Mødedato: 06.12.2001, kl. 16:00

Udviklingsselskabet og Komplementarselskabet Prøvestenen

Udviklingsselskabet og Komplementarselskabet Prøvestenen

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Konstituerende møde torsdag den 6. december 2001

 

 

BR 567/01

Udviklingsselskabet og  Komplementarselskabet Prøvestenen

Udviklingsselskabet Prøvestenen P/S og Komplementarselskabet Prøvestenen A/S

 

 

 

 

Indstilling om valg af 2 medlemmer til bestyrelsen for Udviklingsselskabet Prøvestenen P/S, samt valg af 2 medlemmer til bestyrelsen for Komplementarselskabet Prøvestenen A/S for perioden 1. januar 2002 – 31. december 2005.

                                                                                             (Økonomiforvaltningen)

 

 

 

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller forslag om,

at Borgerrepræsentationen vælger 2 medlemmer til bestyrelsen for Udviklingsselskabet Prøvestenen P/S,

at Borgerrepræsentationen vælger 2 medlemmer til bestyrelsen for Komplementarselskabet Prøvestenen A/S.

 

 

RESUMÉ

Det indstilles, at Borgerrepræsentationen vælger 2 medlemmer til bestyrelsen for hvert af de to selskaber, som skal forestå udvikling af området ved Prøvestenen. Selskaberne er stiftet i samarbejde med Københavns havn, og samarbejdet reguleret i en aktionæroverenskomst.

 

Bestyrelsesmedlemmerne skal vælges for hele valgperioden.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommune har den 14. september 2001 i samarbejde med Københavns Havn stiftet Udviklingsselskabet Prøvestenen P/S og Komplementarselskabet Prøvestenen A/S[1] med henblik på udvikling af området ved Prøvestenen.

 

Udviklingsselskabet har i kraft af en tilladelse til opfyldning ved Prøvestenen til opgave at etablere de fysiske rammer for et depot for forurenet jord, som vil skulle udlejes til Københavns Kommune v/Miljøkontrollen, der skal eje og drive depotet. Herudover skal udviklingsselskabet dels udvikle de opfyldte arealer til havneformål og rekreative formål, dels medvirke til udvikling af området syd for Prøvestenen til almennyttige formål.

 

Udviklingsselskabet er stiftet med en samlet kapital på 60 mio. kr., mens komplementarselskabets aktiekapital er 0,5 mio. kr. Herudover forventes det, at udviklingsselskabet i år 2002 vil skulle optage lån indenfor en ramme på 40 mio. kr. til dækning af selskabets likviditetsbehov i anlægsfasen, idet udviklingsselskabets udgifter til anlæg ved Prøvestenen i år 2001-03 forventes at udgøre 100 mio. kr.

 

 

Det indbyrdes forhold mellem kommunen og havnen er, som supplement til vedtægterne, reguleret i en aktionæroverenskomst, som forudsætter enstemmighed om væsentlige beslutninger. Hver af parterne udpeger to medlemmer til hver af de to selskabers bestyrelser. Formanden for begge bestyrelser udpeges/indstilles af Københavns Kommune.

 

Udviklingsselskabets bestyrelse vil altovervejende skulle træffe beslutninger af forretningsmæssig karakter, indtil der i sidste halvdel af selskabets skønnede levetid på 10 år forventes at skulle træffes beslutninger om udvikling af området syd for Prøvestenen.

 

Komplementarselskabet har over for udviklingsselskabet indstillingsret vedr. anvendelse/fordeling af årets overskud/underskud og ansættelse af direktør, ligesom komplementarselskabet har ret til at udpege yderligere medlemmer til udviklingsselskabets bestyrelse, yderligere revisor m.v. Endvidere har medlemmerne af komplementarselskabets bestyrelse adgang til at overvære bestyrelsesmøderne i udviklingsselskabet, og denne adgang forudsættes udnyttet af de kommunale bestyrelsesmedlemmer.

 

De kommunalt valgte medlemmer til de to selskabers bestyrelser skal vælges for hele valgperioden, men vælges (genvælges) formelt på selskabernes å rlige generalforsamlinger, som afholdes inden udgangen af maj måned. De kommunalt valgte medlemmer vil af samme grund skulle indtræde i bestyrelserne efter valg på en ekstraordinær generalforsamling i selskaberne inden da.

 

Overborgmesteren fik i Borgerrepræsentationens møde den 25. januar 2001 bemyndigelse til at modtage navne på de kommunale medlemmer af hver af de to bestyrelser, én fra hver af de to valggrupper. Fra stiftelsen den 14. september 2001 har Louise Frevert og Morten Kabell (formand) været medlemmer af bestyrelsen for Udviklingsselskabet Prøvestenen P/S, mens Lars Hutters og Erik Vinding (formand) har været medlemmer af bestyrelsen for Komplementarselskabet Prøvestenen A/S.

 

 

ØKONOMI

-

 

 

HØRING

-

 

 

 

Erik Jacobsen                                                                                                   

                                                                                                                                                                     /Paul Sax Møller

 

 

 



[1] BR 17/01


Til top