Mødedato: 06.12.2001, kl. 17:30

Idrætspolitisk Redegørelse 2001

Idrætspolitisk Redegørelse 2001

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 6. december 2001

 

BR 610/01

Idrætspolitisk Redegørelse 2001

Idrætspolitisk Redegørelse 2001

Indstilling om Idrætspolitisk Redegørelse 2001, samt et ændringsforslag fra Kaja Jacobsen om, at der på s. 30 i den Idrætspolitiske Redegørelse (under overskriften "Anbefalinger") indsættes et nyt punkt, med følgende ordlyd: "Der iværksættes samarbejde med Bygge- og Teknikudvalget/Bygge- og Teknikforvaltningen med henblik på at udvikle idrætsaktiviteter og Bevægelsesklare Områder (BKO) på arealer, der hører under Bygge- og Teknikudvalget."

(Kultur- og Fritidsudvalget)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget,

at Borgerrepræsentationen tiltræder 'Idrætspolitisk Redegørelse 2001'.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med KI udarbejder et samlet forslag til en udviklingsplan for Københavns Kommunes idrætsfaciliteter. Redegørelsen forelægges for Kultur- og Fritidsudvalget medio 2002.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2001

Kultur- og Fritidsudvalget tilsluttede sig et ændringsforslag fra Kaja Jacobsen om, at der på s. 30 i den Idrætspolitiske Redegørelse (under overskriften "Anbefalinger") indsættes et nyt punkt, med følgende ordlyd: "Der iværksættes samarbejde med Bygge- og Teknikudvalget/Bygge- og Teknikforvaltningen med henblik på at udvikle idrætsaktiviteter og Bevægelsesklare Områder (BKO) på arealer, der hører under Bygge- og Teknikudvalget."

Indstillingen blev tiltrådt inkl. det af Kaja Jacobsen fremsatte ændringsforslag.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet de i redegørelsen opstillede økonomiske udgifter i forbindelse med handlingsplanen og facilitetslisten forudsættes afholdt indenfor den budgetramme, som Borgerrepræsentationen har besluttet for Kultur- og Fritidsudvalget".

Økonomiudvalgets beslutning den 27. november 2001

Anbefalet.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 11. maj 2000 (BR 173/2000), at den idrætspolitiske redegørelse fremover skal revideres hvert andet år, første gang i 2001. Facilitetslisten skal revideres én gang årligt.

'Idrætspolitisk Redegørelse 2001' indeholder følgende afsnit:

1) Status på idrætsområdet i perioden 1998-2001

2) Kortlægning af københavnernes idrætsdeltagelse

3) Udpegning af særlige fokusomåder for perioden 2001-2003

4) Anbefalinger til udbygning af Københavns idrætsfaciliteter.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den 30. august 2001 (KFU296/2001), at sende 'Idrætspolitisk Redegørelse 2001' i høring hos DIFs Københavnerudvalg, DGI Storkøbenhavn, DFIF Storkøbenhavn, KI, KUC, FOS, forsøgsbydelene, idrætssamvirkerne og kommunens udvalg. Der er indkommet 19 høringssvar.

På baggrund af høringssvarene er indarbejdet følgende ændringer/rettelser:

  • At fokusområde 4 (side 25) er ændret til 'Samarbejdet mellem skole, institution og idræt', således at' institution' er tilføjet.
  • At beløbet til permanent overdækning af Fælledbadet (side 31) er ændret fra 8 mio. kr. til 'ca. 20 mio. kr.', da en nærmere undersøgelse af økonomien til et sådant projekt har vist, at udgifterne er større end først antaget.
  • At projektet på facilitetsliste B (side 34) 'Cricket og petanque på Bavnehøj Idrætsanlæg' er reduceret til kun at omfatte anlæggelse af petanquebaner, da cricketbanen er anlagt. Nyt beløb: 0,1 mio. kr.
  • At renovering af tagkonstruktionen i Grøndal Centret er tilføjet på facilitetslisten under Anbefalinger til gennemgribende renoveringer (side 35). Beløb: 30 mio. kr.

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen besluttede den 11. maj 2000 (BR 173/2000), at den idrætspolitiske redegørelse fremover skal revideres hvert andet år, første gang i 2001. Samtidig skal facilitetslisten revideres én gang årligt.

Den foreliggende redegørelse 'Idrætspolitisk Redegørelse 2001', hvori facilitetslisten indgår, indeholder følgende afsnit:

1. Status 1998-2001

2. Københavnernes idrætsdeltagelse

3. Fremtid 2001-2003

4. Udvikling af Københavns idrætsfaciliteter.

De fire afsnit refereres kort nedenfor.

1. Status 1998-2001

I forlængelse af vedtagelsen af 'Idrætspolitisk Redegørelse 1998' er der gjort en række tiltag på aktivitetsområdet. Det gælder især satsningen på børn og unge:

  • Folkeoplysningsudvalgets to store udviklingspuljer 'Børn og unge' og 'Flygtninge og indvandrere'
  • Indførelse af 'prime-time', der giver børn og unge fortrinsret til at benytte kommunens idrætsanlæg i tidsrummet kl. 17.00-20.00.

Til udbygning og renovering af Københavns idrætsfaciliteter er der i den samlede periode bevilget 285 mio. kr. Beløbet er ligeligt fordelt mellem renovering og opførelse af nye idrætsanlæg. Redegørelsen indeholder en samlet oversigt over de faciliteter, der er bevilget midler til i perioden 1999-2001.

2. Københavnernes idrætsdeltagelse

De seneste undersøgelser viser, at de københavnske borgere er lige så idrætsaktive som borgerne i det øvrige land. Derimod er der store forskelle i deltagelsesmønsteret, herunder de aktiviteter som dyrkes på land og i by, samt den måde hvorpå aktiviteterne er organiseret.

Det kan konstateres, at den sociale baggrund fortsat har stor betydning for københavnernes idrætsdeltagelse. Det gælder alle aldersgrupper, men især borgere med anden etnisk baggrund end dansk.

3. Fremtid 2001-2003

Med udgangspunkt i erfaringer og resultater fra de hidtidige indsatsområder, samt den foreliggende viden om københavnernes idrætsdeltagelse, opstilles nedenstående fire fokusområder for perioden 2001-2003:

Fokusområde 1: Børn og unge.

Fokusområde 2: Idrætssvage områder.

Fokusområde 3: Kortlægge vilkårene for eliteidrætten i København.

Fokusområde 4: Samarbejde mellem skole og idræt

  1. Udvikling af Københavns idrætsfaciliteter

I perioden 1999-2001 er der igangsat og/eller gennemført en række gennemgribende renoveringer af Københavns idrætsfaciliteter. Det gælder især KI's idrætsanlæg. Da der fortsat er konstateret et stort vedligeholdesefterslæb anbefales det, at renovering af eksisterende idrætsanlæg prioriteres højt.

Med stadig flere idrætsaktive borgere er der desuden behov for, at København får tilført nye idrætsanlæg. Det gælder især i de bydele, der er underforsynet med faciliteter. Den igangværende udbygning og renovering af skoleområdet åbner mulighed for at få tilført nye faciliteter i de bolignære områder. Dermed øges mulighederne for et lokalt forankret samspil mellem skole, idræt og fritid.

Redegørelsens facilitetsliste indeholder en liste med med anbefalinger til nye idrætsanlæg samt gennemgribende renoveringer af eksisterende anlæg.

Listen med anbefalinger til nye anlæg er inddelt i liste A og B, hvor liste A har højeste prioritet.

Liste A indeholder følgende forslag: opførelse af en idrætshal på Holmen, udbygning af Sundbyøsterhallen, permanent overdækning af Fælledbadet, idrætsfaciliteter i Prøvehallen i Valby og idrætsfaciliteter i tilknytning til Lundehusskolen.

De foreslåede nyanlæg er sideordnet prioriteret. Da der er tale om store anlægsomkostninger forudsætter det medfinansiering fra anden side, hvorfor det er vanskeligt at fastlægge en prioritering.

Liste B indeholder øvrige forslag til nyanlæg, der ligeledes er sideordnet prioriteret.

Opsummering af høringssvarene

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den 30. august 2001 (KFU296/2001), at sende 'Idrætspolitisk Redegørelse 2001' i høring hos DIFs Københavnerudvalg, DGI Storkøbenhavn, DFIF Storkøbenhavn, KI, KUC, FOS, forsøgsbydelene, idrætssamvirkerne og kommunens udvalg. Der er indkommet 19 høringssvar (bilag 2). Der er vedlagt en gennemgang af høringssvarene (bilag 3).

Høringssvarene kan overordnet inddeles i kommentarer, der knytter sig til selve redegørelsen (inkl. de foreslåede fokusområder) og facilitetslisten.

Redegørelsen

  • Der er generel tilfredshed med de fire udpegede fokusområder. Det gælder især fokusområde 1: Børn og unge, 2: Idrætssvage områder og 4: Samarbejde mellem skole og idræt. Af langt de fleste høringssvar fremgår det, at man er interesseret i at medvirke aktivt i implementeringen af de enkelte fokusområder.
  • Under fokusområde 1 nævnes, at det vil være hensigtsmæssigt, at tidsrummet for 'prime-time' fremover defineres ens i henholdsvis KI, KUC og FOS.
  • I flere af svarene er der peget på, at børn og unges idrætsdeltagelse er afhængig af, hvor langt der er til faciliteterne, samt om der er adgang til samværs- og klubhusfaciliteter.
  • Det påpeges, at fokusområde 4 er for snævert defineret, og det foreslås ændret til 'Samarbejdet mellem skole, fritidsinstitutioner og idræt skal styrkes på tværs af forvaltninger'.

Facilitetslisten

  • Der er flere, der foreslår, at der udarbejdes en overordnet flerårig udviklingsplan for idrætsfaciliteterne i Københavns Kommune. Den årlige revision af facilitetslisten skal ske som en del af en samlet større strategi. Det anbefales samtidig, at listen gøres så fleksibel som muligt.
  • Facilitetssituationen for aktiviteterne fodbold og svømning er beskrevet som særdeles mangelfuld. For svømningens vedkommende peger flere på, at overdækning af kommunens friluftsbade vil være en billig måde at løse problemet på.
  • Derudover indeholder høringssvarene en række forslag til nye idrætsfaciliteter, renovering af eksisterende anlæg samt forslag til flytning af projekter fra liste B til liste A.
  • Af konkrete rettelser til listen peger KI på, at Permanent overdækning af Fælledbadet står opført med 8 mio. kr. En nærmere undersøgelse har vist, at dette tal bør rettes til 'ca. 20 mio. kr.'. Projektet 'Cricket og petanque på Bavnehøj Idrætsanlæg' skal reduceres til kun at omfatte anlæggelse af 2 petanquebaner, da cricketbanen allerede er anlagt. Nyt beløb: 0,1 mio. kr.
  • KUC anbefaler blandt andet, at renovering af tagkonstruktionen i Grøndal Centret optages under Anbefalinger til gennemgribende renoveringer. Beløb: 30 mio. kr.

Forvaltningens bemærkninger

Høringssvarene afspejler, at der blandt udbyderne på idrætsområdet findes en lang række interessenter med hver deres forskelligartede kerneydelse og tradition - og de deraf afledte krav og behov til Københavns Kommunes idrætspolitik. Hvis 'Idrætspolitisk Redegørelse 2001' skal optage de foreslåede ændringer/tilføjelser, vil konsekvensen være, at redegørelsen bliver temmelig omfattende og dermed mister såvel fokus som målbarhed.

De udpegede fokusområder er beskrevet så rummeligt, at arbejdet med konkretiseringen af området åbner mulighed for, at en række af høringssvarenes forslag kan indarbejdes. Det gælder f.eks. afholdelse af en temakonference om 'Børn og unges idrætsdeltagelse', hvor det vil være naturligt at sætte fokus på eksempelvis definitionen af prime-time, barrierer for foreningsdeltagelse og lederproblematikken.

Forvaltningen finder, at forslaget om, at der udarbejdes en overordnet flerårig udviklingsplan for idrætsfaciliteterne i Københavns Kommune, vil være et velegnet redskab for at fastlægge den fremtidige politik på idrætsområdet.

***

På baggrund af høringssvarene er indarbejdet følgende ændringer/rettelser:

  • Fokusområde 4 (side 25) er ændret til 'Samarbejdet mellem skole, institution og idræt', således at ' institution' er tilføjet.
  • Beløbet til permanent overdækning af Fælledbadet (side 31) er ændret fra 8 mio. kr. til 'ca. 20 mio. kr.', da en nærmere undersøgelse af økonomien til et sådant projekt har vist, at udgifterne er større end først antaget.
  • Projektet på 'Cricket og petanque på Bavnehøj Idrætsanlæg' (side 34) er reduceret til kun at omfatte anlæggelse af 2 petanquebaner, da cricketbanen allerede er anlagt. Nyt beløb: 0,1 mio. kr.

Renovering af tagkonstruktionen i Grøndal Centret er tilføjet på facilitetslisten under 'Anbefalinger til gennemgribende renoveringer' (side 35). Beløb: 30 mio. kr.

***

Herudover indstilles det, at:

  • Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med KI udarbejder et samlet forslag til en udviklingsplan for Københavns Kommunes idrætsfaciliteter. Redegørelsen forelægges for Kultur- og Fritidsudvalget medio 2002.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

 

HØRING

Der har været foretaget høring.

 

BILAG

1. 'Idrætspolitisk Redegørelse 2001'

2. Høringssvarene

3. Opsummering af indholdet i høringssvarene

 

 

Ida Munk

/ Pernille Vange

Til top