Mødedato: 06.12.2001, kl. 17:30

Restaurering af repræsentationslokaler m.v. på Rådhuset

Restaurering af repræsentationslokaler m.v. på Rådhuset

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 6. december 2001

 

BR 609/01

Restaurering af repræsentationslokaler m.v. på Rådhuset

Restaurering af repræsentationslokaler m.v. på Rådhuset

Indstilling om at der gives en anlægsbevilling på 1,989 mio. kr. til restaurering af repræsentationslokaler m.v. på Rådhuset, samt at der anvises kassemæssig dækning for 1,989 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling, konto 6.50.3., Administrationsbygninger.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 1,989 mio. kr. til restaurering af repræsentationslokaler m.v. på Rådhuset,

at der anvises kassemæssig dækning for 1,989 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling, konto 6.50.3., Administrationsbygninger.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der i 2002 gennemføres en arkitektkonkurrence om en ny stol til Rådhuset, og at udgifter på 1,0 mio. kr. afholdes af det beløb på 1,0 mio. kr., der på konto 6.50.1. Administrationsbygninger er afsat til renovering af Rådhuset.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2001

Forvaltningen havde i forbindelse med mødet uddelt Dansk Design Centers oplæg til arkitektkonkurrence om en ny Rådhusstol.

Der blev begæret afstemning om de to første at-punkter i indstillingen.

Et flertal (Finn Rudaizky, Mona Heiberg, Martin Günter, H. Thustrup Hansen, Helle Sjelle, Abderrahman Ben Haddou og Jens Kjær Christensen) stemte for indstillingen

Ingen stemte imod.

Kaja Jacobsen undlod at stemme.

 

Udvalget forkastede indstillingens 3. at-punkt i enighed.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form".

Økonomiudvalgets beslutning den 27. november 2001

Anbefalet.

 

 

RESUME

Den 13. juni 2001 besluttede Borgerrepræsentationen i forbindelse med overførsel af midler til budget 2001 at afsætte en rådighedsbevilling på 1,989 mio. kr. til restaurering af repræsentationslokaler m.v. på Rådhuset.

SAGSBESKRIVELSE

Restaureringsarbejder

Gulvtæppe og gardiner i Borgerrepræsentationens mødesal og forhuset, Borgerrepræsentationens formands værelser, vinduesnicherne i Overborgmesterens mødeværelse, i Magistratssalen og i gobelinværelset og udvalgsværelse C og gardiner i forhuset er efter mange års brug nedslidt. Ligeledes bør stol i Magistratssalen restaureres ligesom UV filtre – af forebyggende hensyn – opsættes på vinduer i Biblioteket og Borgerrepræsentationens formands venteværelse. Af hensyn til en bevarelse af Rådhusets historie er en restaurering nu yderst påkrævet.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 19. april 2001 i forbindelse med behandlingen af indstillingen om overførsel af bevillinger fra budget 2000 til budget 2001, at det indstilles til Borgerrepræsentationen, at der afsættes 1,989 mio. kr. til restaurering af repræsentationslokaler på Rådhuset. Borgerrepræsentationen tiltrådte indstillingen på sit møde den 13. juni 2001, således at der blev afsat en rådighedsbevilling på 1,989 mio. kr. til formålet.

Rådgivende Ingeniører og Arkitekter (RIA) og Ejendomsdrift har i fællesskab udarbejdet projekter, der tager hensyn til Rådhusets fredning og historiske præg. Restaureringsarbejderne vil kunne foretages delvis ved hjælp af egen arbejdskraft.

Projektet omfatter en yderst tiltrængt fornyelse af gulvtæppet samt istandsættelse af gardiner i Borgerrepræsentationens mødesal, istandsættelse af Borgerrepræsentationens formands værelser, istandsættelse af vinduesnicher i Overborgmesterens mødeværelse, Magistratssalen og gobelinværelset, istandsættelse af udvalgsværelse C, fornyelse af gardiner i forhuset, opsætning af UV filtre i Biblioteket og Borgerrepræsentationens formands venteværelse samt restaurering af stol i Magistratssalen.

Stole

Efter at festsalen er blevet renoveret og indrettet med IT-udstyr m.v., så der kan holdes konferencer i salen, har forvaltningen undersøgt mulighed for at købe stole til formålet. Stole der skal anvendes til konferencer m.v. skal bl.a. kunne kobles sammen, skal kunne stables, så de er nemme at flytte i forbindelse med festsalens anvendelse til andre formål og skal opfylde de forskellige ergonomiske krav m.v. Det har vist sig vanskeligt at finde en stol, der opfylder kravene, og samtidig passer til festsalen. Herudover må anføres, at de stole, der p.t. anvendes i rådhushallen, er nedslidte. Der skal derfor inden for kort tid anskaffes i alt ca. 1.200 stole til festsalen og rådhushallen.

Med henblik på at få en stol, der passer til Rådhusets helt særlige stil, vil forvaltningen foreslå, at der i forbindelse med Rådhusets 100 års jubilæum udskrives en arkitektkonkurrence om en ny stol til Rådhuset. Udgiften til konkurrencen vil beløbe sig til ca. 1,0 mio. kr. Dansk Design Center er ved at udarbejde et oplæg til forløbet af en konkurrence samt budget. Oplægget forventes at foreligge til udvalgets møde. Konkurrencen foreslås afholdt som en indbudt konkurrence med ca. 15 deltagere. Det tager 1 år at gennemføre en konkurrence. Derefter vil der skulle udarbejdes prototyper, og endelig skal stolen sættes i produktion. Såfremt stolen skal være produceret til primo 2005, skal konkurrencen derfor gennemføres i 2002.

Forvaltningen indstiller på denne baggrund, at der i 2002 gennemføres en arkitektkonkurrence om en ny stol til Rådhuset, og at udgiften på 1,0 mio. kr. afholdes af det beløb på 1,0 mio. kr., der på konto 6.50.1 Administrationsbygninger er afsat til renovering af Rådhuset.

MILJØVURDERING

Ingen bemærkninger.

ØKONOMI

Udgifterne, 1,989 mio. kr., foreslås finansieret af Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling, konto 6.50.3., Administrationsbygninger.

Da året er langt fremskredent må det forventes, at en del af beløbet på et senere tidspunkt må søges overført til 2002.

Udgiften på 1,0 mio. kr. til arkitektkonkurrencen om en ny stol til Rådhuset foreslås finansieret af det beløb på 1,0 mio. kr., der i 2002 er afsat til renovering af Rådhuset (konto 6.50.1. Administrationsbygninger).

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

HØRING

Ingen bemærkninger.

BILAG

Ingen.

Ida Munk

/Olga Brüniche-Olsen

Til top