelt erstattes af vejledende eksempler. Det anføres i den forbindelse, at detaljeringsgraden er uhensigtsmæssig, bureaukratisk og udtryk for et bevaringssyn, der hæmmer en almindelig udvikling af bebyggelsen i forhold til nye tiders behov og materialer.

Som eksempler nævnes zinktagrender, hvid vinduesfarve, vinduer med samme inddeling som oprindeligt, trapper med teglsten af samme type som murværk, skure med hældningsgrad på 66 og en fastlagt placering af skure, der ikke tager hensyn til bevoksning og individuelle haveønsker. Der stilles også spørgsmålstegn ved, om der om f.eks. 10 år kan skaffes ovenlys af nutidig standard med målene 54 x 76 cm som bestemt i § 6, stk. 2. Der ønskes en individuel frihed for husejerne, herunder også vedrørende tilbygninger af udestuer og carporte.

Intern høring

Vej & Park, der har haft henvendelserne nr. 2, 4 og 5 forelagt i relation til det anførte om det fælles haveanlæg, har udtalt sig i det som bilag B vedlagte notat af 1. november 2000.

Det anføres i notatet, at det foreslåede fra Hasselvængets Ejerlag (henvendelse nr. 2) ikke giver anledning til bemærkninger.

Der er ingen bemærkninger til henvendelsen fra Jacob Holm (henvendelse nr. 4), herunder til afgrænsning af det fælles haveareal. Dog foreslås det, at terrassernes afskærmning mod fællesanlægget skal ske med beplantning, mens valg af beplantningens højde bør overlades til den enkelte ejer.

Under henvisning til det i ejerlagets henvendelse anførte om det fælles haveanlæg anses ønske fra Nan Dahlklid (henvendelse nr. 5) med hensyn til en mere vejledende/retningsgivende beskrivelse for at være respekteret.

Plandirektoratets bemærkninger

I de modtagne fem henvendelser fremføres generelt bemærkninger om følgende forhold:

  1. Der gives generelt udtryk for, at detaljeringsgraden af lokalplanbestemmelserne er uhensigtsmæssig, bureaukratisk og udtryk for et bevaringssyn, der hæmmer en almindelig udvikling i bebyggelsen i forhold til nye tiders behov og materialer, jf. henvendelse nr. 5
  2. Krav til tagvinduers udformning ønskes modificeret (§ 6, stk. 2 b), jf. henvendelse nr. 2 og 5
  3. Bestemmelserne om udhuse ønskes ændret på enkelte punkter og anses i øvrigt at være for detaljerede (§ 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 3), jf. henvendelserne nr. 2, 3, 4 og 5
  4. Der foreslås en ændret placering af markiser på huse mod Thorupgård Allé (§ 6, stk. 4), jf. henvendelse nr. 4
  5. Der protesteres mod krav om fælles antenneanlæg (§ 6, stk. 6), jf. henvendelse 1 og 4
  6. Der ønskes revidering af bestemmelserne om fælles haveanlæg (§ 9, stk. 1), jf. henvendelserne nr. 2, 4 og 5
  7. Bestemmelserne om terrasser ønskes justeret (§ 9, stk. 3), jf. henvendelserne nr. 2 og 4
  8. Parkering i forhaverne mod Hvidkildevej og Hasselvej ønskes forhindret (§ 9, stk. 4), jf. henvendelse nr. 2
  9. Der påpeges faktuelle fejl m.v. i den udsendte planorientering, som foreslås ændret i relevant omfang ved eventuelt genoptryk, jf. henvendelse nr. 4

Indledningsvis bemærkes det, at man kan henholde sig til den i det foranstående afsnit Intern høring omhandlede udtalelse fra Vej & Park.

Sammenfattet er henvendelserne fra ejerne, herunder ejerlaget, udtryk for disses ønsker om præcisering af lokalplanbestemmelserne primært om bebyggelsens ydre fremtræden og de ubebyggede arealer. Ejernes ønsker baserer sig på detaljeret viden om og erfaring ved brug af bebyggelsen. Ønskerne følges defor i det omfang, det skønnes hensigtsmæssigt og muligt. Det vurderes derved fra forvaltningens side, at der opnås et smidigt grundlag for den fremtidige administration af bestemmelserne.

Ad A: Rækkehusbebyggelsen fremtræder trods en alder på ca. 60 år endnu i hovedtræk med dens oprindelige udseende, selv om der i enkelte tilfælde er udskiftet nogle bygningsdele. Formålet med lokalplanen er bl.a. at sikre bebyggelsens særlige kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter samt sikre bebyggelsens omgivelser, herunder de åbne og lukkede forhaver og det fælles haveanlæg i overensstemmelse med den oprindelige bebyggelsesplan.

Udarbejdelse af lokalplanen er sket i et samarbejde med Hasselvængets Ejerlag. Således er forslaget til lokalplanen udarbejdet efter forelæggelse af et udkast for ejerlagets formand og med indarbejdelse af ejerlagets bemærkninger i det omfang, det blev skønnet hensigtsmæssigt og muligt. I øvrigt er der i behandlingen af modtagne henvendelser vedrørende forslaget, som det fremgår af det efterfølgende, taget hensyn, i det omfang det er såvel hensigtsmæssigt som muligt, til indvendinger mod og forslag til lokalplanens indhold fra bl.a. ejerlaget på baggrund af en ekstraordinær generalforsamling.

Med udformningen af lokalplanens bestemmelser, som de vil fremtræde efter præciseringerne som følge af henvendelserne, finder man det muligt, at den løbende vedligeholdelse og fornyelse kan ske med respekt for bebyggelsens oprindelige arkitektoniske kvaliteter som forudsat. Som det også fremgår af formålsbestemmelserne, anses det for vigtigt at opretholde/genskabe den ensartethed, der oprindeligt har præget rækkehusene, således at de fremstår som den helhed, der skaber bebyggelsens særlige karakter. I det omfang det er muligt, gives der mulighed for anvendelse af tidens materialer, jf. nedenfor under ad B.

Ad B: Bestemmelsen i lokalplanen om at eksisterende tagvinduer kan udskiftes med ovenlysvinduer af nutidig standard med målene 54 x 76 cm har baggrund i et ønske om at fastlægge begrænsninger for størrelse af ovenlys af hensyn til bebyggelsens udseende. De pågældende mål svarer til målene på "fredningsvinduer" (Velux – GVO), der er en nutidig mulighed ved udskiftning af traditionelle støbejernsvinduer.

Kravet om nutidig standard sigter til en til enhver tid værende standard og ikke alene til tidspunktet for lokalplanens vedtagelse. I det omfang det er muligt at fremskaffe traditionelle støbejernsvinduer i den oprindelige størrelse og form, er der intet til hinder for at benytte disse ved en udskiftning.

Lokalplanbestemmelserne i § 6, stk. 2 b, er præciseret i overensstemmelse hermed, jf. det efterfølgende afsnit Præcisering af lokalplanen.

Ad C: Bestemmelserne i lokalplanen om udhuse er udformet for at muliggøre skurbebyggelse på de enkelte ejendomme på en for området ensartet måde, der harmonerer med rækkehusbebyggelsens høje arkitektoniske kvalitet. Derved søges det at hindre opførelse af skure som en del af de eksisterende, hvis udseende ikke står mål med bebyggelsens arkitektoniske kvalitet og ofte virker fremmed og skæmmende på omgivelserne.

Det anses derfor nødvendigt, at lokalplanen indeholder en række bestemmelser vedrørende skures placering på de enkelte grunde og vedrørende skurenes ydre fremtræden. Det anses i den forbindelse også for væsentligt, at der alene opføres ét udhus på hver ejendom. Dog vil der med baggrund i de eksisterende forhold kunne accepteres et halvtag til cykler i forhaven for husene mod Hvidtjørnevej. På baggrund af henvendelserne og for fortsat at give udhusene en funktionel størrelse sammenholdt med deres placering og udseende accepteres en højde på maksimalt 2 m til sternlinien med en hældning for taget på op til 33° (som er taghældningen for rækkehusbebyggelsen) og en arealstørrelse på maksimalt 7 m². Udhusene skal som hidtil forudsat placeres i baghaven for husene mod Thorupgård Allé og Hvidtjørnevej og i forhaven for husene mod Hasselvej, dog nu indenfor et byggefelt som nærmere angivet på den som bilag C vedlagte reviderede lokalplantegning, der giver ejerne valgmuligheder vedrørende udhusenes nærmere placering. Malerbehandlingen ændres fra dækkende sort til dækkende mørk farve. Cykelhalvtagene skal udføres med en højde på maksimalt 1,75 m og et areal på maksimalt 5 m². Taget skal være fladt – eventuelt med nødvendig hældning for afvanding – og beklædt med sort tagpap som udhusene.

En sådan ønsket regulering er medtaget i lokalplanen, da den ikke kan gennemføres, hvis der alene administreres efter de regulerende bestemmelser i Bygningsreglement for småhuse 1998. Lokalplanens bestemmelser berører ikke eksisterende, lovlige udhuse og cykelhalvtage.

Lokalplanbestemmelsen i § 5, stk. 3, er præciseret i overensstemmelse med det anførte om placering af udhuse og cykelhalvtage, ligesom § 6, stk. 3, er præciseret i overensstemmelse med det anførte om udhusenes og cykelhalvtagenes højde og arealstørrelse m.v. Der henvises til det efterfølgende afsnit Præcisering af lokalplanen.

De markerede byggelinier, der ønskes bibeholdt, er vejudvidelseslinier. Ophævelsen af disse fastholdes, da der ikke af trafikale grunde er behov for at udvide de nuværende vejbredder.

Ad D: På baggrund af henvendelsen, der tager udgangspunkt i eksisterende forhold, og under hensyn til lokalplanens formål om at sikre opretholdelse af den oprindelige ensartethed af bebyggelsen m.v., præciseres det, at markiser på huse mod Thorupgard Allé placeres over havedørene. Der henvises til det efterfølgende afsnit Præcisering af lokalplanen.

Ad E: Lokalplanens bestemmelse om, at antenner og paraboler ikke må placeres på bygninger, men skal placeres som led i et fælles anlæg for bebyggelsen og ikke må være synlig fra de omliggende veje, er væsentlig i æstetisk henseende i forhold til planens formål om at sikre den ydre fremtræden af den eksisterende bevaringsværdige bebyggelse i lokalplanområdet.

Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at der etableres et separat fællesanlæg for licenserede radioamatører, der kan fungere uafhængigt af et fællesanlæg til modtagelse af radio- og tv-udsendelser.

De regulerende bestemmelser i Bygningsreglement for småhuse 1998 omfatter traditionelle tagantenner samt parabolantenner. Såfremt der administreres herefter, opnås der ikke den ønskede friholdelse af bygningerne for antenner. Lokalplanbestemmelsen berører ikke eksisterende, lovlige antenner.

Ved lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er konventionen gjort til en bestanddel af dansk ret. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992. Ifølge en af Miljø- og Energiministeriet indhentet udtalelse fra Justitsministeriet af 23. februar 1994 foreligger der ikke noget indgreb i den ret til at modtage informationer, som er beskyttet af artikel 10 i Den Europæisk Menneskerettighedskonvention, hvis der er eller bliver etableret et fællesantenneanlæg i området, som giver de samme muligheder som en udendørs antenne. Naturklagenævnet har i december 1994 truffet en afgørelse i en sag fra en anden kommune, hvorefter et påbud om fjernelse af en parabol ikke var i strid med konventionens artikel 10 bl.a. under hensyn til, at der er etableret fællesantenneanlæg i området.

Naturklagenævnet har endvidere i en afgørelse fra september 1996 i en sag ligeledes fra en anden kommune fastslået, at gældende bestemmelser i lokalplaner m.v. om forbud mod opsætning af udvendige antenner må – som alle andre planbestemmelser – forstås således, at de kun kan håndhæves i det omfang bestemmelserne er planmæssigt begrundet, dvs. hvor der med forbudet varetages hensyn til bebyggelsens ydre fremtræden.

Ad F: Det fælles haveanlæg er anlagt som en central grønning på grundlag af den oprindelige bebyggelsesplan. Anlægget er en væsentlig del af områdets bevaringsværdige særpræg.

Med bestemmelserne i lokalplanen om de ubebyggede arealer sikres det fælles haveanlæg som sådant i lokalplanen. Der er tale om en videreførelse af en bestemmelse i deklaration, lyst 25. august 1939, på ejendommene, hvilken bestemmelse ophæves i lokalplanen sammen med bl.a. en bestemmelse om Magistratens (nu Bygge- og Teknikforvaltningens) kontrol over anlægget, jf. § 13 om servitutbortfald. Herved afløses de hidtil gældende bestemmelser i denne servitut vedrørende det fælles haveanlæg med mere tidssvarende bestemmelser, herunder at tilsyn med det private fællesanlæg fra Vej & Parks side - som ønsket derfra - bortfalder som en naturlig opgavetilpasning.

Efter den delvise ophævelse af deklarationen, lyst 25. august 1939, med påtaleret alene for Københavns Magistrat, og uden hvis samtykke den ikke kan aflyses, opretholdes stadig deklarationens bestemmelser om, at vedligeholdelse af fællesanlægget påhviler ejerne, der skal være medlemmer af et ejerlav, der oprettes med dette særlige formål for øje.

Deklarationen, lyst den 19. august 1940, på ejendommene med påtaleret for hver enkelt parcelejer, og uden hvis samtykke den ikke kan aflyses, er ikke omfattet af lokalplanens bestemmelser om servitutbortfald, idet det overlades til ejerne at beslutte, om deklarationen skal ophæves helt eller delvist. Deklarationen omfatter bl.a. bestemmelser om fællesanlægget, herunder om vedligeholdelse m.v.

Som følge af henvendelserne er lokalplanbestemmelsen i § 9, stk. 1, om det fælles haveanlæg præciseret således, at udpegning af bestemte bevaringsværdige træer udgår og erstattes med bestemmelser om bevaring af sunde træer i videst muligt omfang, ligesom bestemmelsen om efterplantning udbygges af hensyn til bevaring af anlæggets særlige karakter. Som en naturlig konsekvens af foranstående udgår i § 9, 2, om private haver, bestemmelsen om udpegning af bestemte bevaringsværdige træer, ligesom det bestemmes, at sunde træer skal bevares i videst muligt omfang. I øvrigt præciseres på den reviderede lokalplantegning, jf. bilag C, den sydlige afgrænsning af fællesanlægget således, at denne svarer til den ved deklaration, lyst 25. august 1939, fastlagte grænse i en afstand af 2 m fra rækkehusenes "takker". I lighed med de eksisterende forhold og under hen syn til det allerede udmeldte formål med lokalplanen om at bevare det fælles haveanlæg i sin helhed præciseres det endvidere, at der i denne afgrænsning og i øvrigt mellem fællesanlægget og de udlagte 2 m brede grusstier ikke må hegnes. Der henvises til det efterfølgende afsnit Præcisering af lokalplanen.

En bestemmelse som ønsket om, at fældning eller nyplantning af træer skal ske efter en overordnet plan vedtaget på en generalforsamling må sikres privatretslig af ejerlaget.

Ad G: Som følge af henvendelserne er lokalplanbestemmelserne i § 9, stk. 3, om terrasser præciseret således, at bruttoarealet maksimalt må være 3 x 3 m for terrasser placeret mod fællesanlægget for husene mod Hasselvej. Under hensyn til det allerede udmeldte formål for lokalplanen om at sikre opretholdelse af den oprindelige ensartethed for bebyggelsen m.v., herunder til de allerede eksisterende terrasser, præciseres det, at terrasserne skal placeres i husenes indhak mod fællesarealet som forudsat ved bebyggelsens opførelse. Det kræves samtidig, at disse terrasser i øvrigt begrænses i forhold til matrikelskel og afgrænsningen til fællesarealet. Kravet til terrasserne om afskærmende beplantning mod fællesarealet ændres til, at støttemure mod fællesanlægget skal fremtræde dækket med beplantning. Endvidere frafaldes kravet om, at (alle) terrasser og støttemure skal anlægges med gule og røde mursten, og at støttemure skal udføres i forbandt som øvrigt murværk. I stedet bestemmes det, at terrasserne skal udføres i grå beton som soklerne på husene. Der henvises til det efterfølgende afsnit Præcisering af lokalplanen.

Ad H: Bestemmelsen i lokalplanen om parkeringsdækning har ingen retsvirkning i forhold til eksisterende bebyggelse, men er medtaget i tilfælde af nybyggeri, jf. § 5, stk. 2. Krævet parkering i den forbindelse skal i givet fald etableres på egen grund, jf. Bygningsreglement 1995, kap. 2.1.1. og 2.1.3. Herudover er det et generelt ønske at aflaste parkeringspresset på vejene. Under hensyn hertil findes det ikke relevant at forbyde eventuel i øvrigt ønsket parkering på egen grund. Parkering må dog ikke ske i det fælles haveanlæg som også anført i lokalplanbestemmelsen.

Ad I: Der er tale om nogle mindre faktuelle fejl, såsom antal toiletter i de enkelte huse og kælderstørrelser i nogle huse. Endvidere påpeges udtryk i teksten som ønskes præciseret vedrørende murværk, sålbænke og altanrækværk.

Planorienteringen er i forbindelse med offentliggørelsen af lokalplanforslaget udsendt til bl.a. bebyggelsens ejere. Ingen af de påtalte forhold er af betydning for hovedindholdet af planorienteringen. I øvrigt er det forhold, som ejerne selv i det væsentligste vil være bekendt med. Under hensyn hertil og til, at planorienteringer normalt kun trykkes i ét oplag, skønnes der ikke at være et relevant grundlag for at ændre disse forhold.

Præcisering af lokalplanen

Idet der refereres til bemærkningerne til nærmere angivne punkter i foranstående afsnit Plandirektoratets bemærkninger er der følgende præciseringer af lokalplanen i forhold til det offentliggjorte forslag:

Ad B: I § 6, stk. 2 b, i forbindelse med bebyggelsens ydre fremtræden udgår følgende: "…dog kan eksisterende tagvinduer udskiftes med ovenlysvinduer af nutidig standard med målene 54 x 76 cm." I stedet indføjes følgende: "…dog kan eksisterende tagvinduer udskiftes med traditionelle støbejernsvinduer i den oprindelige størrelse og form eller med ovenlysvinduer af en til enhver tid værende standard med målene 54 x 76 cm."

Ad C: I § 5, stk. 3, om placering af udhuse udgår følgende: "…udformning som angivet i § 6, stk. 3, og … " Følgende tilføjes som næstsidste og sidste punktum: "… Herudover kan der i forhaven for hvert af husene mod Hvidtjørnevej opføres et halvtag til cykler. Udformning af udhuse og cykelhalvtage skal ske som angivet i § 6, stk. 3".

§ 6, stk. 3, om udhuses ydre fremtræden ændres til følgende: "Udhuse skal opføres i en højde på maksimalt 2 m til sternlinien med en taghældning på maksimalt 33° , med en arealstørrelse på maksimalt 7 m² og med en vandret træbeklædning. Træbeklædningen skal gives en dækkende mørk malerbehandling. Tagene skal være beklædt med sort tagpap. Cykelhalvtage skal opføres med en højde på maksimalt 1,75 m og en arealstørrelse på maksimalt på 5 m². Tagene skal være flade - eventuelt med nødvendig hældning for afvanding - og beklædt med sort tagpap."

På lokalplantegningen præciseres byggefelterne for udhuse med mørk gråtonet signatur som nærmere angivet på bilag C.

Ad D: I § 6, stk. 4, om markiser udgår følgende: "… Markisen kan på Hasselvej og Thorupgårds Allé opsættes over stuevindue mod hegnet have. På Hvidtjørnevej over havedøren". I stedet indføjes følgende: "… Markisen kan på huse mod Hasselvej opsættes over stuevindue mod hegnet have. På huse mod Hvidtjørnevej og Thorupgård Allé kan markisen opsættes over havedøren".

Ad F: I § 9, stk. 1, om ubebyggede arealer udgår følgende: "… De på tegningen med stjernesignatur viste bevaringsværdige træer må ikke fældes uden særlig tilladelse fra Bygge- og Teknikforvaltningen. Efterplantning eller supplerende træplantning i det fælles haveanlæg skal ske således, at nye træer ikke vil kunne skabe skyggegener i private haver. Øvrige eksisterende træer skal bevares i videst muligt omfang." I stedet indføjes følgende: "… Der må ikke hegnes i fællesanlæggets sydlige afgrænsning eller mellem fællesanlægget og de udlagte 2 m brede grusstier. Sunde træer skal bevares i videst muligt omfang. Efterplantning eller supplerende træplantning skal ske dels således, at nye træer ikke vil kunne skabe skyggegener i de private haver, dels således, at den særlige karakter, anlægget er givet i den oprindelige haveplan som en slags "eremitageslette" med store træer enten som solitære eller i grupper, bevares."

I § 9, stk. 2, udgår følgende: "… De på tegningen med stjernesignatur viste bevaringsværdige træer må ikke fældes uden særlig tilladelse fra Bygge- og Teknikforvaltningen. …" og "… Øvrige eksisterende træer skal bevares i videst mulig omfang." I stedet for indføjes følgende: "… Sunde træer skal bevares i videst muligt omfang."

På lokalplantegningen udgår stjernesignaturen for alle bevaringsværdige træer, ligesom den sydlige afgrænsning af det fælles haveanlæg fastlægges i en afstand af 2 m fra rækkehusenes "takker" som nærmere angivet på bilag C.

Ad G: I § 9, stk. 3, 1. pind, ændres "nettoareal" til "bruttoareal". Følgende udgår: "Der skal etableres en afskærmende beplantning ud mod fællesarealet." I stedet indføjes følgende: "Terrasserne skal placeres i husenes indhak mod fællesarealet og skal i øvrigt holdes inden for matrikelskel og afgrænsningen mod fællesarealet. Støttemure mod fællesarealet skal fremtræde dækket med beplantning."

Endvidere udgår i § 9, stk. 3, hele 4. pind, hvori der er anført følgende: "Terrasser og støttemure skal anlægges med gule og røde mursten. Støttemure i forbandt som øvrigt murværk." I stedet anføres følgende : "Terrasser skal udføres i grå beton som soklerne på husene."

Konsekvens: Som følge af foranstående ændres "27.346" til "27.409" i § 2, § 5, stk. 1 og 3, § 6, stk. 2, samt § 9, stk. 1 og 2.

 

Ændringerne i lokalplanen skønnes ikke at være af en sådan karakter, at underretning i henhold til planlovens § 27, stk. 3, er påkrævet.

BILAG VEDLAGT

  1. Liste over modtagne henvendelser
  2. Notat af 1. november 2000 fra Vej & Park
  3. Revideret lokalplantegning

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Aftryk af Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 10. juni 2000 tiltrådt af Borgerrepræsentationen i mødet den 14. juni 2000
  2. Kopi af modtagne henvendelser

 

Jens Ole Nielsen

Til top