Mødedato: 06.06.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til ændring af Service Level Agreement med Hovedstadens Beredskab

Se alle bilag

Som led i etablering af Hovedstadens Beredskab godkendte Borgerrepræsentationen den 8. oktober 2015 Service Level Agreement på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet.  

Grundet ændringer i beredskabs- og byggelovgivningen har Borgerrepræsentationen den 11. oktober 2018 godkendt en ændret arbejdsdeling mellem Hovedstadens Beredskab og ejerkommunerne.

Som følge heraf skal Borgerrepræsentationen godkende forslag til ændring af Service Level Agreement på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at forslag til ændring af Service Level Agreement på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet mellem Hovedstadens Beredskab og ejerkommunerne (version 2.0), jf. bilag 1, godkendes.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 8. oktober 2015 som pkt. 11 etableringsgrundlag for Hovedstadens Beredskab I/S, herunder forslag til Service Level Agreement (SLA) på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet.

Siden 2016 er der foretaget en række ændringer i beredskabs- og i byggelovgivningen, på hvilken baggrund Borgerrepræsentationen den 11. oktober 2018 som pkt. 9 godkendte forslag til ændret arbejdsdeling mellem Hovedstadens Beredskab og ejerkommunerne grundet ændring af bygge­loven. Som følge heraf er der tillige behov for ændringer i SLA på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet.

Hovedstadens Beredskab har udarbejdet forslag (version 2.0) til ændring af SLA på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet, jf. bilag 1, hvoraf ændringerne fremgår i korrektur. Den endelige version af SLA efter ændringer fremgår af bilag 2.

Løsning

I overensstemmelse med godkendelseskrav til større ændringer i gældende SLA, herunder generel revision af SLA,  er forslaget forhandlet og godkendt på møde i Samarbejdsorganet den 4. september 2018 og i bestyrelsen for Hovedstadens Beredskab den 14. november 2018, hvorefter forslaget skal godkendes i Borgerrepræsentationen og kommunalbestyrelserne i de øvrige ejerkommuner.  

Udover en række sproglige tilpasninger og korrekturrettelser skal følgende ændringer i SLA, jf. bilag 1 og 2, fremhæves:

Hovedstadens Beredskab har erfaret, at det især grundet sagernes kompleksitet ikke altid er muligt at opfylde servicemålet for sagsbehandlingstider i forbindelse med den brandtekniske byggesagsbehandling efter byggeloven, jf. pkt. 5 i SLA, hvorfor det foreslås at ændre det hidtidige mål på 10 dage. Målet ændres til, at der - til brug for kommunens afgørelse - i 50 % af sagerne foreligger en udtalelse indenfor 5 dage, i 80 % af sagerne indenfor 10 dage, og i mindst 95 % af sagerne indenfor 15 dage. Forslaget ændrer ikke på, at der i Hovedstadens Beredskab fortsat er fokus på sags­behandlings­tiderne, og at det løbende overvejes, om sagsbehandlingstiderne kan gøres kortere.

SLA for lejlighedstilladelser, f.eks. koncerter og festivaler, og SLA for midlertidige overnatninger, f.eks. ansøgninger om overnatninger i institutioner og haller, er udgået, idet begge områder nu henhører under bygningsreglementet og dermed skal sagsbehandles af byggemyndigheden. Rådgivning til ejerkommunerne på disse områder vil være omfattet af SLA for Brandteknisk Byggesagsbehandling, Byggeloven (SLA, pkt. 5).

På området vedrørende risikovirksomheder, dvs. hvor store oplag af brand- og eksplosionsfarlige stoffer, giftige stoffer og miljøfarlige stoffer udgør en særlig risiko i tilfælde af uheld, skal der for virksomheder med meget store oplag af farlige stoffer, de såkaldte kolonne 3-virksomheder, bl.a. udarbejdes eksterne beredskabsplaner om især operative forhold. Rådgivning og varetagelse af opgaver på dette område fremgår nu alene af SLA for brandteknisk rådgivning i forbindelse med beredskabsplaner, der er omfattet af risikobekendtgørelsen (SLA, pkt. 6).

Som noget nyt, jf. pkt. 11 i SLA, er der udarbejdet en SLA på beskyttelsesområdet, idet myndighedsopgaverne tidligere er overført til Hovedstadens Beredskab, mens øvrige opgaver på beskyttelsesrumsområdet er overført den 1. januar 2019.

Der er ikke udarbejdet en SLA for brandhaneområdet, da der ikke er tale om myndighedsopgaver.

Særligt bemærkes, at efter behandling og godkendelse af forslag til ændring af SLA på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet i Samarbejdsorganet og på bestyrelsesmødet den 14. november 2018 har Beredskabsstyrelsen udsendt en meddelelse den 29. november 2018. Af meddelelsen fremgår, at styrelsen – trods tidligere udmeldinger – opretholder reglerne om krav til lokaliteter, hvor mange mennesker samles, eller hvor mennesker samles under særlige forhold. Nævnte krav skulle have været overført til bygningsreglementet den 1. januar 2019, men vil nu først overgå den 1. januar 2020.

I enighed mellem Hovedstadens Beredskab og Samarbejdsorganet, som er bemyndiget til at foretage mindre justeringer af SLA, er det derfor besluttet, at indtil 1. januar 2020 vil brandsynene være omfattet af den ændrede SLA for brandsyn (sidste afsnit under opgave og ansvarsfordeling), mens sagsbehandling vedr. midlertidige overnatninger vil følge kravene i den hidtidige SLA (version 1.1) for midlertidige overnatninger uden formelt at ændre den fremlagte version 2.0. Nævnte beslutning om (midlertidig) håndtering indgår i øvrigt i Hovedstadens Beredskabs årsberetning 2018, som er godkendt af bestyrelsen på mødet den 3. april 2019.

Forslag til ændring af SLA på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet har været i høring i Teknik- og Miljøforvaltningen, som ikke har haft bemærkninger hertil.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

SLA på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet (version 2.0) mellem Hovedstadens Beredskab og ejerkommunerne træder i kraft efter godkendelse i samtlige ejerkommuner.

 

Peter Stensgaard Mørch                       /Mads Grønvall

 

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til ændring af Service Level Agreement på Myndigheds- og Forebyggelsesområdet mellem Hovedstadens Beredskab og ejerkommunerne (version 2.0), jf. bilag 1, godkendes.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. juni 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top