Mødedato: 07.02.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til overborgmesteren om parkeringsanlæg i forbindelse med havnetunnel

Indstilling og beslutning

Overborgmesteren bedes redegøre for,

1.      hvilke initiativer overborgmesteren vil tage for at sikre, at der ikke kommer parkeringsanlæg i forbindelse med en havnetunnel set i lyset af, at parkeringsanlæg i forbindelse med en havnetunnel vil gøre det mere attraktivt for pendlere fra omegnskommunerne at køre i bil til København. samt

2.   om overborgmesteren finder det hensigtsmæssigt at etablere en havnetunnel, hvis forudsætningen for finansieringen er etableringen af parkeringsanlæg i forbindelse med en havnetunnel.

 (Stillet af Socialistisk Folkeparti)

MOTIVERING

På Borgerrepræsentationens møde den 24. januar 2013 havde Venstre stillet et medlemsforslag om etableringen af parkeringsanlæg i forbindelse med en havnetunnel.

Forslaget blev stemt ned af et flertal i Borgerrepræsentationen, hvor blandt andet Socialdemokraterne stemte mod forslaget.

Den 25. januar skrev Berlingske Business, at transportministeren anser OPP som den mest oplagte måde at finansiere en havnetunnel. Transportministeren oplyser, at man kan forestille sig, at pensionsselskaberne som led i en samlet løsning f. eks. opfører P-anlæg på strategiske områder i forhold til en havnetunnel og på den måde løfter afkastet.

På den baggrund vil SF gerne have en forsikring fra overborgmesteren om, at han vil arbejde for flertallets holdning til P-anlæg i forbindelse med en havnetunnel.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 7. februar 2013


Forespørgslen blev besvaret.
Til top