Mødedato: 06.06.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udviklingsselskabet By & Havn - Årsrapport 2012

Se alle bilag
Årsrapporten 2012 for Udviklingsselskabet By & Havn I/S fremlægges til efterretning for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 
  1. at orienteringen om årsrapporten 2012 for Udviklingsselskabet By & Havn I/S tages til efterretning.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Udviklingsselskabet By & Havn I/S (By & Havn) ejes af Københavns Kommune med 55% og af Staten med 45%. Selskabets formål er at udvikle arealerne i Ørestad og Københavns Havn, samt forestå havnedrift i Københavns Havn.

By & Havn har offentliggjort årsrapporten for 2012.

By & Havns årsresultatet for 2012 blev et underskud på 922 mio. kr. (resultat før markedsværdireguleringen af gælden blev - 640 mio. kr.). Selskabets egenkapital er -4.169 mio. kr. Egenkapitalen forventes først at blive positiv omkring 2020.

Løsning

Årsrapporten 2012, jf. bilag 1, blev godkendt af ejerne på selskabets interessentskabsmøde den 15. april 2013.

Oplysninger om selskabets resultat fremgår af notat om Ejerrapportering vedrørende årsregnskab vedlagt som bilag 2.

Årsrapporten 2012 forelægges Borgerrepræsentationen til orientering, idet følgende bemærkes:

By & Havns resultat er påvirket negativt med 800 mio. kr. som følge af fjernelsen af grundforbedringsfradraget.

Selskabets driftsresultat er 29 mio. kr. bedre en budgetteret, primært på grund af 16 mio. kr. i lavere ejendomsskatter, og der er realiseret besparelser på administrations- og personaleomkostningerne på sammenlagt 9,4 mio. kr. Driftsomkostningerne er øget med 5,7 mio. kr. på grund af højere omkostninger ved jorddeponiet end forventet.

Driftsindtægten fra selskabets forretningsområder eksklusive værdireguleringer er forbedret og der er et positivt cash-flow på ca. 150 mio. kr.

Markedsværdireguleringen af investeringsejendomme blev - 280 mio. kr., hvilket skyldes fjernelsen af grundforbedringsfradraget. Dette påvirker selskabets investeringsejendomme negativt med 800 mio. kr. Hvis dette fradrag ikke var blevet fjernet, havde selskabet kunnet opskrive investeringsejendommene med 520 mio. kr. i 2012.

Langtidsbudgettet er vedlagt som bilag 3.

Egenkapitalen forventes i basisscenarioet at blive positivt i 2020, og den nominelle gæld forventes at være omkring 12 mia. kr. i 2020.

I 2038 vil selskabets resultat eksklusive værdireguleringer af investeringsejendomme blive positivt og dermed kunne betale selskabets renteomkostninger.

Selskabet mærkede i 2012, at det københavnske ejendomsmarked så småt er på vej ud af krisen. Selskabet har blandt andet indgået aftale om betinget salg af 46.000 etagemeter byggeret i Ørestad Nord til Nordea til byggeri af et nyt hovedsæde, samt yderligere en option på køb af 24.000 etagemeter byggeret. Selskabets aktiviteterne har også omfattet lancering af helhedsplan for området Ørestad Down Town i Ørested City og igangsættelse af byggeriet Radiorækkerne i Ørestad Nord, ligesom der har været fokus på realisering af såvel lethal som arena i området.

På Marmormolen er FN flyttet ind i kontorfaciliteterne i FN-byen Campus 1, lagerfaciliteterne FN-Byen Campus 2 er taget i brug, og Marmormolen er med frihavnsgitterets nedlæggelse blevet åbnet for offentligheden.

Udviklingen af Nordhavnen er kommet godt i gang, herunder færdiggørelse af indfatningsdæmningen omkring Nordhavnsudvidelsen og konstruktionen af krydstogtkajen, der er færdig i 2013.

Aktiviteterne i 2012 og tendenserne i markedet og de sager, der ligger i pipeline, giver selskabet anledning til moderat optimisme for 2013 omkring forventninger til salg og en fortsat positiv udvikling i den primære drift.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Udviklingsselskabet By & Havn I/S og Transportministeriet orienteres om beslutningen.

 

 

 

Claus Juhl                                                 /Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at orienteringen om årsrapporten 2012 for Udviklingsselskabet By & Havn I/S tages til efterretning.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2013
Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. juni 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top