Mødedato: 06.10.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Kirkeligning 2017

Borgerrepræsentationen forelægges kirkeligningen og den uforandrede kirkeskatteprocent på 0,8 for 2017.

Indstilling

Indstilling om,

1. at kirkeligningen 2017 tages til efterretning, og
2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 for 2017 tages til efterretning.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

Det kirkelige budgetudvalg har fremsendt brev af 25. august 2016 om de kirkelige budgetter og den kirkelige ligning for 2017. Det kirkelige budgetudvalg har forudsat, at det er det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som er gældende.

Udskrivningsgrundlaget for den kirkelige ligning følger udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i forbindelse med valg af budgetteringsgrundlag. Det betyder, at det er Borgerrepræsentationen, der i forbindelse med vedtagelse af budgettet for den kommunale indkomstskat afgør, om kirken skal anvende det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, eller om kirken skal anvende det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag.

Provenuet af den kirkelige ligning udbetales forskudsvis til kommunen af staten i tolvtedelsrater. Kommunen fordeler beløbet videre til fællesfonden, kirke- og præstegårdskasserne samt provstiudvalgskasserne.

Løsning

Det kirkelige budgetudvalg budgetterer med udgifter i 2017 på 507,5 mio. kr. (2017 P/L). Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat i København er af Social- og Indenrigsministeriet opgjort til 63.442,9 mio. kr. (2017 P/L) for 2017. En fastholdelse af den nuværende skatteprocent på 0,8 vil sikre et provenu på 507,5 mio. kr. (2017 P/L).

Hvis Københavns Kommune vælger selvbudgettering som udskrivningsgrundlag i 2017 frem for statsgaranteret udskrivningsgrundlag, vil kirken blive efterreguleret fra staten i 2020.

Da Københavns Kommune i 2014 valgte det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, er der ikke efterregulering i 2017.

Økonomi

Sagen har ingen selvstændig økonomisk virkning på kommunens budget.

Videre proces

Kirkeligningen for 2017 behandles i Borgerrepræsentationen den 6. oktober 2016 samtidig med behandlingen af kommunens budget for 2017.

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at kirkeligningen 2017 tages til efterretning, og
2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 for 2017 tages til efterretning.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2016:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til sagen.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. oktober 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top